Dåsetunfisk opfattes som et hurtigt og sikkert måltid – men ny viden ændrer billedet
Mange betragter dåsetunfisk som en nem og fornuftig frokostløsning. De seneste data fortæller dog en anden historie: europæiske forbrugerorganisationer har fundet kviksølv i samtlige testede dåser. Ikke i nogle – i alle.
Analyser af snesevis af dåser tilgængelige på det europæiske marked afslørede kviksølv i hvert eneste prøveeksemplar. I en del af dåserne var indholdet så højt, at regelmæssig indtagelse reelt kan øge kroppens belastning med tungmetaller. Den gode nyhed er, at diætister anbefaler en enkel metode, der kan hjælpe dig med at vælge en dåse med markant lavere forureningsniveau.
Fisk er en værdifuld del af kosten – de leverer komplette proteiner, D-vitamin, jod, selen og omega-3 fedtsyrer. Folkesundhedsmyndigheder fraråder derfor ikke fisk generelt, men opfordrer til at vælge klogere. Den afgørende information, vi ofte overser, gemmer sig i den lille tekst på etiketten: det præcise artsnavne. Og det er netop her, diætistens trick starter.
Hvorfor indeholder dåsetunfisk så meget kviksølv
Kviksølv havner i havene primært via industri og røggasser. I vandet omdannes det til en giftig form, der let trænger ind i fiskevæv. Koncentrationerne er minimale i bunden af fødekæden, men stiger for hvert led opad. Små fisk æder plankton, større fisk æder de små, og til sidst finder vi rovdyrene øverst – dem, der har akkumuleret alt, hvad deres bytte tidligere har optaget.
Hos store, langlevende rovfisk som tunfisk kan kviksølvkoncentrationen være flere gange højere end hos små arter. Diætister har i årevis anbefalet at vælge mindre, fede fisk, fordi de lever kortere, vejer mindre og simpelthen ikke når at optage nær så mange toksiner.
Tunfisk befinder sig i den absolutte top af havets fødekæde – og det er præcis derfor, den typisk er så belastet med kviksølv. For den person, der griber ud efter en dåse flere gange om ugen, kan dette faktum udgøre et reelt problem.
De juridiske grænseværdier beskytter ikke tunfiskspiseere fuldt ud
For tunfisk er der fastsat en højere tilladt kviksølvgrænse end for de fleste andre fisk. Grænsen er 1 mg/kg, mens den for mange andre arter er 0,3 mg/kg. Det lyder som en teknikalitet, men for nogen der spiser dåsetunfisk flere gange om ugen, har denne forskel reel betydning.
En opsigtsvækkende undersøgelse foretaget af europæiske forbrugerorganisationer gennemgik 148 dåser tunfisk. Resultaterne er langt fra beroligende: mere end halvdelen havde en kviksølvkoncentration over 0,3 mg/kg, og cirka hver tiende dåse overskred endda grænsen på 1 mg/kg. Rekorden lød på 3,9 mg/kg – et niveau ingen forventer i et hverdagsprodukt.
Hertil kommer en betydelig saltmængde – i gennemsnit omkring 1,5 g per 100 g tunfisk. For personer med forhøjet blodtryk eller hjerte-kar-problemer er det endnu et argument for at spise dette produkt med måde. Det franske fødevaresikkerhedsagentur og andre europæiske institutioner advarer klart om, at visse grupper er mere følsomme over for tungmetaller.
Ikke al tunfisk er ens: arten gør en afgørende forskel
I dåser finder vi oftest tre typer tunfisk: bugstribet tunfisk (Katsuwonus pelamis), gulfinnet tunfisk (Thunnus albacares) og hvid tunfisk, også kaldet langfinnet tunfisk (Thunnus alalunga). Jo større og ældre fisken er, jo mere kviksølv ophobes i dens krop. Af denne grund er den bugstribede tunfisk typisk den mindst belastede variant.
En diætist citeret i udenlandske medier anbefaler, at du i supermarkedet nøje tjekker, hvad du faktisk køber. Det bedste valg for dem, der ofte griber ud efter dåsetunfisk, er varianten fra den mindre art – normalt mærket bugstribet tunfisk eller med det latinske navn Katsuwonus pelamis.
Emballagen bør angive den konkrete art. I praksis kan det betale sig at opbygge nogle faste vaner:
- Led efter betegnelsen “bugstribet” eller det videnskabelige navn Katsuwonus pelamis
- Læg mærke til, om producenten angiver “hvid tunfisk” eller “gulfinnet tunfisk” – det er et signal om, at fisken muligvis har akkumuleret mere kviksølv
- Lad dig ikke styre af slogans som “tunfisk i egen saft” – det afgørende er artsbeskrivelsen
- Tjek også saltindholdet per 100 g produkt
- Hvis du spiser tunfisk flere gange om ugen, så skift mellem mærker og oprindelsessteder
Selve valget af art “renser” ikke dåsen for tungmetaller, men ifølge analyserne kan det markant reducere eksponeringen over en måneds eller et års perspektiv. Allerede det at skifte til bugstribet tunfisk og tilføje én portion småfisk om ugen ændrer balancen væsentligt.
Hvor ofte kan man spise dåsetunfisk
Eksperter anbefaler at spise fisk to gange om ugen – én gang en fed fisk rig på omega-3 (for eksempel laks, sardin, makrel eller sild) og én gang en anden art, eksempelvis torsk, sej, rødspætte eller lubbe. Rotation er afgørende: forskellige arter, forskellige fangstområder, forskellige kilder (vildfanget og opdrættet).
Dåsetunfisk bør betragtes som et supplement snarere end grundlaget i en fiskekost, særligt hvis du griber ud efter den flere gange ugentligt. For en rask voksen udgør lejlighedsvis brug af dåsetunfisk ikke noget særligt problem, forudsat at de øvrige fisk i kosten stammer fra mindre arter.
Større forsigtighed er til gengæld nødvendig under graviditet, amning og for småbørn. Risikoen ved overdreven kviksølveksponering afhænger af flere faktorer: kropsvægt, generelt helbred, hyppighed af indtagelse af store rovfisk samt i hvilken grad kosten domineres af de samme arter igen og igen.
Hvem bør være særligt opmærksom på tunfisk
Gravide kvinder, ammende mødre og børn under 3 år bør begrænse indtagelsen af store rovfisk. I praksis betyder det:
- Markant reduktion af mængden af tunfisk, bonit, sværdfisk, helleflynder, gedde, havaborre og store frosne fisk med uklare mærkninger
- Undgåelse af de mest belastede arter som haj, sværdfisk, marlin, lampretter og andre store oceaniske rovdyr
Disse fisk optræder primært på restauranter og i eksotiske retter, men dukker indimellem op i frosne fileter. Det kan derfor betale sig at læse etiketterne lige så grundigt som på dåser med tunfisk. Den person, der spiser en tunfisksalat én gang hver anden uge, befinder sig i en helt anden situation end én, der åbner en dåse fire gange om ugen og sjældent spiser andre fisk.
Praktiske alternativer: hvad du kan vælge i stedet for endnu en dåse tunfisk
Hvis tunfisk er dit “go-to”-produkt til hurtige sandwiches eller salater, er det let at falde i rutinen med den samme dåse flere gange om ugen. Nogle enkle skift kan rette op på situationen, uden at du behøver give afkald på bekvemmelighed.
Samme bekvemmelighed, færre tungmetaller:
- Dåser med sardiner og makreller – også fede fisk, men mindre og dermed normalt langt mindre belastede
- Sild i olie eller i egen saft, helst fra en pålidelig kilde
- Frosne fileter af torsk, sej eller lubbe – til hurtig ovnbagning eller dampning
- Makrelpostej med æg og hytteost som erstatning for tunfiskpasta
- Vegetariske pålæg baseret på kikærter eller bønner på udvalgte dage i ugen
På den måde bliver dåsetunfisk én af mange muligheder frem for det primære “fiskeelement” i kosten. Det reducerer den samlede eksponering for kviksølv og andre tungmetaller og bevarer samtidig plads til fiskens ernæringsmæssige fordele. Et spørgsmål, der ofte dukker op, er, om kviksølv kan “skylles ud” af kroppen. Den menneskelige organisme fjerner gradvist tungmetaller, men processen er langsom, og ved konstant tilførsel via kosten sker der en ophobning.
Sådan vurderer du risikoen for dig selv og din familie
Hvis du spiser tunfisk ofte, er det værd at lave en simpel optælling: hvor mange dåser forbruger du om måneden, hvilke arter vælger du, og hvor stor en plads optager for eksempel sardiner, makreller, sild eller torsk i din kost. Netop derfor har forebyggelse så stor betydning: et klogt artsvalg, rotation af fisk – særligt for kvinder, der planlægger graviditet eller allerede er gravide.
Kroppen fjerner gradvist tungmetaller, men processen er langsom, og ved konstant tilførsel fra kosten sker der ophobning. Allerede det at skifte til bugstribet tunfisk og tilføje én ugentlig portion småfisk ændrer balancen markant. Det handler ikke om at give helt afkald på fisk – men om at vælge dem klogere og variere mere.
