Kigger du nogensinde på din telefon nede i supermarkedet og spekulerer over, hvad du egentlig kom for at købe? Lidt længere nede ad gangen mumler en ældre herre måske de tre ting, han for alt i verden skal huske. Og ved kassen må en ung studerende pludselig vende om, fordi kaffen smuttede fra hende endnu en gang. Den lille følelse af panik, den milde flovhed og det tunge suk kender de fleste af os alt for godt. Selvom vi ofte slår det hen med et grin, kan det alligevel skabe en indre uro. Er din hjernekapacitet mon ved at falme, eller er det bare ren udmattelse, der langsomt er ved at blive en daglig tendens? Heldigvis findes der en ganske ukompliceret rutine, som kan gøre en mærkbar forskel.
Hvorfor din hukommelse ikke “bare bliver dårligere”
Hvis du kigger dig lidt omkring, vil du opdage et ret interessant fænomen. Nogle individer, som tilsyneladende har en mere travl kalender end gennemsnittet, formår mærkværdigvis at huske utroligt mange detaljer. De kan præcist genkalde sig samtalen med kollegaen, huske en kunde fra forrige år og genfortælle naboens vittighed fra vejfesten til punkt og prikke. Det skyldes ikke et højere intelligensniveau. Hemmeligheden ligger derimod i, at de konsekvent praktiserer én bestemt ting: De taler højt til sig selv. Til tider sker det utrolig dæmpet, mens det i andre situationer foregår yderst tydeligt og nærmest dramatisk.
Selv om adfærden kan virke en smule sær for udefrakommende, så elsker hjernen det ganske enkelt.
Kun omkring 40% af vores indre tanker lagres effektivt, hvis vi udelukkende bearbejder dem mentalt. Men i det øjeblik ordene faktisk forlader vores læber, stiger andelen markant. Det rammer måske ikke de perfekte 100%, men forbedringen er i den grad til at tage og føle på. Forestil dig for eksempel en sygeplejerske, som lige hvisker patienternes navne på gangen før sin vagt. Eller tænk på den studerende, der konsekvent læser de vigtigste fagbegreber op under eksamenslæsningen.
Dette er langt fra nogen tilfældighed. Adskillige studier inden for den kognitive psykologi demonstrerer tydeligt, hvordan “self-talk” – altså at småsnakke med sig selv – aktivt frigør plads i arbejdshukommelsen. Når du italesætter dine gøremål, forvandles en flygtig tanke til en form for fysisk og ekstern markering i rummet. Det fungerer i praksis som en overstregningstusch for din hjerne, der lyser op og signalerer: Dette er vigtig information.
Vi antager hyppigt, at vores
