TAT-8 kablet fra 1988: Derfor advarer eksperter mod at lade det ligge

Hvis vi ikke genbruger de tonstunge fortidslevn fra havets bund, risikerer vi at mangle afgørende metaller til fremtidens grønne omstilling og hurtigere internetforbindelser.

Det er tidlig morgen ud for Portugals kyst, og vinden pisker saltvand ind over dækket på specialskibet MV Maasvliet. Kaptajn Peter van der Meer står på broen og holder nøje øje med monitorerne, mens tykke stålwire strammes under enorm vægt. Langt nede i mørket, på flere kilometers dybde, griber en undervandsrobot fat i et stykke telekommunikationshistorie. Lad os være ærlige: Det lyder mærkeligt at bruge millioner af euro på at hente et rustent fortidslevn op fra Atlanterhavets mudder. Men besætningen er i færd med at hale selve fundamentet for vores moderne hverdag op til overfladen, og årsagen handler om meget mere end blot oprydning.

Hvorfor kablet blev en prop i systemet på rekordtid

Det historiske kabel, kendt under navnet TAT-8, blev sat i drift den 14. december 1988 af tre af datidens absolutte tele-giganter: amerikanske AT&T, britiske British Telecom og franske France Telecom. Projektet markerede afslutningen på en æra med tykke kobberledninger og overgangen til en teknologi, der på det tidspunkt lignede ren science fiction. I stedet for elektriske strømme sendte man nu information som lysimpulser gennem hårtynde tråde af glas. Kapaciteten var svimlende for sin tid, og signalet mistede næsten ingen kvalitet, selvom det rejste på tværs af hele Atlanterhavet.

Det helt store, symbolske øjeblik indtraf, da den berømte forfatter Isaac Asimov sad i New York og gennemførte en af verdens første tværkontinentale videokonferencer med et publikum i Paris og Londen. I slutningen af firserne virkede en direkte live-forbindelse over havet som ren magi. I dag udfører du præcis den samme handling, hver gang du åbner din telefon for at holde et videoopkald med en ven på den anden side af kloden.

Operatørerne fik et chok, da kablets kapacitet var fuldstændig opbrugt efter kun 18 måneders drift i det iskolde mørke.

Skaberne bag TAT-8 var overbeviste om, at kablet ville kunne håndtere det globale databehov i årtier frem. Men de tog fejl. Efter blot halvandet år ramte de loftet. Forskere fra Stanford University analyserede senere data fra kablets første levetid og konkluderede, at internettrafikken fulgte en benhård, eksponentiel kurve. Hver gang ingeniørerne byggede en bredere vej, blev den øjeblikkeligt fyldt med biler. Teknikere udførte den sidste reparation af kablet i 2001, og allerede i 2002 blev det definitivt koblet af netværket og efterladt i dybet.

Operationen på havet: Tre trin der afslører robottens arbejde

Når et kabel først er slukket, har operatørerne historisk set bare ladet det ligge. Det var for dyrt og for besværligt at rydde op i flere tusinde meters dybde. Men holdningen har ændret sig, og firmaet Subsea Environmental Services har nu påtaget sig den massive opgave at fjerne TAT-8. Det er en ingeniørmæssig bedrift, der balancerer på en knivsæg mellem maskinkraft og naturkræfter.

Kabler af denne type ligger ikke bare frit fremme. Gennem årtier har havstrømme dækket dem med tungt sediment, og jordskælv på havbunden har flyttet dem ud af deres oprindelige ruter. MV Maasvliet benytter derfor avancerede sonar-systemer til at kortlægge havbunden, før selve indsamlingen overhovedet kan begynde. Arbejdet i de nådesløse bølger kræver en stram procedure:

• Specialbyggede ROV-robotter (Remote Operated Vehicles) sendes ned for at lokalisere og forsigtigt frigøre kablet fra det tykke lag af mudder.
• Kablet skæres i håndterbare sektioner under vandet og fastgøres til enorme spil, der trækker det lodret op mod overfladen.
• Ingeniører på dækket overvåger konstant spændingen i wiren, da et brud vil sende kablet piskende tilbage i dybet og koste ugers forsinkelse.

Vejret udgør den største trussel. Orkaner, voldsom blæst og høje bølger tvinger jævnligt skibet til at afbryde arbejdet og søge mod roligere farvande. Kaptajn Peter van der Meer har tidligere måttet lægge ruten drastisk om for at undgå den tidlige cyklonsæson ud for den iberiske halvø. Han kalder det en af de mest teknisk krævende maritime operationer, branchen har set i nyere tid.

Den skjulte skat under det tykke polyetylen

Hvorfor gør man det overhovedet? Svaret ligger i kablets fysiske konstruktion. Selvom TAT-8 er et optisk kabel bygget af glasfiber, er selve fibrene kun en brøkdel af den samlede masse. For at beskytte de skrøbelige tråde mod hajer, ankre, tryk og saltvand, blev de indkapslet i et tykt rør af kobber, som igen blev pakket ind i massiv stålwire og til sidst forseglet med et uigennemtrængeligt lag polyetylen-plastik. Det er netop disse beskyttelseslag, der gør TAT-8 til en veritabel guldgrube.

Det Internationale Energiagentur (IEA) har udsendt kraftige advarsler om, at verden styrer direkte mod en fatal mangel på kobber inden for det næste årti. Vindmøller, solceller, elbiler og udvidelsen af de globale elnet kræver enorme mængder af metallet. Vi er ganske enkelt ved at løbe tør for let tilgængelige ressourcer på land.

Forskere fra MIT anslår, at en enkelt kilometer af det gamle undervandskabel kan indeholde op mod 200 kilo højkvalitets kobber.

Når kablet hives ind på dækket af MV Maasvliet, bliver det skåret i stykker og sejlet til specialiserede genbrugsanlæg på fastlandet. Her pilles de forskellige lag systematisk fra hinanden. Kobberet smeltes om og sendes direkte ud i den grønne energisektor. Stålet omsmeltes til nye byggeprojekter, og plasten genanvendes til industrielt brug. Ved at udvinde metallerne fra havbunden undgår vi at åbne nye miner, som belaster miljøet, og vi udnytter i stedet materialer, vi allerede har produceret én gang.

Hvorfor havbunden har brug for en massiv hovedrengøring

Det handler dog ikke kun om råstoffer. Pladsen på bunden af verdenshavene er overraskende trang, især på de populære “digitale motorveje” mellem Nordamerika og Europa. Det anslås, at der ligger omkring 2 millioner kilometer døde kabler på tværs af kloden. Det svarer til at trække en snor til månen og tilbage igen over fem gange.

De forladte kabler skaber konkrete problemer. Når nye, moderne fibre skal lægges ned, risikerer de at filtre sig ind i de gamle installationer. Dette gør vedligeholdelse og reparationer af fremtidige forbindelser markant mere risikable og dyre. Analytikere fra forskningsfirmaet TeleGeography har udregnet, at den samlede værdi af genanvendelige materialer i de forladte kabler overstiger 15 milliarder dollars. Der ligger bogstaveligt talt en formue og ruster i saltvandet.

Milliardinvesteringer i de nye datakorridorer

Behovet for nye forbindelser er eksplosivt. Din appetit på streaming, cloud-tjenester og tung data vokser hver eneste dag. Virksomheden SubCom, der er en af verdens førende producenter af undervandskabler, har annonceret ambitiøse planer om at lægge 12 nye transatlantiske ruter i løbet af 2024. Hvert enkelt af disse nye kabler vil have en ufattelig kapacitet på op til 400 terabit i sekundet.

Det er her, tech-giganterne for alvor blander sig i farvandet. Amazon Web Services og Microsoft Azure har for nylig bekræftet investeringer for mere end 10 milliarder dollars i ny undersøisk infrastruktur i både Atlanterhavet og Stillehavet. De har ganske enkelt brug for, at havbunden er ryddet for gammelt skrot, så deres nye hypermoderne kabler kan ligge sikkert og stabilt i mange årtier frem.

Den glemte pris for din daglige streaming

Du tænker sandsynligvis sjældent over, hvordan en video lander på din skærm. Vi har vænnet os til at betragte internettet som noget trådløst og usynligt, der svæver i “skyen”. Men virkeligheden er kold, våd og bundet af tykke kabler. Forskere fra University of California anslår, at over 95 procent af al international datatrafik – fra dine bankoverførsler og Netflix-serier til globale aktiehandler – rejser gennem fysiske kabler på havbunden. Satellitter kan lappe nogle huller, men de kommer ikke i nærheden af at levere den stabilitet og kapacitet, som de fiberoptiske rør kan præstere.

Fjernelsen af TAT-8 og etableringen af nye ruter har en meget direkte effekt på din hverdag. Det betyder lavere forsinkelse, når du spiller online, færre udfald under kritiske videomøder og en lynhurtig indlæsning af hjemmesider placeret på amerikanske servere. Viden om og kvaliteten af denne infrastruktur er så kritisk, at Oxford Internet Institute direkte kobler velholdte undervandskabler sammen med økonomisk vækst i de forbundne nationer.

Samtidig vokser det politiske pres. Beskyttelsen af havets digitale nervenetværk mod bevidst sabotage og ekstreme klimaforandringer er pludselig blevet storpolitik. Hver gang et gammelt kabel som TAT-8 renses væk, og et nyt, biologisk nedbrydeligt og stærkere kabel lægges i dets sted, sikrer vi rygraden i vores samfund. Tænker du nogensinde over, hvor mange tusinde kilometer havbund dine beskeder egentlig berører, før de lander i lommen på den, du holder af?