Selv om der findes seriemordere over hele kloden, skaber kulturen i USA en helt særlig og farlig grobund for deres udbredelse. Gennem en dybdegående analyse af kriminalitetsopfattelsen i 35 forskellige lande har retspsykolog dr. Eric Hickey afdækket nogle markante forskelle. Hans ekspertvurdering viser tydeligt, at de vestlige – og især de amerikanske – nyhedsmedier udpensler brutale drab med langt flere detaljer end i resten af verden.
Filmindustrien spiller naturligvis en afgørende rolle i dette skræmmende fænomen. Underholdningsbranchen har en særlig evne til at forvandle ægte, rå vold til populær underholdning, hvilket i mange tilfælde ender med at glorificere de grusomme handlinger i offentlighedens øjne.
Den konstante mediestrøm kan vække yderst farlige og konkurrenceprægede instinkter hos psykisk sårbare individer. Når medierne svælger i farverige og detaljerede beskrivelser af mordsager, fører det ofte til, at potentielle gerningsmænd forsøger at efterligne det, de ser på skærmen. De opbygger en vrangforestilling om, at de kan overgå de kendte mordere fra film og dokumentarer – enten ved at dræbe endnu flere mennesker eller ved at være bedre til at narre politiet.
Kønnenes rolle og håndtering af traumer
Medieforbruget kan dog ikke alene forklare, hvorfor det overvejende er mænd, der står bag disse rædselsvækkende forbrydelser. Eksperter peger i stedet på dybt forankrede psykologiske forskelle i måden, hvorpå de to køn håndterer tidlige følelsesmæssige ar.
Mange tager voldsomme barndomstraumer med sig ind i voksenlivet, men samfundets forventninger presser oftest mænd mod en voldelig forløsning af deres indre kaos, mens kvinder bearbejder den mentale smerte gennem helt andre strategier.
Psykologiske beregninger viser, at kvinder kun udgør beskedne seksten procent af det samlede antal seriemordere. Denne enorme kløft skyldes primært, at den kvindelige psyke har en naturlig tilbøjelighed til at finde andre, og overvejende fredelige, veje til at slutte fred med fortidens traumer og livets modgang.
Et koldt sind blottet for empati
Ud over de kønsspecifikke træk er et af de mest udtalte kendetegn ved en seriemorders forstyrrede sind den totale mangel på en sand følelsesmæssig forbindelse til omverdenen. Samfundet nærer ofte en fejlagtig tro på, at disse nådesløse kriminelle før eller siden vil mærke fortrydelse og begynde at sørge over deres ofre.
Men den sande psykologiske virkelighed er markant koldere.
Tager man et kig på den berygtede Jeffrey Dahmer, bliver det tydeligt demonstreret, at den slags gerningsmænd udelukkende græder over sig selv og deres egen ødelagte skæbne. Faglige vurderinger slår fast, at nekrofile af Dahmers kaliber udmærket kender til følelsen af sorg, men den udspringer på ingen måde af, at de har frarøvet andre mennesker livet.
De nærer nemlig slet ingen følelsesmæssig tilknytning til selve ofrene. Deres indre fortvivlelse bunder udelukkende i den kyniske erkendelse af, at de definitivt har spildt deres eget liv.
