Hvad er det banebrydende ved DLSS 4.5-arkitekturen?
Kravene til en fuldstændig flydende spiloplevelse i 4K eller 1440p fortsætter med at stige, men de færreste gamere har lyst til at gå på kompromis med den vigtige billedhastighed. Derfor er avanceret billedopskalering efterhånden blevet en uundværlig del af moderne gaming. Det grønne hold har i denne omgang ikke blot nøjedes med en overfladisk opdatering, men har derimod valgt at ombygge selve kernen i deres software. Det tidligere fundament af konvolutionelle neurale netværk er nu blevet kasseret til fordel for en Transformer-model af anden generation.
Dette nyskabende tiltag gør systemet i stand til at analysere den grafiske data med en langt dybere forståelse for konteksten bag hver eneste pixel på skærmen. Selvom denne tilgang kræver omtrent fem gange så meget rå regnekraft som tidligere versioner, kan ejere af grafikkort fra RTX 4000 og 5000-serierne ånde lettet op. De tunge udregninger bliver nemlig foretaget med FP8-præcision, hvilket fjerner en massiv byrde fra de dedikerede Tensor-kerner og garanterer, at spillene forbliver silkebløde i de høje opløsninger.
Det primære mål med denne nye generation er at sikre en fuldstændig kompromisløs billedstabilitet, selv når man presser indstillingerne for at opnå maksimal ydeevne. Resultatet er, at helt fine detaljer i horisonten, såsom fjerne træer, små tekstskilte og tynde kabler, fremstår utroligt livagtige, samtidig med at den irriterende visuelle støj minimeres drastisk.
AMD FSR 4: Et markant skift mod dedikeret hardware
Konkurrenten AMD har i en lang årrække været kendt for deres vidtåbne tilgang, hvor ældre udgaver af deres opskaleringsteknologi med lethed kunne køre på stort set alt slags hardware, helt uden behov for specifikke komponenter. Med lanceringen af FSR 4 tager de dog afsked med denne filosofi. Den nyeste iteration er nemlig bygget til at udnytte de dedikerede regneenheder, som sidder solidt plantet i den nyeste generation af Radeon RX 9000-grafikkort.
Hvor algoritmen tidligere blot gjorde billedet skarpere på en gennemskuelig måde, benytter den nu tung AI-træning til rent faktisk at rekonstruere manglende detaljer i billedet. Prisen for dette gigantiske spring i visuel kvalitet er dog, at systemet ikke længere er universelt kompatibelt. Selvom ingeniørholdet hos AMD utvivlsomt har formået at hæve kvaliteten op på et niveau, der placerer sig lunt mellem DLSS 3 og DLSS 4, var Nvidia desværre for dem lynhurtige til at udgive en modreaktion, som straks rykkede målstregen endnu længere væk.
Den direkte duel: Her finder vi de største forskelle
Tørre specifikationer på et stykke papir er naturligvis spændende, men det er først når spillene startes op, at den sande kvalitet kommer frem i lyset. For at presse teknologierne til det yderste, blev der udført intense stresstests på 1440p-skærme, hvor spillet bevidst kun blev renderet internt i ganske beskedne 720p. Som den ultimative prøveklud benyttede man naturligvis mastodonten Cyberpunk 2077, der er berygtet for sin ufatteligt komplekse geometri, dynamiske lyssætning og spejlblanke overflader.
Ved et hurtigt øjekast præsterer begge systemer på et utroligt højt niveau. Den tid, hvor opskalering var lig med grumsede overflader og mystiske skygger, er endegyldigt forbi. Blinkende neonskilte fremstår knivskarpe, refleksioner i vandpytter fanger øjet helt perfekt, og den glidende håndtering af hurtige panoreringer giver en fantastisk behagelig oplevelse for øjnene.
Ekstreme udfordringer afslører de sande begrænsninger
Problemerne begynder først for alvor at melde sig ved det fænomen, der kaldes disocclusion. Dette dækker over situationer, hvor skjulte objekter lynhurtigt dukker frem bag forhindringer i forgrunden, og algoritmen akut skal opfinde den baggrund, der før var dækket til. Her formår DLSS 4.5 på imponerende vis at bevare størstedelen af de bittesmå detaljer under vilde kamerabevægelser, imens FSR 4 fra tid til anden falder i fælden og skaber milde udtværinger samt en svag, irriterende flimren.
En anden sand ilddåb for disse teknologier er fremvisningen af tæt og kompleks natur. Levende græsmarker og store træer spækket med overlappende, halvgennemsigtige blade har historisk set været et mareridt for al billedforstørrelse. Det er præcis i disse kaotiske øjeblikke, at Nvidia for alvor fastslår deres dominans, idet deres software lykkes med at holde det indviklede billede helt roligt. Til sammenligning kæmper løsningen fra AMD stadig med at holde støjen væk, når man sprinter igennem skoven.
Fastholdelsen af bittesmå strukturer
Når blikket rettes mod meget indviklede overflader, som for eksempel rillerne i grov asfalt eller mønstret i små mursten, vipper vægtskålen atter tydeligt til den ene side. Det er ganske vist sandt, at begge metoder kan snuble en smule, hvis man kigger på overfladerne i en meget skæv vinkel. Dog er algoritmen fra Nvidia markant bedre til at holde skarpe linjer fuldstændig intakte, selvom billedet er i konstant bevægelse.
Det genererede billede fra det nye FSR-system bærer derimod præg af at være en my blødere og får sommetider en let kornet fremtoning. Selvom casual-segmentet formentlig aldrig vil lægge mærke til dette under almindeligt spil, vil ejere af dyre high-end skærme med tårnhøje opdateringshastigheder lynhurtigt spotte forskellen. Et hundrede procent roligt billede gør nemlig underværker for at minimere trætheden i øjnene under episke, lange spilaftener.
Hvilken teknologi passer bedst til dit udstyr?
At finde rundt i nutidens labyrint af grafiske hjælpemidler kræver først og fremmest, at man kender sit eget hardware ud og ind. Valget af den rette opskalering afhænger fuldstændig af det stykke silicium, der arbejder inde i dit kabinet:
- Gamere, der sidder med de lynhurtige RTX 4000 eller 5000 kort, skal uden at blinke aktivere det uovertrufne DLSS 4.5.
- Brugere med ældre modeller i RTX-familien er fortsat i fremragende hænder med de fantastisk velkørende versioner af DLSS 3 og 4.
- Står du over for at skulle bygge en ny maskine med det anmelderroste Radeon RX 9000, kan du endelig mærke kraften fra ægte AI-opskalering med FSR 4.
- Dem, der kæmper videre med aldrende grafikkort fra enten AMD eller Intel, må indtil videre acceptere ældre løsninger, der ikke nyder godt af de kloge neurale netværk.
Denne fragmentation placerer spiludviklerne i en utroligt svær situation. De er nu tvunget til at implementere og finpudse adskillige vidt forskellige teknologier i ét og samme spil, alt sammen for at garantere en bjergtagende oplevelse for spilleren, uanset hvilket mærke der står på hardwaren.
Hvad betyder dette kapløb for fremtidens udgivelser?
Den aggressive udbredelse af kunstig intelligens i billedhåndteringen vil med garanti ruske op i, hvordan store spilstudier designer deres fremtidige mesterværker. Vi kigger ind i en fremtid, hvor jagten på native 4K langsomt dør ud, og fokus i stedet flyttes over på at skrue voldsomt ned for renderingen i baggrunden. Den kolossale mængde computerkraft, man derved sparer, kan i stedet kastes direkte efter fotorealistisk ray tracing og utrolig fysik.
Men denne fristende udvikling kommer ikke uden bagsider. Fremtidige spil, der bevidst bliver bygget omkring magien fra DLSS 4.5 lige fra første kodelinje, vil højst sandsynligt køre og se forfærdeligt ud på computere uden understøttelse. Det vil uden tvivl resultere i, at afstanden mellem branchens mindstekrav og de anbefalede systemkrav vil vokse sig større end nogensinde før.
Praktiske ekspertråd til den fejlfrie opsætning
Ønsker du at vride det absolut maksimale ud af dit system, er den dummeste fejl at stole blindt på spillets automatiske valg. Du skal i stedet gribe fat i indstillingerne selv. Start med at finde et absurd krævende område i spillet – et godt eksempel kunne være en regnvåd gade oplyst af et utal af lygtepæle. Når du scroller igennem de forskellige profiler som Quality, Balanced og Performance, skal du ikke kun holde øje med det lille FPS-tal i hjørnet. Læg mærke til, hvordan miljøet opfører sig, og kig specifikt efter forstyrrende pixel-flimmer på skarpe kanter.
Et gyldent trick er at fastsætte et personligt mål for din billedhastighed, eksempelvis smørbløde 90 eller 120 FPS. Gå derefter gradvist op i opskalerings-profilerne, indtil du lige akkurat rammer dette mål med den mindst aggressive indstilling. For langt de fleste gamere udgør enten Quality eller Balanced det perfekte sweet spot, hvor du fastholder knivskarpe teksturer uden at ofre tempoet i de intense kampe.
Glem endelig ikke den altafgørende systemvedligeholdelse. Virksomhederne bag kortene udsender konstant forbedrede profiler, der retter sig mod helt specifikke spiludgivelser, og en simpel softwareopdatering kan mirakuløst fjerne stædige visuelle fejl. Kapløbet inden for disse intelligente algoritmer rykker sig fremad med ufattelig fart, men læser man eksperternes uafhængige målinger lige nu, står én ting mejslet i granit: Tronen for den mest overlegne billedkvalitet tilhører lige nu suverænt Nvidia.
