Vinter, frost og et fuldt foderhus – men solsorten ignorerer det hele
Kulde, is, et foderhus fyldt med lækkerier – og alligevel vandrer solsorten roligt rundt på jorden og ignorerer alt, hvad der hænger i træet. For mange er det en gåde. Andre fugle stimler sammen om fedtkugler og frø, mens den sorte fugl med det gule næb opfører sig, som om intet af det eksisterede.
Det er faktisk ikke en lunte, men resultatet af tusindvis års tilpasning til livet ved jorden – ikke på svingende foderhuse. Solsorten har helt specifikke behov, som et klassisk vinterfoderhus simpelthen ikke opfylder.
Hvorfor solsorten ignorerer et fyldt foderhus
Solsorten er ingen akrobat som mejsen. Den kan godt se de hængende fedtkugler fra afstand, men instinktet siger: søg føde på jorden. Den har kraftige ben, fremragende syn og en krop bygget til at hoppe i græsset, rode i bladlaget og skrabe blade til side. For solsorten er en gren med et foderhus en unaturlig situation – fuld af risiko for fald og angreb fra rovfugle.
Solsorten stoler instinktivt på det, der gemmer sig under dens fødder, ikke på det der svinger over dens hoved i en snor. Selv i den hårdeste frost går den derfor i sneen, kigger under blade og finder det, vi ikke umiddelbart ser: småinsekter, larver, regnorme og bløde planterester.
Morgenfrost er ikke blot en ubehagelig ting for solsorten – det er en kamp for overlevelse. En lille organisme mister varme lynhurtigt, så solsorten er nødt til at spise ofte og præcist. Enhver unødvendig anstrengelse, ethvert mislykket forsøg på at nå hård føde, er spild af energi, som den ikke genvinder. Hængende frø eller frostforstenet fedtkugle er en risikobetonet affære for den – den skal klatre, balancere og er ofte slet ikke i stand til at spise det bagefter.
Sådan opstår et vinterspisehjørne under bladene
For mange haveejere er et ryddet og bortskaffet bladlag ensbetydende med orden. For solsorten er det en katastrofe. Et lag blade ved buskene fungerer som et tæppe – det isolerer jorden, bremser nedfrysning og holder temperaturen tæt under overfladen lidt højere end på en bar plæne.
I dette tynde, ufrosne lag fortsætter livet. Mikroorganismer nedbryder organisk materiale, og indeni gemmer sig larver, små hvirvelløse dyr og andre proteinkilder. For solsorten er det en ægte genopladningsbuffet. Ornitologiske organisationer understreger, at det at lade blade ligge under buske er en af de mest effektive måder at hjælpe jordnære fugle på.
Om vinteren tænker vi primært på fedt som brændstof for fugle. For solsorten er situationen lidt anderledes. Dens organisme, vant til en kost bestående af insekter, regnorme og blødt frugt, har stadig brug for en ordentlig portion animalsk protein. Under bladlaget finder solsorten det, som ikke engang den fedeste fedtkugle kan give – bløde, letfordøjelige proteiner i form af larver og regnorme.
Når buskene er bare og plænen “perfekt ryddet”, mister fuglen et af sine vigtigste fødesteder. Derfor er det at lade blade blive i havens afkroge ikke forsømmelse, men reel hjælp.
Hvad solsortens næb betyder for valget af føde
Solsorten har et slank, relativt fint næb. Det kan ikke håndtere det hårde skaller på solsikkefrø som kernebidere eller graspurv. For solsorten er en blanding fuld af store, uafskallede frø praktisk taget ubrugelig. Den kan nok gribe små stykker, men den energimæssige omkostning ved sådan en måltid er høj og gevinsten lille.
Som følge heraf undgår fuglen instinktivt foderhuse, der er paradis for mange andre arter. Den søger noget, der kan sluges med det samme, uden afskalling og besværlig bearbejdning. Forskere, der beskæftiger sig med fugles adfærd, bekræfter, at næbbets morfologi direkte påvirker overlevelsesstrategien om vinteren.
Om efteråret spiser solsortene gerne bær fra vedbend, hyld eller tjørn. Kolde nætter forvandler dog disse frugter til hårde, udtørrede kugler. Efter flere omgange frost er selv de frugter, der hænger tilbage på grenene, dårlige at spise – de er tørre, lidt næringsrige og svære at gennembore med et fint næb. Derfor går solsorten midt om vinteren næsten helt “ned på jorden” – bogstaveligt talt. Under bladlag og strøelse finder den stadig bløde mundfulde, som den hverken behøver at knuse eller skalle af.
Sådan hjælper du solsorten effektivt i haven
I stedet for at tilføje endnu flere fedtkugler kan det betale sig at indrette et særligt “hjørne” til jordnære fugle. Følgende bløde, letfordøjelige produkter fungerer bedst:
- Frugt: rådne æbler og pærer skåret i halve, lagt med snitfladen opad, så solsorten let kan nå frugtkødet
- Rosiner: det er en god idé at udbløde dem i lunkent vand på forhånd, så de bliver bløde og fugtige
- Havregryn: let dryppet med vegetabilsk olie – for eksempel rapsolie – hvilket øger måltidets energiværdi
- Færdige blandinger til insektædende fugle: disse indeholder oftest tørrede melormlarver og andre proteinkilder
- Finthakkede æbler blandet med havregryn
- Blødt tørret frugt som dadler eller figner skåret i stykker
- Kogte kartofler moset i små stykker
- Usaltet hytteost i en lille mængde som proteinkilde
For solsorten gælder det: blød kost er bedst – frugt, gryn, larver og ikke hårde frø der kræver knusning. Stedet er afgørende. Midten af en flisebelagt terrasse er for solsorten et sted, der er udsat for angreb fra alle sider. I naturen fouragerer denne fugl tæt ved buske og tæt bevoksning, hvorfra den med et enkelt spring kan nå sikkerheden i tykset.
De bedste steder at fodre er arealer under tætte buske, kanten af staudebed, pladser ved kompostbunken eller langs en hæk samt afkroge ved husets væg – dog kun der, hvor solsorten har frit udsyn rundt om sig. Det kan betale sig at sprede føden over et større areal frem for at ophobe det hele ét sted. Det reducerer aggressionen fuglene imellem, for solsorte er overraskende territoriale – selv om vinteren.
Sådan beskytter du solsorten mod katte og rovfugle
Fodring ved jorden har én alvorlig ulempe: fuglene bliver et let mål for katte. Et dyr, der gemmer sig i busken, kan angribe på en brøkdel af et sekund. Et øjebliks uopmærksomhed fra en fugl, der bøjer sig over et stykke æble, er nok.
Fodringszonen bør kombinere to ting: frit udsyn på en til to meter rundt om og en tæt busk lige ved siden af som lynhurtigt fristed. Læg ikke mad ved verandaen, i afkroge, under terrassen eller tæt ved en brændestabl – det er ideelle skjulesteder for rovdyr. Ornitologer anbefaler desuden at reagere, hvis du bemærker, at naboens kat regelmæssigt holder vagt på det valgte sted i haven.
En god haveindretning betyder to niveauer af fodring: et hængende foderhus til mejser, graspurve eller grønirisk og et lavt, særligt sted til solsorten og andre jordnære fugle som sjaggere eller drossel. På jorden serverer du bløde produkter, og i foderhuset oppe tilbyder du hårde frø, nødder og solsikke. Hertil en lavvandet skål med vand, der jævnligt fyldes op. På frostdage er det en god idé at hælde lidt lunkent vand i, så det ikke fryser til med det samme.
Hvad mere du kan gøre for solsorte i din have
På længere sigt hjælper måden, man plejer haven på, allermest. Tætte hække, buske med spiselige bær, dele der får lov at blive lidt mere “vilde”, blade der ikke er revet væk under alle buske – alt dette skaber et rum, hvor solsorten har noget at spise og et sted at skjule sig hele året. Forskere, der beskæftiger sig med havers biodiversitet, har konstateret, at såkaldte naturhaver understøtter op til tre gange så mange fuglearter som konventionelt vedligeholdte arealer.
Det er også værd at huske, at solsorten hurtigt lærer mønstre i vores have. Hvis du hver morgen lægger en portion frugt og gryn det samme rolige sted, begynder fuglene at opfatte dette sted som en stabil, relativt sikker energikilde. Det kan være afgørende for deres overlevelse under de hårdeste frostvejr. Det kræver ikke noget kompliceret – kun regelmæssighed og forståelse for, hvad solsorten faktisk har brug for.
