Udadtil fremstår de helt uden problemer, idet de altid står klar til at hjælpe andre og nyder stor popularitet i sociale sammenhænge. Alligevel oplever mange ekstremt venlige mennesker en hjerteskærende isolation. Ved første øjekast mangler de absolut intet i livet, kalenderen er fyldt til bristepunktet, og de har et ry som fantastisk selskab. Men bag den imødekommende facade gemmer der sig en stille smerte, som omgivelserne slet ikke ænser. Det skyldes nemlig, at disse personer til perfektion mestrer kunsten at lade som om, alt er i skønneste orden.
Den evige redningskrans, der aldrig selv har problemer
Næsten alle vennegrupper har sådan en type iblandt sig. Det er præcis den person, du uden tøven kan ringe til midt om natten for at få et lift til lufthavnen, bede om hjælp til en jobansøgning eller græde ud hos efter et svært brud. Du får næsten aldrig et nej. Dette bunder ikke kun i ren loyalitet, men rollen som den evigt opofrende engel er med tiden vokset sammen med deres fundamentale identitet.
Psykologiske fagfolk støder ofte på dette mønster hos individer, der bruger deres utrættelige hjælpsomhed som det primære bevis på deres eget værd. Deres oplevelse af at være noget værd er fuldstændig koblet sammen med, hvor nyttige de er for andre. Skulle samtalen tilfældigvis falde på deres egne personlige kvaler, sørger de lynhurtigt for at skifte emne eller slå det hele hen med en velplaceret joke.
Mennesker, der uafbrudt giver af sig selv uden nogensinde at bede om noget retur, bliver med tiden snarere usynlige frem for stærke. Studier i ekstrem selvhjulpenhed slår fast, at en kronisk afvisning af andres støtte markant øger risikoen for både følelsesmæssig udbrændthed og total ensomhed. Omgivelserne gengælder simpelthen ikke omsorgen af den åbenlyse årsag, at de overhovedet ikke aner, at der er brug for den.
Når den “afslappede” bliver til en usynlig skygge
En stor del af disse vellidte og udadvendte individer bærer rundt på en dybt forankret overbevisning om, at de under ingen omstændigheder må være til besvær. Derfor indordner de sig konstant efter deres omgivelser. De ændrer deres egne planer uden at brokke sig, kvæler deres utilfredshed og erklærer sig altid enige med flertallets holdning.
Selvom denne tilgang unægtelig sikrer fred og fordragelighed i gruppen, koster den dyrt, idet deres egne sande behov langsomt fordamper. Til fester deltager de ganske vist livligt i snakken, men de åbner uhyre sjældent op for deres sande indre. Folk omkring dem kender kun til overfladiske ting som deres arbejde, fritidsinteresser eller ferieplaner, men har ingen anelse om, hvad der kan holde dem vågne i panik om natten.
- De deler næsten aldrig ud af deres dybeste frygt eller usikkerheder.
- De holder sig bevidst langt væk fra enhver form for konflikt og stærke holdninger.
- Pinlige eller anspændte situationer bliver straks afværget med et grin.
- De er ekstremt spørgende over for andre, men klapper i som en østers om sig selv.
- De oplever anerkendelse, men mangler desperat en ægte menneskelig forbindelse.
Resultatet er relationer, der altid er præget af god stemning, men hvor det rigtige menneske bag den polerede facade fuldstændig forsvinder. Mens alle andre udelukkende ser en fantastisk kammerat, føler hovedpersonen sig hulemæssigt misforstået og alene.
Den forræderiske fælde i at være absolut selvhjulpen
Erfaringer fra terapilokalet peger på en ganske særlig forsvarsmekanisme. Det drejer sig om personer, der sætter en enorm ære i aldrig at have brug for andres hjælp. Uanset om krisen er af økonomisk eller følelsesmæssig karakter, tackler de den udelukkende på egen hånd og takker pænt nej til enhver udstrakt hånd.
Nutidens kultur hylder ofte en sådan attitude som et bevis på enorm indre styrke, men virkeligheden har en langt mørkere bagside. Hvis du konsekvent udstråler, at du intet mangler, frarøver du samtidig andre muligheden for at vise dig omsorg. Netop balancen mellem at give og modtage pleje udgør selve fundamentet for stærke bånd.
Ægte venskaber spirer først i det øjeblik, hvor begge parter tør vise deres sårbarhed og tillader en vis afhængighed af hinanden. Stræber du altid efter at bevare den fulde kontrol, ender du blot som en form for følelsesmæssig førstehjælpskasse for din omgangskreds. Du opfattes som bundsolid og praktisk at have ved hånden, men du er sjældent den, folk spontant kigger forbi for at vende livets uforudsigelige kaos med.
Højtsflyvende debatter helt uden intimitet
En anden udbredt strategi er konstant at flytte fokus over på store samfundsmæssige dagsordener på bekostning af egne følelser. Disse typer kan diskutere storpolitik, indviklet psykologi eller filosofi i timevis, uden overhovedet at strejfe deres egen personlige sorg eller indre utilfredshed.
Selvom den slags samtaler fremstår utroligt intellektuelle og intense, skaber de ikke nogen form for reel nærhed. At dissekere mellemmenneskelige relationer i et bredt perspektiv er simpelthen meget mere trygt end ærligt at italesætte angsten hjemme i den tomme stue. Derved opstår der udelukkende en illusion af fortrolighed, hvor ordene godt nok stikker dybt, men følelserne parkeres trygt på overfladen.
Med denne fremgangsmåde kan man sagtens opbygge et gigantisk netværk, men man vil alligevel mangle den person, man kan ringe til, når mørket pludselig føles overvældende. Det er præcis dette fænomen, der kaldes psykologisk isolation: Man bruger masser af tid i selskab med andre, men formår aldrig at skabe en ægte kontakt.
Vejen ud af den evigt smilendes fængsel
Den, der kan genkende sig selv i disse adfærdsmønstre, har typisk siddet fast i dem i adskillige år. Vendepunktet kræver imidlertid ikke en dramatisk omvæltning, men derimod små, forsigtige skridt, hvor man endelig giver sig selv lov til at være en lille smule besværlig. I hverdagen kan det se ud på følgende måder:
- Tak nej til turen på en overfyldt bar, og sig ærligt, at du hellere vil have en rolig aften på sofaen.
- Svar ærligt, at du har en elendig dag, i stedet for det sædvanlige og tomme “det går fint”.
- Bed om hjælp til en lille ting, selv i situationer hvor du sagtens selv kunne klare ærterne.
- Læg dine personlige tvivlsspørgsmål åbent frem, uden at du øjeblikkeligt forsøger at afmontere situationen med sarkasme.
Rigtig mange bliver utroligt overraskede efter deres første modige forsøg. De venner, som oprigtigt holder af dem, reagerer oftest med enorm lettelse. De mærker nemlig pludselig et rum for at være mere ærlige selv. Relationens dynamik forvandles lynhurtigt fra at være “nyttig og uproblematisk” til at blive “en anelse mere rodet, men til gengæld fuldstændig ægte”.
Hvorfor stærke mænd alt for ofte lider i stilhed
Særligt hos mænd kompliceres hele denne problematik af endnu en kraftig faktor. Det klassiske ideal om den barske og uafhængige fyr gør enhver form for sårbarhed til en tabuiseret svaghed. Helt fra barnsben bliver mange drenge opdraget til at pakke følelserne væk, bide tænderne sammen og løse alle livets udfordringer udelukkende ved egen hjælp.
Netop disse stive samfundsforventninger medvirker til, at mandlige venskaber ofte forbliver på et yderst overfladisk niveau. Samværet kredser om sport, kolde øl eller videospil, men det trygge rum, hvor man kan tale åbent om skam, frygt og svære tanker, glimrer fuldstændig ved sit fravær. Den mand, der vover pelsen, risikerer hurtigt at føle sig til grin. Men den sande styrke ligger faktisk ikke i at bære hele verdens byrde på egne skuldre, men i modet til at ytre: “Det hele vokser mig over hovedet lige nu, jeg har brug for at der er nogen.”
Behandlere bekræfter samstemmende, at mænd, der formår at bryde disse massive forsvarsmure ned, i langt mindre grad rammes af depressioner og desuden opnår en markant bedre følelsesmæssig balance. Det betyder ikke, at deres problemer på magisk vis forsvinder ud i den blå luft, men blot at de endelig slipper for at kæmpe mod dem i dyb hemmelighed.
Den høje pris for konstant styrke og et usynligt jeg
Den drivende kraft bag hele dette adfærdsmønster er meget ofte en lammende frygt for at blive afvist, hvis de inderste behov kommer frem i lyset. Derfor viser mange mennesker udelukkende den side af deres personlighed frem, som altid er
