5 franc-frimærket fra 1869 — hemmeligheden i Deres brevsamling
Hvis De ukritisk smider familiens gamle postkort og breve ud, risikerer De at gå glip af en kontant gevinst på op mod 7.500 euro.
Klokken er lidt over syv en lørdag morgen på et loppemarked. Kasser med støvede bøger, plettede duge og falmede postkort skifter hænder for nogle få mønter, mens kaffen damper i den kølige luft. En ældre herre køber en stak gulnede kuverter fra slutningen af det nittende århundrede uden at skænke portomærkerne en større tanke. Lad os være ærlige, de færreste af os ofrer små, takkede papirlapper meget opmærksomhed. Men under overfladen på disse tilsyneladende værdiløse forsendelser lurer der et spørgsmål: Hvad nu hvis et af disse mærker er en eftertragtet fransk klassiker fra kejsertiden?
Hvorfor en pålydende værdi på 5 franc var noget ganske særligt
Blandt de utallige, ofte oversete frimærker fra anden halvdel af det 19. århundrede gemmer der sig en ganske særlig udgivelse. Det drejer sig om det franske frimærke med en pålydende værdi af 5 franc, som så dagens lys i 1869. I dette historiske år var fem franc ikke blot en beskeden afgift for at sende en venlig hilsen til familien. Det var en anselig sum penge.
Dette frimærke blev primært anvendt til at frankere tunge forsendelser, værdibreve og store pakker. Det var det officielle erhvervslivs, bankernes og advokaternes foretrukne valg, når vigtige dokumenter skulle krydse landegrænser eller transporteres over lange afstande med hestevogn og de tidlige jernbaner.
I praksis betyder det, at dette mærke sjældent fandt vej til de almindelige husholdninger, hvilket fra begyndelsen har begrænset antallet i omløb markant.
Filatelister og eksperter fra det anerkendte filatelimuseum i Prag bekræfter, at den høje pålydende værdi helt automatisk resulterede i et lavt oplag. Mens datidens populære værdier på eksempelvis 20 eller 80 centimes blev trykt og brugt i millionvis hver eneste uge, var 5 franc-udgaven forbeholdt de mere eksklusive, tunge forsendelser. Selve funktionen hævede mærkets prestige og gjorde det til et særsyn allerede i samtiden.
Det karakteristiske udseende: Farver, papir og de små detaljer
Hvis De ønsker at kunne skelne denne specifikke skat fra periodens øvrige udgivelser, er der tre afgørende elementer, De skal holde øje med: trykkets farve, papirets kvalitet og den overordnede stil. Det kræver et skarpt øje og optimalt lys.
Den mest udbredte og klassiske version af frimærket fremstår med et tryk i en grå-lilla nuance, som er placeret på et stykke papir med en svag lavendelfarvet baggrund. Vi taler her ikke om en hidsig, skrigende lilla, men derimod en afdæmpet, kølig og nærmest aristokratisk tone.
Variationerne der driver prisen op
Hvis De holder mærket under en stærk, neutral lyskilde, vil De bemærke, at papirets grundfarve diskret glider over i lavendel frem for den typiske hvide eller gule farve, man normalt forbinder med gammelt papir. Men historien slutter ikke her. Der findes nemlig flere trykvarianter, som i årenes løb er sluppet ud fra trykkeriet.
Eksperter fra auktionshuset Feldman i Zürich har gennem deres detaljerede optegnelser dokumenteret hele syv forskellige farvevarianter af netop denne type. Nogle er trykt på rent hvidt papir, mens andre fremstår på en mere cremet baggrund. For den dedikerede samler udgør disse subtile forskelle selve essensen af jagten, og det er præcis disse variationer, der i sidste ende dikterer hammerslaget i auktionssalen.
Den kombination, De for alvor skal spejde efter, er portrættet i den grå-lilla farve, det mærkbare lavendelfarvede papir og naturligvis den tydelige pålydende værdi på 5 franc i hjørnerne.
Den ubarmhjertige tid — hvor mange eksemplarer findes der egentlig?
I det nittende århundrede blev der produceret i omegnen af 10 millioner eksemplarer af denne udgivelse. Sammenlignet med de massive, almindelige serier er dette tal beskedent, men det er trods alt ikke mikroskopisk. Det sande problem, og dermed årsagen til den høje nutidsværdi, ligger i historiens nådesløse behandling af skrøbeligt papir.
Gennem de seneste mere end hundrede og halvtreds år er bestanden blevet decimeret systematisk. De fysiske omstændigheder har krævet deres ofre på utallige måder:
- Mange mærker blev uigenkaldeligt ødelagt allerede under åbningen af datidens solide pakker
- Tusindvis er gået tabt under forårsrengøringer i gamle advokatarkiver og firmakontorer
- Kældre med høj luftfugtighed har ladet skimmel og papirrust æde sig gennem private samlinger
- Brande i datidens postlagre og centraler har udslettet hele ark undtagelsesløst
- Krigshandlinger og utallige flytninger på tværs af et uroligt Europa har spredt og ødelagt materialet
- Direkte sollys har bleget den sarte lavendelfarve væk i støvede udstillingsvinduer
Størstedelen af de overlevende eksemplarer bærer tunge spor efter deres tid i postvæsenets tjeneste.
Ifølge data fra auktionshuset Christie’s i London dukker der på verdensplan maksimalt tredive virkeligt højkvalitetseksemplarer op på det åbne marked om året. Resten er enten gemt dybt i permanente museumssamlinger eller cirkulerer i en stærkt medtaget tilstand.
Sådan fastsættes prisen på det internationale marked
Prisspændet for dette stykke franske historie er enormt bredt. Værdien afhænger fuldstændigt af bevaringstilstanden, den specifikke papirvariant og eventuelle sjældne kendetegn, såsom atypiske stempler fra små provinsbyer eller kendte trykfejl fra matrixen.
Et almindeligt, stemplet eksemplar i en acceptabel, men brugt tilstand handles typisk for et beløb mellem 50 og 200 euro. Finder De derimod et ubrugt mærke, som aldrig har set skyggen af et poststempel, og hvor bagsiden enten er helt uden limrester eller kun har minimale spor efter et gammelt hængsel, begynder priserne ved 500 euro og bevæger sig hastigt opad.
Når vi taler om eksemplarer i næsten perfekt stand, altså dem der ser ud præcis som den dag, de forlod trykkeriet i Paris i 1869, bryder vi hurtigt den magiske grænse på 1.000 euro. I 2013 blev et usædvanligt velbevaret eksemplar solgt for intet mindre end 7.500 euro. Rekordeksemplarer med ubestridt proveniens skifter jævnligt hænder for beløb i omegnen af 7.000 til 8.000 euro.
Auktionshuset Spink i London har gennem det seneste årti noteret en prisstigning på mere end tres procent for de fineste kvaliteter af netop dette mærke. De anerkendte filatelikataloger fra Michel og Yvert et Tellier opdaterer løbende deres komplekse tabeller for at afspejle dette glohede marked.
Tilstanden er alt: Mikroskopiske detaljer gør hele forskellen
Forskellen på et frimærke til 150 euro og et til 1.500 euro afgøres ofte af detaljer, som lægfolk knap nok ærdiger et blik. For denne specifikke udgivelse er bevaringstilstanden altafgørende.
Det absolut vigtigste er fraværet af mekaniske skader. Et manglende hjørne, en lille rift, der kun kan ses under forstørrelsesglas, eller en kraftig foldning tværs over kejserens portræt, medfører straks et voldsomt værditab. Papirets renhed spiller en lige så monumental rolle. Fedtpletter fra gamle fingre, skjolder fra vandskader eller den berygtede brunlige papirrust kan barbere adskillige tusinde euro af den endelige salgspris.
Et fuldstændigt jævnt og intakt takkekant-mønster er en sjældenhed, som seriøse købere er villige til at betale en massiv præmie for.
Kvaliteten af selve poststemplet tæller også i det samlede regnskab for de brugte mærker. Et skarpt, letlæseligt stempel, der ikke forstyrrer hovedmotivet, er langt mere eftertragtet end en tung, udtværet klat blæk. Eksperter fra Det Tyske Filatelistiske Selskab i Bonn benytter en nådesløs skala fra et til hundrede for at vurdere tilstanden, hvor kun de færreste mærker nogensinde sniger sig op i nærheden af de perfekte hundrede point.
Tre steder De med fordel kan indlede Deres skattejagt
Selvom vi her taler om et regulært eliteobjekt inden for filatelien, dukker der stadig friske eksemplarer frem fra glemslen. *Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det sker.* I praksis er der bestemte steder, De bør kigge lidt nærmere på.
Gamle læderindbundne album, der har overvintret på loftet efter bedsteforældre eller oldeforældre, gemmer af og til på komplette serier af ubeskrevne skatte. Trækasser med familiens korrespondance fra årtier tilbage kan indeholde intakte konvolutter, hvor mærket med den høje værdi stadig sidder urørt i hjørnet.
Hvis De nyder at besøge loppemarkederne i Paris, Berlin eller de store udendørs markeder i byer som Prag og Brno, udgør de usorterede kasser med papirvarer en oplagt mulighed. Mange sælgere orker simpelthen ikke at analysere hvert enkelt mærke i de store partier. Nogle gange kastes det hele ned i en banankasse med et håndskrevet skilt, der lover et hundrede blandede mærker for en flad tyver.
Den store faldgrube: Hvad De aldrig må gøre med et fund
Hvis De pludselig står med et mærke i hånden, der mistænkeligt meget ligner den grå-lilla sjældenhed, skal De slå koldt vand i blodet. Den mest almindelige — og dyreste — fejl, folk begår, er at forsøge at forbedre objektets udseende.
Riv under ingen omstændigheder mærket af en gammel konvolut. Forsøg aldrig at vaske det i sæbevand eller glatte det ud med et strygejern, uanset hvor gode Deres intentioner måtte være. Enhver form for kemisk eller mekanisk rensning udført af amatører vil ødelægge værdien på et splitsekund.
Det klogeste De kan gøre, er at placere fundet i et tørt, fladt miljø, beskyttet mod direkte sollys.
Tag derefter knivskarpe billeder i naturligt dagslys, både af forsiden og bagsiden. De kan med fordel sammenligne Deres fund med de verificerede eksemplarer, der ligger i arkiverne hos online auktionshuse som Delcampe eller Catawiki. Hvis ligheden er slående, er næste skridt at kontakte en professionel autoritet.
Institutioner som Den Tjekkiske Filatelistforening i Prag udfører grundige vurderinger for et beskedent beløb, og Instituttet for Filateli i Wien udsteder avancerede ægthedscertifikater med hologrammer. Med et sådant dokument i hånden står De utroligt stærkt, når den endelige pris skal forhandles hjem hos et af de store europæiske auktionshuse. Hvem ved, måske er det netop i denne weekend, at en støvet kasse i kælderen afslører sin mest værdifulde hemmelighed for det trænede øje.













