To meget forskellige indgreb — som alt for ofte forveksles
I stuer fra Aalborg til København udspiller den samme scene sig igen og igen: katten ridser i den yndlingssofa, og ejeren griber saks eller klosaks. Det lyder som en simpel plejerutine, men inden for dyremedicinen rejser spørgsmålet faktisk heftig debat. Må man klippe en kats kløer — og i givet fald, hvor meget?
Mange bruger udtrykket "klippe kløer" om alt, der har med kattekløer at gøre. Dyrlæger skelner derimod klart mellem to fundamentalt forskellige indgreb:
- Klipning af kløspidsen — altså kun fjerne den skarpe spids, ligesom man klipper negle.
- Kirurgisk fjernelse af kløerne — en operation, hvor hele kløen inklusiv det yderste tåled fjernes.
Forsigtig klipning af spidsen kan give mening. Operativ fjernelse af kløerne er derimod et massivt indgreb i kattens krop og adfærd.
Særligt i den engelsktalende verden blev komplet kløfjernelse længe markedsført som løsningen på "problemkatte." I mange europæiske lande betragtes denne praksis i dag som dyremishandling — og i nogle lande er den ligefrem forbudt. Det er derfor afgørende at præcisere, hvad man rent faktisk taler om.
Er det i orden at klippe en kats kløer?
Det korte svar: det afhænger af hvordan, hvor ofte og hvilken kat. Kattekløer vokser hele livet. Især indekatte, der klatrer og løber udenfor sjældent, slider ikke kløerne tilstrækkeligt ned af sig selv.
I sådanne tilfælde kan det give god mening kun at fjerne den let krumme spids. Det forebygger:
- Indgroede kløer, der trykker ind i puderne
- Smertefulde hager, der sidder fast i tæpper
- Dybe ridser på børn eller ældre med skrøbelig hud
Det bliver problematisk, når kløerne klippes radikalt, eller når levende væv beskadiges. Inde i kløen løber en velgennemblødstrømmende nerve- og karzone — kaldet "det levende parti". Rammer man den, får katten smerter, bløder kraftigt og kan udvikle angst for enhver plejesituation fremover.
Hvornår giver klipning mening — og hvornår gør det ikke
Ikke enhver kat har brug for en saks. Nogle bruger kradsetræ, tæpper og havens træer så intensivt, at spidserne slides naturligt af. Andre vokser til egentlige "gribehager."
Gode grunde til forsigtig klipning
- Meget gamle katte, der bevæger sig mindre og ikke længere plejer poterne ordentligt.
- Katte med fejlstillinger i tæerne eller gamle skader.
- Indekatte, der glider på glatte gulve og hæger sig fast med for lange kløer.
- Når dyrlægen udtrykkeligt anbefaler det — for eksempel ved visse sygdomme.
Forkerte grunde til et radikalt indgreb
- Sofaen skal bevares for enhver pris.
- Katten "må bare ikke kradse mere."
- Man ønsker at spare sig opdragelse og aktivering.
Den, der udelukkende vil løse møbelproblemet, er langt bedre tjent med kradsebrætter, kradsetræer, robuste betræk og træning. Kradsen er et grundlæggende behov hos katte — de markerer territorium, strækker muskler og sener og aflæsser stress på den måde.
Sådan klipper du kattekløer rigtigt — trin for trin
Den, der har besluttet sig for forsigtigt at klippe kløerne til gavn for dyret, bør gå planmæssigt til værks. Travlhed, hård fastholden eller råben skaber stress — og gør den næste runde endnu sværere.
- Vælg det rigtige værktøj
Brug en specialsaks til kattekløer eller en lille klosaks fra dyrehandlen. Almindelige negleklipper til mennesker er ofte for sløve eller for brede. - Find det rolige øjeblik
Ideelt er en situation, hvor katten alligevel er afslappet: efter fodring, under kos på sofaen eller kort inden den falder i søvn. - Hold poten blidt
Omslut poten løst og tryk let på tåpuden, så kløen skyder frem. Undgå et klamgreb — katten må ikke føle sig fanget. - Genkend det levende parti
På lyse kløer ses en rosa zone indeni — klip aldrig der. Fjern kun den gennemsigtige, krumme spids. På mørke kløer klippes minimalt, og lad dyrlægen vise det, hvis du er i tvivl. - Vær opmærksom på vinklen
Klip kløen i samme vinkel som dens naturlige forløb — aldrig tværs over tåen. Det forebygger splinter og tryksteder. - Beløn frem for at tvinge
Hold pause efter en til to kløer, giv en godbid og ros katten. Arbejd hellere i flere korte runder end i én tvungen kraftanstrengelse.
En god tommelfingerregel: Fjern kun få millimeter af spidsen — gå aldrig tæt på den rosa zone.
Hvornår dyrlægen bør overtage
Nogle katte finder sig simpelthen ikke i at få poterne rørt. Andre har meget tykke, mørke kløer, hvor det følsomme område er næsten umuligt at se. I disse tilfælde er dyrlægen den rette hjælp.
På få minutter kan dyrlægen vise, hvor meget man trygt kan klippe. Ved sammenfiltret pels på poterne, sammenvoksede kløer eller sygelige forandringer er en professionel undersøgelse under alle omstændigheder nødvendig. Særligt hos ældre dyr skjuler "problemkløer" sommetider led- eller stofskiftesygdomme.
Hvorfor operativ fjernelse af kløer har så dramatiske konsekvenser
Ved komplet fjernelse af kløerne fjernes ikke kun horn og det levende parti — det yderste tåled amputeres også. Det svarer til at skære fingerspidserne af på et menneske.
Konsekvenserne kan være:
- Ændret gangmønster, fordi katten belaster andre dele af poten.
- Ledproblemer som følge af fejlbelastning over måneder og år.
- Vedvarende eller tilbagevendende smerter.
- Adfærdsændringer som usikkerhed, aggression eller tilbagetrækning.
- Problemer med kattebakken, fordi hvert skridt kan gøre ondt.
Mange dyrlæger i Danmark fraråder denne operation, medmindre der foreligger en medicinsk nødsituation. I en række lande forbyder dyreværnslovgivningen fjernelse af raske kropsdele alene for at imødekomme menneskelige ønsker.
Potepleje uden saks: hvad ejere ellers kan gøre
Den, der ønsker at klippe kløerne så sjældent som muligt, kan i hverdagen gøre meget for at fremme naturlig nedslidning.
Ideelle omgivelser for naturlig nedslidning
- Stabile kradsetræer med sisalstammer i forskellig højde.
- Flade kradsebrætter til gulvbrug — mange katte elsker dem.
- Ru underlag som kokosmåtter eller specialkradsetæpper.
Et trick fra adfærdsrådgivningen: Placer kradsemulighederne der, hvor katten alligevel gerne ligger eller vågner op. Her starter den ofte automatisk en kratserunde.
Omleder frem for forbud
Forbud virker sjældent på katte. Det er langt mere effektivt at omdirigere adfærden. Når stuekattens klør sig i sofaen, siges venligt men bestemt "nej" — og katten føres direkte til kradsetræet, hvor den motiveres med legetøj eller godbidder. Mange dyr forstår efterhånden, hvilke møbler der er "frigivet."
Ekstra råd: fra ængstellige katte til killinger
Unge katte vænner man bedst legende til berøring af poterne. Under kos tages der jævnligt en kort pause til at røre poten, trykke let og slippe igen. På den måde lærer dyret: en hånd ved poten betyder ikke automatisk stress.
For ængstellige katte betaler det sig med en meget langsom tilvænning med masser af positiv forstærkning. En adfærdsorienteret dyrlæge eller en erfaren træner kan om nødvendigt hjælpe med at etablere potepleje som en neutral rutine.
Kløpleje er enhver katteejerens ansvar — men det begynder ikke med saksen, men med observation: Hvordan bevæger katten sig? Hæger den sig fast i noget? Trækker den poten til sig, når man rører den? Den, der tager disse signaler alvorligt, træffer som regel de rigtige beslutninger om, hvornår og hvordan der skal gribes ind i kattens naturlige klømekanisme.
