94-årig må ikke længere køre bil – men skal stadig betale leasingydelser

Vis meandmet.dk oftere i Googles søgeresultater.

Tilføj meandmet.dk til Google

En familie i Sydfrankrig fanget i en kostbar leasingfælde

I Sydfrankrig kæmper en familie for at komme ud af en leasingaftale, der er blevet en alvorlig økonomisk byrde for deres 94-årige bedstefar. Manden må af helbredsmæssige årsager ikke længere sidde bag rattet og bor nu på et plejehjem – men banken trækker alligevel knap 700 euro om måneden for en Citroën C4, der blot står ubenyttet på en parkeringsplads. Sagen rejser et fundamentalt spørgsmål: Hvor godt er ældre mennesker egentlig beskyttet mod at blive fanget i komplekse finansielle aftaler?

Opdagelsen i papirstakken: leasing i stedet for kontant køb

Det hele kom frem, da familien organiserede den 94-åriges flytning til et plejehjem. Barnebarnet gennemgik regninger, forsikringsdokumenter og øvrige papirer – og stødte pludselig på en tyk mappe med bildokumenter. Familien var overbevist om, at den ældre herre havde betalt sin bil kontant for nogle år siden. I stedet lå der en omfattende leasingkontrakt.

Manden havde underskrevet kontrakten som 92-årig. Det drejede sig om en næsten ny Citroën C4 med automatgear, 130 hk motor og en listepris på over 34.000 euro. Løbetiden strakte sig over flere år med månedlige ydelser på knap 700 euro – fastsat frem til 2027.

En 92-årig underskriver en flerårig leasingaftale – to år senere, på et plejehjem, bliver det klart, hvilken enorm byrde der skjuler sig bag kontrakten.

Oven i leasingydelserne havde manden tegnet flere tillægsforsikringer, som angiveligt skulle give ham ekstra tryghed. Ifølge familien er mange af disse forsikringer i praksis nærmest værdiløse og dyre. En del af dem kunne efterfølgende opsiges, men det ændrede intet ved kerneproblemet: de løbende leasingydelser.

Helbredet svigter, kørekortet er væk – kontrakten er ubøjelig

Siden kontraktens underskrivelse er mandens liv forandret radikalt. I dag er han 94, sidder i kørestol, bor på plejehjem og har ikke tilladelse til at køre bil overhovedet. Læger har dokumenteret en betydeligt nedsat køreevne, og myndighederne har reageret derefter.

Familien håbede på en løsning via de tegnede forsikringer. De gik ud fra, at mindst én klausul ville træde i kraft, hvis leasingtageren permanent mister evnen til at køre eller afgår ved døden. Men da de læste betingelserne grundigt, stod det klart: der er hverken en reel invaliditetsdækning eller en egentlig dødsfaldssikring i forbindelse med leasingaftalen.

Barnebarnet beskriver situationen således: Selv hvis bedstefaren skulle dø, ville familien i princippet skulle indfri kontrakten frem til dens udløb – medmindre de betaler en betydelig afløsningssum. Netop den udsigt oplever de pårørende som helt uacceptabel.

Forgæves forsøg på dialog med bilforhandleren

Barnebarnet henvendte sig adskillige gange til den Citroën-forhandler, der havde formidlet kontrakten. Han fremlagde lægelige attester, der dokumenterede den manglende køreevne, beskrev livet på plejehjemmet og appellerede til sælgernes ansvarsfølelse.

Ifølge hans fremstilling var disse forsøg stort set forgæves. Medarbejderne pegede på den underskrevne kontrakt og argumenterede for, at man ikke kunne have afvist kunden på grund af hans høje alder. Som de formulerede det: man kan ikke bare sige "De er 92, De får ikke en leasingkontrakt" – det ville være diskrimination.

Forhandlerens budskab var klart: Kontrakten gælder – enten betal frem til 2027, eller overtag bilen for et højt restbeløb.

Begge muligheder virker som en fælde for familien. Enten fortsætter de med at betale 700 euro om måneden for en bil, ingen bruger. Eller de indløser bilen for over 20.000 euro – penge, der i langt højere grad er brug for til pleje og daglige udgifter.

Gråzone mellem aftalefrihed og beskyttelse mod udnyttelse

Sagen illustrerer en spænding, som mange lande kender. På den ene side står aftalefriheden: selv meget ældre mennesker har grundlæggende ret til selv at beslutte, om de vil underskrive et lån, en leasingaftale eller en forsikring. På den anden side er der en reel risiko for, at mennesker med begyndende demens, svækket dømmekraft eller manglende erfaring med komplekse kontrakter bliver overvældet.

Jurister omtaler i sådanne situationer ofte faren for "udnyttelse af en svaghedssituation". Om denne beskyldning holder i det konkrete tilfælde, er i sidste ende op til domstolene at afgøre. Beviskravene er typisk høje: man skal dokumentere, at den pågældende ved kontraktindgåelsen ikke var i stand til at forstå aftalens rækkevidde og risici – og at kontraktpartneren vidste eller burde have vidst dette.

Typiske problemer ved kontrakter indgået i høj alder

  • Komplekse kontraktbetingelser, som selv yngre mennesker sjældent forstår fuldt ud
  • Tillægsforsikringer, der er dyre men yder lidt i en reel nødsituation
  • Lange løbetider, der rækker langt ud over den statistiske levealder
  • Høje restværdier eller slutydelser, der kan overraske efterladte pårørende
  • Manglende inddragelse af familie eller betroede personer

Hvad pårørende kan lære af denne sag

Selv om historien udspiller sig i Frankrig, er emnet yderst relevant i Danmark, Tyskland, Østrig og Schweiz. Leasing, afbetalingsaftaler og abonnementsmodeller er allestedsnærværende i hverdagen, og bilforhandlere, elektronikbutikker og banker markedsfører sig aktivt med tilsyneladende lave månedlige ydelser.

Den, der har ældre pårørende, kan gøre en hel del forebyggende for at undgå ubehagelige overraskelser. Det giver god mening at lave klare aftaler inden for familien: fra en vis alder eller ved aftagende helbred bør større kontrakter, langfristede abonnementer eller lån altid gennemses af endnu en person.

Nyttige tiltag:

  • Regelmæssig gennemgang af kontoudtog og betalinger, hvis den ældre er indforstået hermed.
  • Gennemgang af forsikrings- og leasingdokumenter, særligt ved nyindgåelse af aftaler.
  • Åben samtale med den praktiserende læge om køreevne og risici i trafikken.
  • Afklaring af fremtidsfuldmagt eller værgemål, inden situationen bliver kritisk.

Retlige skridt – den sidste mulighed med usikkert udfald

I denne sag overvejer familien nu åbent at gå rettens vej. De beskylder forhandleren for en form for udnyttelse og manglende ansvar: en 92-årig med kendte helbredsproblemer fik udstedt en flerårig leasingkontrakt på en kraftfuld bil – uden nogen mærkbar sikringsmekanisme.

En retssag kunne afklare, om kontrakten kan anfægtes på grund af manglende retsevne, vildledning eller andre grunde. Sådanne sager trækker typisk i langdrag, koster penge og kræfter – og garanterer ingen sejr. Alligevel ser mange pårørende det som den eneste vej ud af det, de opfatter som ruinerende forpligtelser.

Sideløbende rejser sagen spørgsmålet, om lovgivere og forbrugerorganisationer bør stramme reglerne. Det er nærliggende at forestille sig strengere krav til finansielle produkter rettet mod mennesker over en vis alder – eksempelvis kortere løbetider, særlige rådgivningspligter eller obligatorisk vurdering af, om en person selvstændigt kan forstå kontrakten.

Leasing i alderdommen: fornuftig løsning eller en bombe med forsinkelse?

Leasing kan være attraktivt, særligt for yngre bilister: ny teknologi, forudsigelige ydelser og ingen besvær med videresalg. Men i høj alder forskydes prioriteterne markant. Helbredet kan forringes på få måneder, bilkørsel bliver mere risikabelt, og behovet for finansielle reserver til pleje vokser.

Den, der som 80-, 85- eller 90-årig stadig har brug for en bil, bør overveje følgende meget nøje:

  • Løbetid: Hold den så kort som muligt for at bevare fleksibiliteten.
  • Ydelsens størrelse: Kun så høj, at den stadig er til at bære ved stigende plejeudgifter.
  • Forsikringer: Se grundigt på, hvilke tillægspolicer der reelt er fornuftige.
  • Udstigningsmuligheder: Undersøg klausuler for sygdom, inddragelse af kørekort eller dødsfald.
  • Inddragelse af familien: Medbring en betroet person til rådgivningssamtalen.

I den 94-åriges sag tikker nu to ure samtidig. Det ene er leasingkontrakten, der måned for måned tømmer kontoen. Det andet er jagten på en rimelig løsning – enten via nye samtaler med forhandleren eller i sidste ende i retssalen. For de fleste er det indlysende: den menneskelige virkelighed på et plejehjem og den kolde logik i en finanskontrakt støder her direkte sammen.

Scroll to Top