En scene mange havejere kender alt for godt
Der er noget genkældeligt ved synet: et farverigt fodersted, en flok mejser i travl aktivitet – og så dukker et kvikt egern op og tømmer hele forrådet af frø på få timer.
Det kan faktisk stoppes, uden at nogen dyr kommer til skade. Hvis du virkelig ønsker at fodre fuglene, er der flere velafprøvede metoder, der begrænser egernenes adgang, mens dyrene stadig behandles skånsomt.
Hvorfor er egern så tiltrukket af fuglefodersteder?
For et egern er et fuglefoderstede simpelthen den nemmeste spisestue i nærheden. Der er ingen grund til at lede efter nødder – ét hop, og der ligger en kalorierig frøblanding klar. Egern kan hoppe vandret op til halvanden meter og falde ned fra en højde på op til tre meter, og de klatrer ubesværet op ad de fleste stolper og træstammer.
Så længe foderstedet står tæt på et træ, et hegn eller et tag, opfatter egernet det som endnu et bekvemt stop på sin rute gennem haven. Opgaven handler derfor ikke om at “bekæmpe” egern, men om at indrette foderstedet sådan, at det er svært tilgængeligt for dem, mens fuglene stadig kommer let til.
Placering af fuglefoder: stedet er halvdelen af løsningen
De fleste fejl opstår allerede i placeringsfasen. Selv den dyreste egernresistente model hjælper ikke, hvis dyret blot kan hoppe direkte fra en gren.
Hold mindst 3 til 4 meters afstand fra træer, tage, pergolas og hegn. Undgå at hænge foderstedet fra en gren – det er et ideelt springbræt for egern. Søg i stedet efter en relativt åben plads, hvor eneste adgangsvej går fra jorden via en stolpe.
Et foderstativ på en selvstændig metalstolpe, sat ned i plænen, fungerer rigtig godt. En højde på cirka 180 centimeter besværliggør spring, og den glatte overflade reducerer poternes greb. Mange vælger udelukkende at placere foderstedet der, hvor det er synligt fra køkkenet – men det betaler sig at tilføje to ekstra kriterier: et sted beskyttet mod kraftig vind, da et svajende foderstativ kan komme inden for springafstand, og en placering hvor egernet ikke har adgang via en altan eller et gelænder.
En velplanlagt bufferzone omkring foderstedet betyder, at selv det mest beslutsomme egern må nærme sig fra jorden, hvor mekaniske barrierer lettere holder det væk.
Fysiske barrierer: beskyttelsesskærme, bure og smarte konstruktioner
Næste skridt er hindringer, egernet simpelthen ikke kan komme forbi. Her er det forskellige typer beskyttelsesskærme og burefoderstederne, der dominerer.
Beskyttelsesskærme – også kaldet baffles – monteres på stolper og over foderstederne. De fås i form af kegler, tallerkener eller cylindre. De sættes enten på stolpen et godt stykke over jorden for at forhindre klatring, eller over et hængende foderstativ, så de danner en glat “paraply”, dyret glider ned fra.
Det er værd at være opmærksom på materialet. Billig tyndt plastik kan revne i frosten og er kassabelt efter én sæson. Bedre alternativer er metalskærme modstandsdygtige over for tænder og vejr, eller tyk polycarbonat, der ikke nedbrydes i solen. En kvalitets-baffle i galvaniseret stål holder i flere år uden skader.
Burefodersted og specialmodeller mod egern
En anden løsning er foderstederne med et metalnet rundt om. Princippet er enkelt: hullerne er store nok til, at små fugle frit kan nå frøene, men for små til at et egern eller en tyk due kan klemme sig igennem. Disse løsninger er særligt effektive i haver, hvor der også optræder pindsvin, mus eller andre større gnavere.
- Foderstederne med trådnet med maksimalt 4 centimeters diameter
- Modeller der reagerer på dyrets vægt med en justerbar fjeder
- Roterende foderstederne, der lukker adgangen under tungere dyr
- Konstruktioner der kræver, at fuglene spiser med hovedet nedad
- Foderstederne med metalrammer rundt om åbningerne, modstandsdygtige mod gnav
- Modeller med faldklapper aktiveret af vægt
- Rørlignende foderstederne med beskyttende overdækning
- Kombinerede systemer med både beskyttelsesskærm og vægtstyring
Markedet for fuglefodersteder har udviklet sig markant. I havecentre kan man finde konstruktioner, der reagerer på dyrets vægt, roterende modeller og endda sådanne, der kræver, at fuglene spiser på hovedet. Modeller med vægtstyring er særligt praktiske – for en lille fugl forbliver fjederen ubevægelig, men for et tungere egern lukker den for adgangen til frøene. Man behøver ikke holde konstant opsyn; mekanismen klarer det selv.
Ved valg af model er det desuden værd at bemærke kvaliteten af udførelsen. Foderstederne med plastikdele ender hurtigt med afgnavede kanter. Metalrammer, solide tråde og kraftige kroge forlænger levetiden betydeligt. Ornitologiske organisationer anbefaler at investere i en bedre model, der holder i flere sæsoner.
Afledningsmanøvren: et separat foderstade til egernene
Nogle gange er det bedre at gå offensivt til værks frem for konstant at forsvare sig. Egern er opportunister – de vælger det sted, hvor de lettest kan få fat i mad. Den egenskab kan man udnytte klogt.
En god idé er en lille kasse eller et lavt foderstade placeret i et hjørne af haven, et par meter fra det primære fuglfoderstade. Fyld det med usaltede valnødder, hasselnødder, majs eller solsikkefrø af lavere kvalitet. Hvis der ét sted er mad inden for poteafstand, og et andet sted kræver klatring ad en glat stolpe, vælger de fleste egern hurtigt den nemmeste mulighed.
Det virker ikke hundrede procent hele tiden, men det reducerer presset på det primære foderstade betydeligt. Forskere fra universiteter, der beskæftiger sig med dyreadfærd, bekræfter, at egern faktisk foretrækker steder med det mindste energiforbrug. Metoden har vist sig effektiv i mange haver på tværs af Europa.
Frøvalg der er mindre attraktivt for egern – og den krydrede løsning
Den type frøblanding, man bruger, påvirker også gnaver adfærden. Solsikker, nødder og majs er de absolutte favoritter for egern. De spiser derimod mindre gerne nyjer – de små sorte frø, som stillitser er vilde med – foder domineret af safflor eller enkelt havre uden tilsætningsstoffer.
At skifte den standard frøblanding ud med en, der passer bedre til fugle end egern, kan markant reducere egernenes besøg. For mange fuglearter som grønirisk og stillits vil det fortsat være en attraktiv spisestue. Ornitologer anbefaler også blandinger med enkelt hirse, som egern næsten ignorerer fuldstændigt.
En anden metode er blandinger tilsat kapsaicin – det stof, der er ansvarligt for chilipebbers styrke. Fugle har ikke de receptorer, der opfatter denne type brændende fornemmelse, men pattedyr har. For fugle smager frø med stærkt krydderi som normalt, mens det for egern er en meget ubehagelig oplevelse, de ikke ønsker at gentage.
I butikkerne findes færdige blandinger eller præparater til selvstændig spraypåføring på frøene. Det er blot vigtigt at følge producentens anvisninger og undgå at indånde aerosolen ved påføring, da den også er irriterende for mennesker. Forskere fra veterinære institutioner bekræfter, at metoden er fuldstændig sikker for både fugle og egern.
Sæson, vejr og haveejerens tålmodighed
Egernenes efterspørgsel på fodersteder er ikke konstant. Når skove og parker er fulde af frø, agern og nødder, kommer de sjældnere. Det virkelige pres begynder sidst på efteråret og om vinteren, når de naturlige forråd er opbrugt.
Inden vinteren sætter ind, kan det betale sig at gennemgå alle sikringer – tjekke beskyttelsesskærmene, afstandene, stolpernes tilstand og fylde egernzonen op med billigere mad. Læg mærke til, hvilken vej de oftest nærmer sig, og tilpas foderstadets placering derefter. Hele systemet fungerer sjældent perfekt fra første dag.
Egern er intelligente og prøver forskellige tricks. En velovervejet konfiguration – passende afstand, metalstolpe, beskyttelsesskærm, den rette type foderstade og frøblanding – vil gradvist lære dem, at det simpelthen ikke kan betale sig at spilde energi på dette sted.
Undervejs vil man opdage, hvilke fuglearter der besøger haven, hvilke frø de foretrækker, og hvordan deres aktivitet ændrer sig gennem året. Det gør det lettere at vælge ikke bare den rette egernbeskyttelse, men hele fodringsprogrammet for de bevingede gæster. Med lidt tålmodighed og det rigtige udstyr kan man nyde synet af mejser, stillitser og andre fugle – uden konstant at skulle konkurrere med egernene om hvert eneste frø.
