Et tilfældigt fund på en fjern græsmark
På en afsides beliggende græsmark i argentinsk Patagonien stødte en lokal hyrde på knoglerne fra et enormt dyr. Ingen anede, at dette fund ville vende op og ned på nutidens forestillinger om forhistoriske giganter.
Det, der begyndte som en ordinær gåtur på en gård i den argentinske provins Chubut, havner i dag på siderne af videnskabelige tidsskrifter. En ny dinosaurart ved navn Bicharracosaurus dionidei passer simpelthen ikke ind i kendte kategorier. Den kombinerer træk fra forskellige grupper og tvinger forskere til at genoverveje historien om gigantiske planteædere.
Knoglerne fundet på en privatgård i det sydlige Argentina stammer fra den sene Jura-periode, for cirka 155 millioner år siden. På det tidspunkt vandrede enorme sauropoder allerede rundt på Jorden, men mange evolutionære linjer var endnu under dannelse.
Forskerne udgravede over 30 hvirvler, ribben og et bækkenfragment. Analyse af knoglernes størrelse og opbygning viser, at et voksent individ målte omkring 20 meter i længden. Det nåede ganske vist ikke de største kendte sauroporders dimensioner, men ville stadig have domineret nutidens landskaber uden problemer.
En tyve meter lang gigant fundet under fårenes hove
Den nye dinosaur er cirka 20 meter lang og har en imponerende hals. Dens knogler er bevaret i overraskende god stand i betragtning af deres høje alder. Forskere fra museer i Trelew og Buenos Aires brugte årevis på omhyggeligt at rense og dokumentere de enkelte fragmenter.
Det mest interessante ved Bicharracosaurus dionidei er dog ikke dimensionerne, men anatomien. Et forskerhold, hvis resultater blev publiceret i tidsskriftet PeerJ, pegede på en usædvanlig kombination af kendetegn. En del af nakke- og brysthvirvlerne minder om den kendte Giraffatitan fra Afrika, som tilhører familien Brachiosauridae.
Andre fragmenter af rygsøjlen, særligt ryghvirvlerne, ligner meget dem, vi kender fra Diplodocus og dets nordamerikanske slægtninge. Bækkenets opbygning og knogleproportionerne peger dog snarere på slægtskab med brachiosaurer end med de såkaldte whip-tail sauropoder af diplodocus-typen.
En dinosaur, der ikke vil lade sig sætte i bås
Denne hybride kombination gjorde klassificeringen betydeligt mere kompliceret. Forskerne anvendte derfor fylogenetiske analyser — computerbaserede sammenligninger af hundredvis af skelettræk fra forskellige dinosaurer. Resultaterne viser, at Bicharracosaurus dionidei tilhører familien Brachiosauridae og er den første repræsentant for denne gruppe beskrevet fra Jura-perioden i Sydamerika.
Hvis disse konklusioner bekræftes, får forskerne et stærkt argument for, at brachiosaurer var langt mere udbredt i Jura-perioden, end man tidligere antog. De begrænsede sig ikke kun til det nuværende Nordamerika og Afrika, men nåede også ud til de sydlige kontinenter. Det har afgørende konsekvenser for forståelsen af forhistoriske giganternes migrationsruter.
Den usædvanlige kombination af kendetegn har større betydning end blot et klassificeringsproblem. Det antyder, at de evolutionære linjer hos sauropoder i den sene Jura-periode overlappede kraftigt, og at grænserne mellem familierne ikke var så tydelige, som enkle skemaer i lærebøger viser.
Hvad en sådan blanding af stamtræer fortæller os
Disse fund påvirker den måde, forskere rekonstruerer dinosaurernes vandringer på det gamle superkontinent Gondwana. Hvis brachiosaurer virkelig dukkede op i Patagonien så tidligt, måtte de have tilbagelagt store afstande, inden kontinenterne begyndte at adskille sig markant.
Resterne af Bicharracosaurus dionidei stammer fra formationen Cañadón Calcáreo i Patagonien. Denne region har i årevis tiltrukket forskerhold, men er først for nylig begyndt at blive opfattet som et af nøgleområderne for studiet af Jura-sauropoder.
Indtil for nylig hvilede viden om sen-juriske saurpoders udvikling primært på talrige fund fra Nordamerika og enkelte lokaliteter fra den nordlige halvkugle. Den sydlige halvkugle forblev længe en hvid plet på kortet. Enkelte fundsteder i Tanzania havde stor betydning, men sammenligningsgrundlag fra andre dele af det gamle Gondwana manglede.
De nye fund fra Patagonien udfylder delvist dette hul. Som forskerne understreger, hjælper hvert nyt fund fra provinsen Chubut os til en smule bedre at forstå, hvordan dinosaurernes kort så ud på de gamle kontinenter. Det giver mulighed for at undersøge, om lignende former opstod uafhængigt forskellige steder, eller om de snarere migrerede, mens kontinenterne stadig var forbundne.
Hvor hyrdedinosaurens knogler hviler i dag
De rensede og sikrede knogler rejste til Museo Paleontológico Egidio Feruglio i byen Trelew. Det er et af de mest betydningsfulde palæontologiske museer i Sydamerika, berømt for bl.a. imponerende titanosaur-skeletter.
I tilfældet med Bicharracosaurus dionidei er arbejdet langt fra afsluttet med publiceringen i tidsskriftet. En detaljeret beskrivelse af de enkelte skeletelementers er stadig i gang, og palæontologer håber, at det vil lykkes at finde yderligere fragmenter på samme sted — for eksempel knoglerne fra lemmerne eller kraniet, som ville præcisere billedet af dyret.
Historien begynder hos en lokal hyrde ved navn Dionide Mesa. Det var ham, der som den første lagde mærke til de usædvanlige knogler, der stak op af undergrunden på sin gårds jord. I stedet for at ignorere dem underrettede han eksperter, og som følge heraf er hans navn nu en del af den videnskabelige litteratur.
Artens navn dionidei er netop en hyldest til ham. Slægtsnavnet bicharraco stammer fra den spanske hverdagsbetegnelse for et stort dyr. Forskerne fandt, at det præcist indfanger karakteren af den opdagede gigant.
Hvorfor denne dinosaur vækker så stor interesse hos forskerne
Bicharracosaurus dionidei er hverken det største eller det mest komplette skelet, der er udgravet i Patagonien. Alligevel tiltrækker den opmærksomhed af flere årsager:
- Den stammer fra en periode, der stadig er dårligt dokumenteret i Sydamerika
- Den repræsenterer brachiosaurlinjen et sted, hvor den ikke tidligere er bekræftet fra Jura-perioden
- Den forbinder kendetegn fra forskellige familier, hvilket kræver korrektioner af simple stamtræer
- Den udgør et vigtigt referencepunkt for sammenligning med eksemplarer fra Afrika og Nordamerika
- Den peger på en bredere geografisk udbredelse af Brachiosauridae end hidtil antaget
- Den dokumenterer mere komplekse evolutionære relationer mellem grupper af sauropoder
Hvert sådant problematisk eksemplar hjælper med at efterprøve, om tidligere antagelser om evolution var for forenklede. Jo flere sådanne eksempler der dukker op, desto mindre lineær ser dinosaurernes historie ud — og desto mere som et tæt netværk af forgreninger og blindgyder.
Hvad dette betyder i dag
Fra en almindelig læsers perspektiv rummer historien om hyrden fra Patagonien og hans tyve meter lange nabo fra millioner af år siden flere interessante læringer. Den minder os om, at store gennembrud ikke altid udspringer af enorme ekspeditioner til millioner af kroner. Nogle gange begynder de med nogen, der simpelthen bøjer sig ned og kigger nærmere på en mærkelig sten.
Det viser også, hvor ufuldstændigt det billede af fortiden er, vi kender fra museerne. En enkelt ny knogle kan få forskere til at flytte rundt på flere brikker i det evolutionære puslespil. Især fordi Jura-lagene i regioner som Patagonien eller Afrika stadig gemmer på mange overraskelser.
Og det er ikke kun et akademisk anliggende — hvert sådant fund ændrer lærebøgerne og udvider vores forståelse af livet på Jorden for titusindvis af millioner år siden.
