Et verdenskort der er umuligt at genkende
Om en kvart milliard år vil planetens overflade se fuldstændig anderledes ud. Geologer forudsiger, at alle nutidens kontinenter vil kollidere og danne ét gigantisk landmassekompleks.
Selv de vildeste science fiction-film blegner sammenlignet med det scenarie, geologer har tegnet op. Atlanterhavet vil forsvinde, kontinenterne vil støde sammen, og der, hvor Europa, Afrika og begge Amerikaer ligger i dag, vil opstå ét enkelt superkontinent. I denne nye konfiguration vil området svarende til det nuværende Frankrig rykke tæt på nordpolen og blive en af de få beboelige regioner på hele kloden.
Kontinenternes nuværende form er blot et øjebliksbillede i en film, der har kørt i milliarder af år. For cirka 200 millioner år siden eksisterede ét gigantisk landmasse kaldet Pangea. Det brød fra hinanden som følge af tektoniske pladers bevægelse og skabte den kontinentkonfiguration, vi kender i dag. Disse bevægelser er aldrig stoppet — de er blot for langsomme til, at vi kan registrere dem i løbet af et enkelt menneskeliv.
Pangea Ultima — det nye superkontinent
Geologen Christopher Scotese, ophavsmanden til projektet PALEOMAP, har udarbejdet computerbaserede rekonstruktioner af Jordens fremtid. Ifølge disse simuleringer vil alle nutidens kontinenter om cirka 250 millioner år samles igen. Forskere kalder den nye landmasse Pangea Ultima — den sidste super-Pangea i vores planets historie.
Forudsigelserne peger på ét enormt kontinentalt blok omgivet af et vidtstrakt ocean, med en fuldstændig anderledes fordeling af kystlinjer og klimazoner end i dag.
Denne transformation sker ikke på én gang. De tektoniske plader kravler afsted med nogle få centimeter om året, drevet af bevægelsen af materiale i Jordens kappe. I løbet af millioner af år vil Amerikaerne støde ind i Eurasien og Afrika, Atlanterhavet vil lukke sig, og det nuværende Indiske Ocean vil skrumpe til et indlandshav.
Forskere ved universiteter over hele verden overvåger i dag kontinenternes bevægelseshastighed ved hjælp af satellitmålinger og GPS. Nordamerika fjerner sig fra Europa med en hastighed på omtrent 2,5 centimeter om året. Denne tendens vil dog vende om i løbet af titusinder af millioner år. Atlanterhavet vil nå sit maksimum og begynde at lukke sig, mens Stillehavet vil fortsætte med at udvide sig.
Mekanismen er allerede tydelig i dag. Den afrikanske plade presser sig ind under Europa og danner Alperne. Den indiske plade støder mod Asien og løfter Himalaya. Disse processer fortsætter uafbrudt og vil med tiden resultere i en fuldstændig ny planetarisk geografi.
Atlanterhavets afslutning og nye kontinentale naboer
I scenariet om Pangea Ultima ophører den nuværende geografi med at give mening. Simuleringerne viser, hvor radikale disse forandringer vil blive:
- Atlanterhavet vil forsvinde fuldstændigt, når Nord- og Sydamerika nærmer sig Eurasien og Afrika efter årtusinders gradvise lukning
- Det Indiske Ocean vil forvandle sig til et hav omgivet af landmasse på alle sider, ligner en gigantisk indlandssø
- Cuba vil klistre sig til det nuværende USA‘s territorium og danne ét sammenhængende landblok
- Området svarende til det nuværende Korea vil blive klemt inde mellem Kina og Japan og danne en kompakt kontinental zone
- Grønland vil lægge sig op ad Canada og ændre fordelingen af de nordlige have
- Middelhavet vil forsvinde, efterhånden som Afrika presser sig ind i Europa
- Brasiliens kyst og Vestafrika vil forenes i ét sammenhængende bjergkædesystem
- Australien vil kollidere med Sydøstasien og lukke det nuværende indonesiske archipelag
Som følge heraf vil selve begrebet kontinent blive forældet. Der vil kun være ét superkontinentalt landmassekompleks, og forskellene vil udelukkende vedrøre klimazoner og havniveau. Forskere fra University of California har udarbejdet detaljerede kort over disse fremtidige kystlinjer med en præcision på et par hundrede kilometer.
Frankrig i centrum af den nye verdensorden
I dette omstrukturerede puslespil opnår området svarende til det nuværende Frankrig en exceptionel position. Simuleringerne antyder, at dette territorium vil rykke betydeligt nordpå, tættere på den fremtidige pol. Samtidig vil Middelhavets bassin forsvinde, idet Afrika skubbes ind i Europa, og det tidligere havbund vil blive presset opad.
Resultatet? De områder, der svarer til det nuværende Frankrig, Spanien, Portugal og Italien, vil befinde sig langt tættere på de nordafrikanske massiver. Ifølge nuværende estimater ville de hypotetiske naboer til Frankrig, ud over europæiske lande, være territorier svarende til det nuværende Marokko, Algeriet og Tunesien.
I den nye geografiske konfiguration vil den gamle grænse mellem Europa og Afrika ophøre med at eksistere — begge kontinenter smelter sammen til ét. En sådan konstellation betyder, at dette fragment af superkontinentet befinder sig på en interessant position: relativt tæt på de nordlige breddegrader, men samtidig i direkte forbindelse med enorme områder af det tidligere Afrika og Eurasien.
Ekstremt klima under en brændende Sol
Den nye Pangea vil ikke være et venligt sted at befinde sig. En undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Nature antyder, at dannelsen af superkontinentet vil udløse ekstraordinært intens vulkansk aktivitet. Enorme lavaflader og vedvarende udbrud kan pumpe gigantiske mængder kuldioxid ud i atmosfæren.
En høj koncentration af drivhusgasser kombineret med selve superkontinentets fysik fører til drastisk opvarmning. Ifølge simuleringerne vil de fleste kontinentale regioner opleve temperaturer over 40 grader Celsius i lange perioder af året. Det vidtstrakte indre vil være ekstremt tørt, da luftmasser fra oceanerne ikke vil kunne trænge særlig langt ind.
Derudover vil Solen om 250 millioner år skinne cirka 2,5 procent mere intenst end i dag — en naturlig konsekvens af dens evolution. Kombineret med et højt kuldioxidniveau giver det en blanding, som de fleste nulevende pattedyrarter ikke ville overleve. Forskere taler åbent om risikoen for en omfattende uddøen af mange dyregrupper, der er afhængige af moderate klimaforhold.
Forskere fra University of Bristol har modelleret iltkoncentrationerne i superkontinentets atmosfære. Deres resultater viser et fald i iltindholdet som følge af høje temperaturer og kemiske reaktioner i oceanerne. Pattedyr, der kræver en stabil iltforsyning, kan stå over for alvorlige vejrtrækningsproblemer.
Norden som potentiel klimatisk frihavn
Der findes dog et hjørne af det fremtidige superkontinent, hvor forholdene vil være relativt overkommelige. Klimasimuleringer viser en bedre situation i regioner placeret langt mod nord, tæt på den nuværende polarcirkel. Her forventes temperaturen at forblive markant lavere end i Pangea Ultimas glødende indre, og adgangen til vand vil være mere stabil.
Blandt disse potentielt mildere zoner optræder området svarende til det nuværende Frankrig, som når at flytte sig tættere på polen. I samme kategori kan man placere det nuværende Storbritanniens territorium, Portugal og dele af Nordafrika, der ligeledes ender på højere breddegrader.
Regioner langt mod nord kan blive klimatiske tilflugtsteder midt i superkontinentets glødende og uttørrede zoner. Forskere fra Max Planck-instituttet har undersøgt, hvordan sådanne snævre klimabælter ville påvirke dyrearters migration. Deres modeller antyder dannelsen af smalle korridorer langs de nordlige kyster, hvor vegetation svarende til nutidens nåleskove måske kunne overleve.
Hvad betyder et geologisk fristed i praksis
Begrebet klimatisk fristed lyder positivt, men i denne sammenhæng er der snarere tale om det mindste onde. Hvis størstedelen af superkontinentet brændes af varme og tørres ud af regnmangel, vil enhver zone med mildere klima få enorm betydning for det landbaserede livs overlevelse.
På et sådant sted ville arter, der bedre tåler høje temperaturer men stadig kræver adgang til vand og sæsonvariationer i vejret, have mulighed for at overleve. Man kan forestille sig, at en del af økosystemerne forskydes mod polerne, ligesom planter og dyr i dag migrerer mod koldere regioner som reaktion på opvarmning. Forskellen ligger i skalaen — vi taler om millioner af år og en fuldstændig anderledes fordeling af landmasser.
På lang sigt kan sådanne sikrere zoner blive vuggen for nye livsformer tilpasset ekstreme forhold. Evolutionen stopper ikke blot fordi klimaet er brutalt. Den vil snarere accelerere selektionen — de organismer med de mest fleksible overlevelsesstrategier vil klare sig. Palæontologer, der har undersøgt fossile optegnelser fra den tidligere Pangea, har fundet lignende mønstre. Arter, der overlevede i koldere regioner, blev siden forfædre til helt nye dyregrupper.
For os, mennesker der lever i det 21. århundrede, er disse scenarier abstrakte og meget fjerne. De viser imidlertid, at geologi og klima er uadskillelige, og at den nuværende fordeling af kontinenter og klimazoner blot er én kort episode. Set fra vores civilisations perspektiv er noget andet interessant: de mekanismer, der driver så store forandringer, virker allerede i dag — målt i centimeter og grader Celsius. At forstå dem hjælper os til bedre at gribe, hvor skrøbelige og midlertidige de betingelser er, som det nuværende liv på Jorden har udviklet sig under.
