Uvidenheden om de mentale konsekvenser er massiv
Langt de fleste af os forbinder overgangsalderen primært med de velkendte kropslige forandringer. Vi har alle hørt om hedeture, nattesved og en faldende lyst til intimitet. Der tales til gengæld alt for sjældent om, at denne livsfase pludselig kan føre til panikanfald, voldsomme humørsvingninger eller endda alvorlige psykiatriske diagnoser. Mange kvinder mærker tydeligt, at noget er galt, men de færreste tænker over sammenhængen med deres mentale helbred.
Nyere britiske undersøgelser har afsløret nogle ret bekymrende tal. Det viser sig, at næsten tre fjerdedele af de adspurgte slet ikke er klar over, at klimakteriet kan udløse en helt ny psykisk lidelse. Kun 28 % formår at koble tilstande som klinisk depression eller bipolar lidelse sammen med de hormonelle ændringer i overgangsalderen.
Fysiske symptomer kender næsten alle til gengæld. Hele 93 % peger sikkert på hedeture, mens 76 % genkender problemet med manglende libido. Desværre forbliver det psykologiske aspekt en kæmpe blind vinkel, og det gælder uheldigvis også for dem, der står lige midt i denne turbulente overgangstid.
Eksperterne fra den britiske Royal College of Psychiatrists, som repræsenterer over tyve tusinde fagfolk, slår nu for alvor alarm. De har netop udgivet deres allerførste officielle erklæring, der udelukkende sætter fokus på koblingen mellem overgangsalderen og psykiatrien. Den udmelding bunder i hårde fakta: Risikoen for at udvikle en bipolar lidelse fordobles under perimenopausen, mens sandsynligheden for at få en klinisk depression stiger med cirka 30 %.
Perimenopausen er en ekstremt sårbar periode
Kroppen oplever paradoksalt nok ikke de mest voldsomme rystelser, efter at menstruationerne er stoppet endegyldigt, men derimod i årene lige før. Perimenopausen er nemlig kendetegnet ved vilde hormonelle rutsjebaneture, hvor ens mentale tilstand bliver utroligt skrøbelig. Ifølge førende psykiatriske specialister er perioder med dyb sorg, nagende angst eller voldsom irritation helt almindelige reaktioner.
For en betydelig gruppe af patienter stopper det dog ikke ved et almindeligt stressniveau eller forbigående nedtrykthed. De fysiske og hormonelle storme har kraften til at vække egentlige psykiske sygdomme til live eller forårsage et farligt tilbagefald.
- Mere end en fordoblet risiko for at udvikle en bipolar lidelse.
- En stigning på cirka 30 % i sandsynligheden for at få klinisk depression.
- Øget fare for, at tidligere spiseforstyrrelser vender tilbage.
- En højere selvmordsrate blandt aldersgruppen i overgangsalderen.
Særligt kvinder, der tidligere har kæmpet med en form for humørsygdom, bør være ekstra opmærksomme. Risikoen for alvorlige tilbagefald hænger tungt over patienter, der for eksempel tidligere har været ramt af en fødselsdepression eller har lidt af et ekstremt voldsomt præmenstruelt syndrom.
Fra spiseforstyrrelser til de mørkeste tanker
Flere eksperter advarer om, at problemer med mad og spisning langt fra er forbeholdt usikre teenagere. Sådanne lidelser kan faktisk dukke op for første gang omkring halvtredsårsalderen, eller de kan pludselig vende tilbage efter årtiers tilsyneladende fred. Det skyldes ikke kun kroppens foranderlige form og vægtsvingninger, men i høj grad selve hormonerne, som påvirker hjernens belønningscenter ganske markant.
Derudover viser statistikkerne med uhyggelig tydelighed, at antallet af selvmord blandt kvinder i overgangsalderen overstiger niveauerne i alle andre voksne grupper. Når langvarig søvnløshed, kronisk angst og depressive tilstande flyder sammen med presset fra at skulle drage omsorg for både rebelske teenagere og aldrende forældre, opstår der en helt igennem perfekt storm. Når omgivelserne overser disse advarselstegn, ender kvinderne ofte med en fejlagtig overbevisning om, at de har spillet fallit og bare ikke er stærke nok.
Misforståelser i konsultationen og unødvendig medicin
Et massivt problem ligger i den måde, de praktiserende læger forsøger at afhjælpe disse lidelser på. Når en patient klager over kronisk udmattelse, hjernetåge og et svingende humør, forlader hun desværre ofte klinikken med en recept på antidepressiv medicin i hånden. Det sker foruroligende sjældent, at behandleren målrettet spørger ind til ændringer i menstruationscyklussen eller overvejer muligheden for perimenopause.
Et skræmmende og lærerigt eksempel på dette systematiske svigt er historien om Sonja, som i dag er 43 år gammel. Da hun rundede de 35, opsøgte hun sin læge med en uforklarlig træthed og en total mangel på livsenergi. Hun følte simpelthen, at hendes krop var brudt sammen, og at hverdagen var blevet uoverskuelig. Resultatet af besøget blev en række antidepressiva, og da pillerne ikke gav det forventede resultat, blev doserne bare sat op i et uendeligt medicinsk eksperiment.
Som enlig mor anede hun dengang slet ikke, at et fænomen som perimenopausen overhovedet fandtes. Hun formåede med nød og næppe at tage sig af sin datter, men helt gængse hverdagsopgaver som at overkomme et arbejde eller få vasket tøj føltes som at bestige et bjerg. I hele syv år blev hun fejlagtigt behandlet for en svær depression, mens den sande hormonelle årsag forblev totalt i mørket.
Vendepunktet indtraf først den dag, hvor hendes jævnaldrende veninder åbent begyndte at tale om pludselige hedeture. Sonja fangede straks sammenhængen, krævede prompte at blive henvist til specialiserede undersøgelser og fik omsider stillet den rigtige diagnose. Takket være en målrettet hormonbehandling kunne hun til sidst vinke farvel til sit årelange forbrug af antidepressiva og genfinde balancen i livet.
Myten om, at du er “for ung”
Alt for mange kvinder i trediverne og starten af fyrrerne får at vide af deres ellers velmenende læge, at de slet ikke har alderen til at gå i overgangsalderen. Særligt hvis cyklussen endnu er nogenlunde regelmæssig. Den samlede mængde af nyeste medicinske erfaringer peger dog på, at de allerførste hormonelle rystelser sagtens kan sætte ind allerede i 35-årsalderen.
Nøglen til at rydde op i denne misforståelse er ubetinget at sikre en langt bedre efteruddannelse af sundhedspersonalet. Hvis en kvinde midt i livet tager plads i konsultationen og kæmper med søvnproblemer, ekstreme humørudsving og en altomfattende mathed, bør perimenopausen indgå helt automatisk som en af hovedmistænkte.
For at gøre vejen til udredning kortere for andre, har Sonja sidenhen involveret sig i udviklingen af en intelligent mobilapp, der sporer symptomer og overvåger menstruationscyklussen. På den måde kan brugerne opbygge et knivskarpt overblik over deres personlige udsving. I stedet for blot at komme med flyvske beskrivelser af et svingende humør, kan patienterne præsentere lægen for stærke, konkrete data, som ikke bare lige lader sig affeje.
Dobbelt usynlighed for minoritetskvinder
Adgangen til den rette og opdaterede hjælp er desværre ikke lige for alle. En omfattende undersøgelse fra universitetet UCL, som zoomede ind på sorte kvinder i Storbritannien, har afdækket et yderst alarmerende mønster. Markant mere end halvdelen af de adspurgte (58 %) fortalte, at de savnede basal viden om overgangsalderen, og utallige beskrev fasen som en direkte psykisk belastning.
Selvom hele 53 % af disse kvinder kæmpede med invaliderende angst, forlod de ofte sundhedssystemet udelukkende med en psykiatrisk stempel i papirerne. Koblingen til deres dalende hormonniveauer blev aldrig adresseret. Dette resulterede i, at kun 23 % af dem nogensinde fik tilbudt hormonsubstitutionsbehandling, hvilket ligger uhyggeligt langt under landsgennemsnittet.
De grelle tal vidner om en giftig cocktail af kulturelle tabuer, akut mangel på lettilgængelig information samt ubevidste bias i selve sundhedssystemets kerne. Uden en knivskarp og rettidig diagnose bliver denne gruppe snydt for den massive lettelse, som balancerede hormoner og målrettet terapi i fællesskab kan skabe.
Det er tid til forandring i uddannelsessystemet og på arbejdspladsen
Sammenslutningen af britiske toppsykiatere lægger nu massivt pres på både regering og sundhedsmyndigheder for at droppe den langsommelige tilgang. De kræver sort på hvidt, at viden om hormonernes direkte indvirkning på hjernen integreres som fast pensum for alle fremtidige læger og psykoterapeuter. Enhver fagperson, der behandler kvindelige patienter, bør kende disse mekanismer til hudløshed.
Virksomhedskulturen på landets arbejdspladser skal også op til revision. Det rækker ganske enkelt ikke længere blot at kaste et par hjemmearbejdsdage ind i puljen. Moderne arbejdsgivere bliver nødt til at rumme de dage, hvor koncentrationen svigter fuldstændigt, give plads til nødvendige specialistbesøg i arbejdstiden og lade deres ledere forstå, at hormonelle udfordringer ikke er det samme som at brænde ud af stress. En spæd start spores dog i Storbritannien, hvor regeringen er begyndt at koble spørgsmål om netop overgangsalderen ind i det ordinære forebyggende helbredsprogram.
Sådan tager du dit helbred i egne hænder
Selvom ansvaret for at stille den korrekte kliniske diagnose hundrede procent burde ligge hos dit lægehus, viser virkeligheden ofte et andet billede. Som kvinde gælder det om selv at tage ejerskab. Begynd at kortlægge alle dine fysiske og psykiske forandringer, mærk nøje efter dine søvnmønstre, og ryst ikke på hånden, hvis du skal insistere på en yderligere, mere specialiseret vurdering. Jo dybere du kender din egen krops rytme, jo nemmere bliver det at kræve den behandling, du rent faktisk har ret til.
