Plasmatunnel: En livline eller et skridt for langt?
En kvinde klædt i blåt hospitalstøj holder vejret. Bag det beskyttende glas griber hun fast om sin tablet, mens hendes finger svæver lige over nødknappen. Luften i laboratoriet er tung af lugten af ozon og stærk desinfektion. Fra baggrunden lyder en lav, dyb brummen, der minder om et fjernt tog, som langsomt sætter i gang.
“Vi påbegynder eksperiment 42A, plasmatunnel, test på menneskelig genstand,” lyder en kold, maskinel stemme over samtaleanlægget. Ovre i hjørnet optager et lille kamera lydløst hele forløbet. Frivilligens øjne inde i maskinen søger desperat efter et menneskeligt ansigt i de sidste sekunder, frem for at kigge på en livløs skærm. Pludselig skifter lyset i røret til en blændende hvid farve, og en absolut stilhed sænker sig i et splitsekund.
Det er her, en proces, vi endnu ikke fuldt ud forstår, for alvor sættes i gang. Og midt i det hele ligger et levende, følende væsen, der udelukkende fungerer som forsøgsobjekt.
Videnskab indpakket i elegant sci-fi
I laboratorierne i Petten diskuteres denne nye teknologi med den største selvfølgelighed, nærmest som var der blot tale om en almindelig MR-scanner. Forskernes sprogbrug er rolig, teknisk og strengt rationel. Denne såkaldte eksperimentelle plasmatunnel rummer dog et ufatteligt potentiale. Det strækker sig lige fra beskyttelse af rumfartøjer og effektiv lagring af kolossale mængder energi til en banebrydende filtrering af farlige giftstoffer fra luften.
Officielt arbejdes der med styret plasma. Man kan forestille sig et lyn fanget i et rør, som holdes sikkert på plads og dirigeres af kraftige magnetfelter. På fagkonferencer bliver projektet præsenteret som en poleret sci-fi-drøm, komplet med flotte visualiseringer og præcise grafer. Bag hver eneste statistiske kurve gemmer der sig imidlertid en rigtig menneskekrop, som har været nødt til at mærke den ekstreme belastning som den allerførste.
Her rammer vi et helt centralt moralsk dilemma. Vi drømmer om at blive reddet af nyskabelser, som vi som samfund knap nok fatter rækkevidden af. Samtidig forventer vi fuldt ud, at levende mennesker stiller op som biologiske forsikringer i dette yderst komplekse og uforudsigelige kredsløb.
Den hemmelige start og de uventede konsekvenser
Det europæiske testprogram blev skudt i gang en regnfuld mandag, og det foregik i absolut stilhed. Der var ingen storslåede pressemøder eller live-udsendelser i medierne. De eneste synlige beviser på, at testfasen var begyndt, var nogle nye advarselsskilte mod ekstrem varme i de interne retningslinjer, samt en ekstra stak køleelementer i laboratoriets køleskab.
Ifølge skaberne forløb den indledende fase fuldstændig uden risiko. Forsøgspersonerne blev kun udsat for en lav plasmatæthed i en meget kort periode, alt imens avancerede maskiner overvågede deres vitale funktioner uafbrudt. Forskerne holdt nøje øje med hjerterytme, hjernebølger og dannelsen af eventuelle mikroskopiske forbrændinger på huden. Resultaterne blev lynhurtigt afskrevet som statistisk ubetydelige. I hvert fald når man udelukkende kiggede på tallene i regnearkene.
Nogle dage senere nævnte en ung tekniker dog i kantinen, at han havde observeret en mand, som efter endt test stirrede forvirret på sine egne hænder i hele 10 minutter. Det virkede nærmest, som om hænderne slet ikke længere tilhørte hans egen krop. Selvom der ikke kunne påvises nogen fysiske skader, efterlod dette tomme blik et dybt indtryk hos de tilstedeværende. Senere opsummerede den officielle rapport episoden med en kortfattet og tør bemærkning: Let desorientering, et forventet fænomen ved første eksponering.
Den ubønhørlige fremskridtslogik
Reglerne for videnskabelige gennembrud er barske. Hvis vi ønsker at udvikle fremdriftssystemer baseret på plasmafelter, skabe den ultimative afskærmning mod kosmisk stråling eller finde epokegørende medicinske behandlinger, er der simpelthen nogen, som må gå gennem den usynlige ild først. Computersimuleringer formår nemlig kun at efterligne den komplekse menneskelige organisme og dens utallige reaktioner til en vis grænse.
Etiske eksperter advarer kraftigt om, at når vi først har krydset en bestemt grænse, er det utrolig svært at vende om. Det, der i dag betragtes som en ekstraordinær procedure, kan lynhurtigt blive til almindelig hverdagspraksis i morgen. Radikale løsninger, som oprindeligt kun var tiltænkt uhelbredeligt syge, forvandles ubemærket til hurtigere alternativer for langt mildere lidelser.
Et sted i overgangen mellem det allerførste tøvende forsøg og den 40. optimeringssession i rækken, forvandles det levende individ uigenkaldeligt fra en patient til ren og skær statistik. Denne glidende overgang sker så umærkeligt, at vi slet ikke opdager, præcis hvornår tingene glider os af hænde.
Sprog som et effektivt værktøj til at dulme samvittigheden
Ethvert forskningscenter har sit eget uskrevne trick til at håndtere de svære moralske dilemmaer. Det handler i bund og grund om at ændre terminologien radikalt. I stedet for at tale om den 38-årige familiefar Leo, bruger man blot det kliniske ord forsøgsobjekt. Rigtig fysisk smerte bliver i rapporterne elegant omdøbt til varmebelastning. Dette psykologiske forsvarsværk fungerer upåklageligt, lige indtil man kører hjem efter vagten og pludselig bliver ramt af den tyngende stilhed i den tomme bil.
En anden udbredt taktik, som forskerne ubevidst benytter til at kvæle deres egen tvivl, er de små skridts strategi. Belastningen øges nemlig aldrig drastisk fra den ene dag til den anden. Hvert nyt eksperiment er altid kun en lillebitte smule mere intenst end det foregående. Presset øges lige præcis så forsigtigt, at man hele tiden balancerer på kanten af det acceptable, så arbejdet i laboratoriet kan fortsætte ufortrødent.
Inden holdet overhovedet får set sig om, har definitionen af lav risiko fået en helt anden klang, end den havde for 12 måneder siden. Der var ingen, der officielt stemte om det. Der fandtes simpelthen bare ikke et menneske i rummet, som havde modet til at råbe stop i tide.
Realistisk håb under enormt pres
For en udefrakommende iagttager er det utrolig nemt at moralisere og fastholde, at de etiske retningslinjer bør forblive ukrænkelige. Situationen ændrer sig dog dramatisk i det øjeblik, hvor en anerkendt videnskabsmand oprigtigt forklarer, at en forbedret udgave af tunnelen vil kunne skærme tusindvis af astronauter mod dødbringende stråling på lange rumrejser. Eller når onkologen stille tilføjer, at nøjagtig den samme teknologi snart vil kunne brænde de tumorer væk, som i dag er lig med en sikker dødsdom.
Disse videnskabelige løfter er ikke blot grebet ud af den blå luft. Håbet er i høj grad reelt og håndgribeligt. Vi kender alle til situationer, hvor vi beslutter os for at tage en massiv risiko, ganske enkelt fordi udsigten til den enorme gevinst er for tillokkende. For det ekspertteam, der har ofret hundredvis af søvnløse nætter på at udvikle tunnelen, ville en for tidlig afslutning på forsøgene føles som et fundamentalt svigt af deres egen indsats og de tårnhøje forventninger.
Dertil kommer virkelighedens hårde kendsgerninger: Kampen om de lukrative bevillinger, det vedvarende politiske pres og den endeløse internationale konkurrence. Der hersker en uudtalt overbevisning om, at hvis konkurrenterne bøjer de etiske regler, så er vi også nødt til at lempe vores egne standarder en anelse. Og det er desværre præcis ad denne vej, at en hel videnskabelig branche langsomt, men sikkert flytter sine grænser ud i det ukendte.
