Ørkensandet i Tunesien har netop afsløret en hemmelighed, der kan ændre vores forståelse af den antikke økonomi. Det drejer sig ikke om små lokale olivenpresser, men om et gigantisk produktionsanlæg i Kasserine-regionen, som producerede olivenolie i stor skala til hele Romerriget. Fundet peger på eksistensen af en antik “megafabrik”, hvis størrelse overgår næsten alt, hvad arkæologer hidtil har kendt.
En gigantisk produktionslinje skjult under sandet
Et internationalt hold af arkæologer fra Italien, Spanien og Tunesien gjorde en bemærkelsesværdig opdagelse ved Henchir el Begar. De ledte efter spor af olivenolieproduktion – og fandt langt mere, end de havde forventet.
Her afdækkede de et monumentalt torcularium (et romersk anlæg til oliepresning) med 12 massive bjælkepresser, opstillet på række.
Ikke langt derfra fandt forskerne endnu et produktionsområde med yderligere 8 presser.
I alt blev der identificeret 20 oliepresser, hvilket vidner om en produktion i industriel skala snarere end traditionelt håndværk.
Placeringen ved Jebel Semmama var ideel:
- usædvanligt frugtbar jord til olivendyrkning,
- sikker adgang til vand, som var afgørende i produktionsprocessen,
- et klima, der gav særdeles gode betingelser for oliventræernes vækst.
Olivenolie var afgørende for Romerriget
I romersk tid hørte området til provinsen Africa Proconsularis, en af imperiets vigtigste landbrugsregioner. Området omkring Cillium var samtidig et kulturelt mødested, hvor romerske veteraner og bosættere levede side om side med den lokale numidiske befolkning.
En indskrift fra år 138 e.Kr. viser, at Senatet udstedte et særligt dekret, som gav tilladelse til regelmæssige markeder i området. Det understreger regionens betydning som økonomisk centrum.
Olivenolie var på den tid en uundværlig ressource og blev brugt til:
- brændstof til olielamper,
- personlig hygiejne og kropspleje,
- fremstilling af medicin og salver,
- madlavning og konservering af fødevarer.
Fabrikken fungerede i flere hundrede år
Noget af det mest bemærkelsesværdige er anlæggets lange levetid. Arkæologiske analyser viser, at produktionen fortsatte fra det 3. til det 6. århundrede e.Kr.
Produktionen fortsatte således gennem store politiske omvæltninger – fra Romerriget over vandalernes herredømme til den byzantinske periode. Det vidner om en usædvanlig økonomisk stabilitet.
Ved hjælp af georadar har arkæologerne desuden identificeret et omfattende netværk af veje, bygninger og andre strukturer under jorden, hvilket viser, at området var en velorganiseret industribebyggelse.
Ud over olivenolieproduktionen fandt forskerne også:
- stenmøller til formaling af korn,
- en metalarmring,
- fragmenter af udsmykket arkitektur, som senere blev genbrugt som byggemateriale.
Et eksportcenter for hele Romerriget
Ved produktionsanlægget lå et mindre vicus – en landsby med hundredvis af arbejdere og landmænd, der var integreret i Romerrigets økonomiske system.
Olivenolien blev ikke produceret til lokal brug. Den blev eksporteret til store havnebyer og forsynede romerske legioner, der var udstationeret flere hundrede kilometer væk ved imperiets grænser.
Fundet viser, at omfattende handelsnetværk og storskalaproduktion allerede eksisterede i antikken. Samtidig peger opdagelsen på, at Tunesien sandsynligvis gemmer på flere lignende industrielle anlæg, som endnu venter på at blive udgravet.
