20 procent af voksne mangler venner: psykologen afslører den sande årsag

Mange udadvendte voksne bærer på et usynligt forsvarssystem, der blokerer for ægte venskaber og langsomt underminerer helbredet.

Klokken er lidt over tyve fredag aften, og en kold novemberregn slår let mod ruden i stuen. På egetræsbordet ligger en telefon, der netop har lyst op med endnu en munter besked fra en kollega. Lad os kalde hende Helene – hun er 42 år gammel, vellidt af alle på kontoret og har over to hundrede kontakter i sit professionelle netværk. Alligevel sidder hun alene i stuens mørke med en underlig, snigende knude i maven. Hvordan kan et menneske, der konstant er omgivet af folk i hverdagen, føle sig så bundløst isoleret, når mørket falder på og døren låses?

Hvorfor udadvendte mennesker ofte er de mest ensomme

Et voksent menneske uden nære venner bliver i populærkulturen alt for ofte misforstået og sat i bås som en særling, en social enspænder eller bare en person, der helt grundlæggende ikke bryder sig om andre. Dette stereotype billede rammer utroligt ofte kilometer forbi skiven. Nyere psykologisk forskning i menneskelige relationer og tilknytningsmønstre tegner et ganske andet og langt mere nuanceret portræt.

Mange af disse mennesker er yderst omgængelige, besidder enorm social intelligens og kan let levere kække bemærkninger over en fredagsmiddag til 1.500 kroner på en travl restaurant. De kan ubesværet agere festens midtpunkt og trives fremragende i store forsamlinger. Forskellen ligger udelukkende i, at de helt konsekvent nægter at lukke nogen som helst ind i deres indre følelsesmæssige maskinrum.

Manglen på nære venner i voksenalderen skyldes sjældent kulde eller egoisme, men derimod en dybt forankret overbevisning om, at ægte nærhed er livsfarligt.

Denne overbevisning er stort set aldrig formuleret bevidst i deres egne tanker. For personen selv føles det ganske enkelt bare som en indgroet vane. De beder aldrig om hjælp til flytningen, de nævner aldrig deres egne sårbarheder, og de skifter elegant emne eller tyr til humor, hvis samtalen hen over kaffekoppen truer med at blive for personlig. Udadtil fremstår en sådan person imponerende stærk og totalt uafhængig. Det lyder måske paradoksalt, men for deres eget indre nervesystem er denne uafhængighed ikke et tegn på styrke; det er en permanent, udmattende alarmtilstand opsat alene for at afværge fremtidige svigt.

Teorien bag den afvisende tilknytning

Relationel psykologi har i mange årtier med stor succes lænet sig op ad teorien om tilknytningsstile. Grundtanken er både logisk og brutal: Den måde, Deres primære omsorgspersoner reagerede på Deres fundamentale behov i de allerførste leveår, støber en usynlig skabelon for tillid. Denne livslange skabelon tager De fuldstændig ubevidst med Dem ind i alle voksenlivets venskaber, professionelle relationer og ægteskaber.

Når de voksne omkring et lille barn er varme og forudsigelige i deres reaktioner, lærer barnet hurtigt, at det trygt kan udtrykke sine behov uden at frygte straf eller skam. Men hvis gråd, utryghed og frustration derimod systematisk mødes med kulde, åbenlys irritation eller bare et tomt, fraværende blik, slår barnets hjerne i løbet af brøkdele af et sekund over i ren overlevelsesmodus.

Barnet lærer lektien på den hårde måde. Det holder simpelthen op med at spørge om trøst. I stedet for at søge den hjælp, der alligevel udebliver fra de voksne, trækker det sig helt ind i sig selv for at beskytte det, der er tilbage.

Ligesom man instinktivt holder op med at røre ved en brændende varm kogeplade, holder man op med at vise sårbarhed efter blot et par alvorlige svigt.

Moderne psykologer refererer ofte til denne specifikke mekanisme som “tvungen selvtilstrækkelighed”. Man begynder ekstremt tidligt at opføre sig, som om man ikke har brug for nogen anden levende sjæl på kloden, for i en fjern fortid var præcis denne isolationsstrategi den absolut eneste sikre havn i et kaotisk eller koldt hjem. Det anslås i dag, at op mod 20 procent af alle voksne lever med en markant undvigende tilknytningsstil. Der er altså ikke tale om en eksklusiv klub for særlinge. Det er en massiv, udbredt del af samfundet, og ironisk nok er det især dem, der udadtil virker allermest ressourcestærke.

Fem tegn på at overlevelsesstrategien har taget over

En person med et undvigende tilknytningsmønster har som regel ualmindeligt let ved at etablere nye, overfladiske netværk. De er ofte utroligt vellidte af naboerne og er fagligt enormt dygtige kolleger, der altid leverer til tiden. Den virkelige udfordring melder sig eksakt der, hvor samtalen om vejret rinder ud, og den egentlige intimitet burde begynde.

Meget ofte afslører mønsteret sig direkte gennem helt konkrete, dagligdags handlinger i voksenlivet:

De har en pakket kalender med masser af kaffeaftaler, men deler aldrig personlig tvivl eller alvorlig frygt med nogen af deres bekendte.
De står konsekvent forrest i køen, når arbejdskolleger har brug for en ekstra hånd, men de beder aldrig selv om at få returneret en tjeneste.
De stiller utroligt gerne lange, oprigtigt interesserede spørgsmål til andres privatliv, men navigerer lynhurtigt uden om emner, der berører dem selv.
Når nogen insisterende kigger dem i øjnene og spørger, hvordan det går, falder svaret prompte: “Fint, alt kører helt på skinner,” uanset hvordan den indre virkelighed reelt ser ud.
De foretrækker markant at arrangere større gruppeaktiviteter frem for at mødes under fire øjne, hvor de lange pauser i samtalen ofte gennemtvinger ubehagelig ærlighed.

En voksen uden tætte relationer vinder med andre ord ofte hverdagens sociale spil på overfladen ved systematisk at benytte den ubevidste flugtstrategi, som engang beskyttede dem mod svigt i barndommen.

Den skjulte pris for at holde Deres indre i skak

Lad os være helt ærlige et øjeblik: For ufatteligt mange karrieremennesker med denne forhistorie er den konstante følelsesmæssige tilbageholdenhed blevet en decideret kilde til stolthed. “Jeg går ikke i panik over småting,” fortæller de sig selv i spejlet, “jeg lader mig ikke slå ud, jeg fikser altid problemerne på egen hånd.” Den medicinske forskning kigger imidlertid et helt andet sted hen for at finde sandheden. Forskerne trækker i hvide kitler og måler deltagernes hjerterytme, blodets indhold af kortisol samt musklernes reaktioner.

Resultaterne fra disse kropslige undersøgelser er direkte alarmerende. Følelser, der år ud og år ind aldrig får lov at passere læberne, fordamper ikke på magisk vis i den blå luft. De lejrer sig fysisk dybt i kroppen og skaber en permanent fysiologisk spændingstilstand, som kolleger og familie slet ikke ænser bag det overskudsagtige smil. Når en undvigende person befinder sig i en skarp verbal konflikt med en partner, kan vedkommende udefra set fremstå iskold, fattet og næsten kynisk upåvirket.

Samtidig kører kroppens motor i absolut højeste gear: Hjertet hamrer blindt derudad, stresshormonerne pumper massivt i blodet, og de indre muskelspændinger er voldsomme.

Forskere fra anerkendte Harvard Medical School har overbevisende påvist, at denne konstante, usynlige stressbelastning over tid fører til alvorlig udmattelse, markante søvnproblemer og en voldsomt forhøjet risiko for at udvikle svær, behandlingskrævende angst. Hos denne specifikke persontype præsenterer en depression sig dog uhyre sjældent som et teatralsk, grædende sammenbrud. Den mærkes langt snarere som en tung, ubeskrivelig følelse af kronisk tomhed; en snigende fornemmelse af, at tilværelsen på papiret er helt perfekt, men alligevel smager mærkeligt ferskt og farveløst.

Hvad en 70 år gammel undersøgelse fra Boston afslører

Hvis De nogensinde har tvivlet på den livsforlængende vigtighed af ægte relationer, skal De rette blikket mod et enormt arkivskab i USA. Doktor Robert Waldinger, forsker ved Harvard University, står i dag i spidsen for et enestående studie, der blev påbegyndt helt tilbage i 1938. Gennem mere end syv årtier har flere generationer af forskere fulgt livsbanen for hundredvis af mænd fra Boston-området, alt imens de minutiøst har kortlagt deres fysiske helbred, skiftende karriereforløb og personlige kriser ned til mindste detalje.

Den endelige og utvetydige konklusion fra dette monumentale databjerg overtrumfer enhver form for overfladisk moderne selvhjælpsfilosofi. Det, der suverænt og uden sammenligning afgør, om vi undgår kognitivt forfald og bevarer livsglæden i livets absolutte efterår, er hverken størrelsen på vores dyre pensionsopsparing, vores genetiske kolesteroltal eller mængden af professionelle netværk på telefonen.

Spørgsmålet om, hvem De kan tillade Dem at ringe grædende til klokken 03:00 natten til onsdag, er en markant mere præcis vejviser mod Deres fremtidige sundhed end Deres nuværende blodtryk.

Det er ene og alene kvaliteten af de nære bånd, vi har turdet knytte, der beskytter os mod forfald. At have bare en enkelt eller to betroede personer i livet, over for hvem man kan tabe ansigt fuldstændigt uden at miste deres kærlighed, beskytter den menneskelige hjerne bedre mod tidens tand end nogen kendt medicin på markedet.

Kulturelle forskelle og myten om den stærke ener

Utroligt mange voksne europæere forsvarer deres kroniske ensomhed med en nonchalant skuldertrækning og påstanden: “Sådan er min natur nu engang bare bygget.” Antropologien og krydskulturelle studier byder imidlertid på et markant anderledes perspektiv. Den mur af tryg distance, der præger så afsindigt mange moderne relationer, er langt fra et universelt, biologisk menneskeligt træk.

I store dele af den vestlige og i særdeleshed nordiske verden glorificeres den følelsesmæssige hårdhudethed fortsat skånselsløst i både arbejdsmarkedet og hjemmene. Der hersker en sejlivet, næsten stædig overbevisning om idealet “den stærke ener”, hvor mantraet “bid tænderne sammen” og “klar det selv” nedarves fuldstændig ukritisk fra generation til generation. Hvis De er opvokset i dette system, føles alt andet som uacceptabel svaghed.

Kigger vi derimod på samfund bygget omkring stærke familiære og relationelle netværk, er dynamikken slående anderledes. Antropologer fra Stanford University har gennem feltovervågning dokumenteret, hvordan voldsomme kriser håndteres i samfund spredt ud over både Asien og Latinamerika. I disse kulturer betragtes det tværtimod som en ufravigelig forpligtelse at påkalde sig vennernes og naboernes umiddelbare hjælp, når tilværelsen strammer til for alvor. At blotlægge sine dybeste problemer for flokken formindsker ikke individets ære; det opfattes tværtimod som den lim, der styrker fællesskabet.

Tre skridt der virker, når muren skal ned

Når den snigende træthed over at bære alt vægten alene til sidst rammer systemet, lyder de velmenende råd udefra altid skræmmende ens: “Du må ud og møde nogle nye mennesker,” eller “Meld dig til en vinsmagning og udvid din horisont.” For en voksen person, der er mentalt brolagt med undvigende overlevelsesstrategier, rammer disse råd ikke bare ved siden af skiven – de forværrer ofte stressen. Udfordringen er som nævnt ikke at lære at trykke hånd med tre nye ansigter; det mestrer De allerede. Udfordringen er at lade dem, De allerede kender overfladisk, rykke de sidste to kritiske skridt ind over tærsklen.

Eksperter fra Institut for Systemisk Terapi i Hamborg peger entydigt på, at den reelle forandring aldrig nogensinde begynder foran et stort og ukendt publikum. Den tager sin spæde start i ekstremt små, kontrollerede ryk under fire øjne:

Bryd den faste facade med ganske få ord: Næste gang en ven eller nær kollega spørger ind til Deres weekend, så undertryk den brændende impuls til automatisk at svare “fint”. Sig i stedet med rolig stemme: “Helt ærligt, så synes jeg, det har været en rigtig tung og stressende uge.”
Modtag hjælp uden krav om modydelse: Når en nabo uopfordret tilbyder at løfte en opgave for Dem, så slug det øjeblikkelige instinkt til blankt at afvise og klare det selv. Træk vejret, kig dem i øjnene, og sig blot et simpelt tak.
Identificer den falske alarm: Når De pludselig mærker den velkendte, paniske trang til at trække Dem tilbage fra en samtale, der sporer ind på det personlige, så stil roligt Dem selv spørgsmålet indeni: “Er denne person her foran mig virkelig farlig, eller er det bare min hjerne, der kører et tredive år gammelt, forslidt kassettebånd?”

For et voksent menneske, der har brugt bogstaveligt talt hele sit voksne liv på i det skjulte at undgå sårbarhed, vil blot ét af disse små skridt føles fuldstændig som at springe ud fra ti-meter-vippen og ned i et klinkebassin uden vand. Det er udelukkende hjernen, der pumper systemet med falske advarselssignaler om forestående latterliggørelse.

Ensomhed er et signal, ikke en permanent dom

Hvis frygten alligevel er for overvældende til at tackle på egen hånd, viser de kliniske landvindinger enormt lovende takter. På den velrenommerede Menninger-klinik i Texas har læger indsamlet årevis af data, der endegyldigt beviser, at moderne terapiformer som specifik skematerapi og EMDR med meget stor succes kan behandle selv de mest dybt forankrede undvigende mønstre. Det kræver naturligvis både tid og tålmodighed langsomt at lære et hyperaktivt nervesystem, at det faktisk er sikkert og trygt at lade sig falde bagover og blive grebet.

Den moderne psykologi betragter heldigvis ikke længere kronisk ensomhed som en skamfuld, social mærkat, man trøstesløst skal bære resten af sine dage. Tilstanden anskues langt mere konstruktivt som et livsvigtigt, blinkende signal fra den menneskelige krop – fuldstændig på linje med intens fysisk smerte ved en forstuvning. Det informerer blot ejermanden om, at et essentielt, biologisk behov for tæt, ufarlig kontakt mangler at blive dækket.

Forståelsen af, at Deres ekstreme uafhængighed og følelsesmæssige kulde slet ikke er en uforanderlig, iboende brist i Deres personlighed, men udelukkende resterne af et nødvendigt forsvarsværk fra en tid i barndommen, hvor overlevelse var vigtigere end trivsel, kan bringe en enorm og tiltrængt lettelse i brystet. De behøver ikke på noget tidspunkt at bebrejde Dem selv for i mange år at have holdt kortene og følelserne stramt ind til kroppen; det var utvivlsomt den klogeste og mest logiske beslutning dengang. Spørgsmålet er blot, om De i dag vil tillade en enkelt sprække i den usynlige mur, så virkeligheden udenfor meget langsomt kan begynde at finde vej ind i varmen.