Et usædvanligt eksperiment, der stadig virker fire årtier senere
Et studie foretaget 43 år efter forsøget viser, at dette usædvanlige eksperiment er blevet et af de mest effektive tiltag til at genskabe liv på skråningerne af Mount St. Helens. Gnavere, der normalt betragtes som skadedyr, viste sig at blive stille allierede i et genopretnende økosystem.
Mount St. Helens i det nordvestlige USA hører til verdens mest overvågede vulkaner. Da den eksploderede med enorm kraft i 1980, forvandlede den det omkringliggende landskab til en død ødemark dækket af pimpsten og aske. Biologer antog dengang, at naturgenopretningen ville tage årtier — måske århundreder. Virkeligheden overraskede dem alle, for det var helt almindelige markmurmeldyr, der kom til at spille en afgørende rolle.
Vulkanen, der forvandlede landskabet til en månedessert
Den 18. maj 1980 udbrød vulkanen Mount St. Helens i staten Washington med en styrke, der kostede 57 mennesker livet. En enorm del af de omgivende skove blev omdannet til grå grus. En lavine af aske og glødende bjergarter dækkede terrænet med et tykt lag pimpsten. Planter og dyr forsvandt, og stedet begyndte at minde om overfladen af en fremmed planet.
Biologer forventede, at naturgenopretningen ville strække sig over hele århundreder. Jordbunden var udpint og berøvet det levende lag af mikroorganismer, der under normale forhold forsyner planter med mineraler. I de første år efter udbruddet talte man kun et par dusin individuelle planter på hele dette stenet ødemark. Landskabet så ud som et sted, hvor livet aldrig ville vende tilbage.
Et videnskabeligt team fra University of California og flere andre forskningscentre søgte efter måder at fremskynde livets tilbagevenden til bjergskråningerne. I stedet for tungt maskineri eller gødning valgte de en langt mindre og mere bevægelig løsning: gravende gnavere, nemlig markmurmeldyr. Disse dyr har en naturlig tendens til at grave jorden om og skabe omfattende underjordiske systemer.
Den vanvittige idé: at genoplive jordbunden med markmurmeldyr
Forskerne forudså, at markmurmeldyrenes intensive gravning ville bringe gamle, frugtbare jordpartikler op til overfladen sammen med bakterier og svampe, der havde overlevet under askelaget. I maj 1983, tre år efter udbruddet, transporterede forskere en gruppe markmurmeldyr til to afmærkede arealer dækket af pimpsten. Dyrene tilbragte kun én enkelt dag der. En kort episode for et menneske — men for den nedbrudte jordbund var det et enormt skub fremad.
På bjergskråningerne opstod der et net af underjordiske gange, som blandede de enkelte jordlag sammen. Markmurmeldyrene flyttede dybere, ældre lag op mod overfladen, brød den hårde skorpe af aske og pimpsten og skabte mikrohabitater, hvor vand kunne tilbageholdes. Desuden lettede de frøenes adgang til dybere jordlag. Mikrobiologen Michael Allen fra University of California indrømmede år senere, at han netop havde regnet med denne “omrøringseffekt” i undergrunden.
Normalt betragtes markmurmeldyr som et problem for landmænd. De graver kanaler, underminerer rødder og ødelægger afgrøder. Denne gang blev deres naturlige adfærd — gravning og omvæltning af jord — en værdifuld økologisk tjeneste. Gnaverne formåede at:
- flytte dybere liggende, ældre jordlag op mod overfladen
- opbryde den kompakte skorpe af aske og pimpsten
- skabe mikrohabitater, hvor vand kan tilbageholdes
- lette frøenes vej ned i dybere dele af jordbunden
- bringe bakterier og svampe op til overfladen, som havde overlevet under det vulkanske materiale
- sætte en proces i gang, hvor jordbunden gradvist beriges med organisk materiale
Disse tilsyneladende enkle handlinger skabte grundlaget for det videre økosystem. Jordbunden fik en struktur, som planterødder og mikroorganismer kunne trænge ind i.
Seks år senere: 40.000 planter i stedet for ødemark
Eksperimentets resultater overgik alle forventninger. Da forskerne vendte tilbage til de samme arealer seks år senere, mødte de en helt anden verden. Der, hvor der tidligere kun voksede et par dusin planter, talte de nu cirka 40.000 individer tilhørende mange forskellige arter. Omgivelserne så stadig døde og ufrugtbare ud, men de to arealer, hvor markmurmeldyrene havde bevæget sig, mylrede af grønt. Kontrasten mindede om forskellen mellem en ørken og en ung skov.
Planterne var ikke blot “dukket op fra ingensteds”. De holdt sig og bredte sig gradvist til andre dele af terrænet. I takt med den voksende vegetation vendte insekter og fugle tilbage — og med dem større dyr. Et simpelt forsøg, der varede én dag, satte en hel kæde af forandringer i gang. Økosystemet begyndte at fungere som en helhed: jordbunden nærede planterne, planterne gav føde og ly til dyrene, og dyrene berigt igen jordbunden med organisk materiale.
Et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet Frontiers afslører, hvad der foregik under overfladen i de efterfølgende årtier. Nøglen viste sig at være mykorrhizasvampe, der lever i symbiose med planterødder. Deres rolle i naturen er enkel, men enormt vigtig: svampens netværk af tråde udvider røddernes rækkevidde og hjælper planter med at optage vand og mineraler. Til gengæld modtager svampen en del af de sukkerarter, planten producerer gennem fotosyntese.
Mikroskopiske allierede: mykorrhizasvampe
Forskerne fandt ud af, at i de områder, hvor markmurmeldyrene havde arbejdet, udviklede mikroorganismesamfundet sig ekstraordinært kraftigt. Mykorrhizasvampe hjalp træerne med at vokse hurtigt, udnytte nåle og blade, der faldt til jorden, og hele genopretningsprocessen forløb markant hurtigere end på de nærliggende arealer, som gnaverne ikke havde berørt. Jordbunden var blevet til en levende organisme fuld af vekselvirkninger mellem planter, svampe og bakterier.
Studiets medforfatter Emma Aronson fra University of California bemærker, at træerne på mange steder på bjergskråningerne vendte overraskende hurtigt tilbage. Nåle, der faldt til jorden, blev føde for svampene, som til gengæld forsynede træerne med fosfor, kvælstof og andre grundstoffer. Denne stille kredsløb af stoffer driver skovens genopretning fremad. På de arealer, der indgik i eksperimentet, gik det sorte scenarie med en “død bjerg i generationer” ikke i opfyldelse. Vegetationen vendte tilbage langt tidligere end forudset i begyndelsen af 1980’erne.
Mykologen Mia Maltz fra University of Connecticut understreger én konklusion: naturen kan ikke alene betragtes ud fra organismer, der er synlige for det blotte øje. Det meste foregår i jordbunden, i mikroskopisk målestok — der, hvor bakterier og svampe bygger fundamentet for alt andet. Uden dette usynlige arbejde ville træer, buske og urter aldrig have kunnet slå rod.
Hvad markmurmeldyrene fra vulkanen lærer os
Historien om Mount St. Helens viser, at økologer ikke altid har brug for tungt maskineri eller avanceret teknologi. Nogle gange er det nok at udnytte adfærden hos en art, der i en anden sammenhæng betragtes som et problem. Markmurmeldyr, der af mange opfattes som besværlige skadedyr, forvandlede sig i et ekstremt ødelagt økosystem til økologiske partnere. Deres naturlige aktiviteter genoprettede jordbunden på en måde, som ingen maskine ville have kunnet efterligne.
Denne type eksperimenter har praktisk betydning langt ud over Mount St. Helens. Stadig flere områder i verden oplever ødelæggelse: efter brande, orkaner, industrikatastrofer eller intensivt landbrug. Forskere søger metoder, der ikke blot “grønner” et landskab kortvarigt, men sætter varige selvfornyende processer i gang. Arbejdet med naturlige gravere som markmurmeldyr, jordsler og visse andre gnavearter kan blive et af de brugbare redskaber.
I stedet for at planere terrænet og køre frugtbar jord ind med lastbiler kan man forsøge at støtte de organismer, der er i stand til at forbedre jordstrukturen indefra. Det er billigere, mindre invasivt og bedre tilpasset lokale forhold. Forskningen i mykorrhizasvampenes rolle åbner desuden vejen til en mere bevidst skovgenopretning. I stedet for blot at plante træer taler man i stigende grad om at “pode” jordbunden med de rette svampe eller jordbakterierne. Unge planter får da fra begyndelsen mikroskopiske hjælpere ved sin side, der hjælper dem med at overleve tørke og næringsfattige forhold.
Små organismer, store konsekvenser
Historien om markmurmeldyrene på vulkanens skråninger fungerer som en påmindelse om, at små ændringer i økologien kan sætte en lang kæde af konsekvenser i gang. Én dags gravning foretaget af et par ubemærkede gnavere satte en genopretningsproces i gang, der har stået på i over fire årtier. For folk, der er vant til storslåede billeder — lava, brande, orkaner — er det et mindre iøjnefaldende, men enormt værdifuldt perspektiv.
Den egentlige naturgenopretning består af hundredvis af stille vekselvirkninger: rod med svamp, svamp med bakterie, markmurmeldyr med jord. Og det er netop der, under vores fødder, at det afgøres, om et ødelagt landskab vågner til live — eller bliver til en permanent ørken. Måske er det værd at overveje, hvilke små forandringer man selv kan støtte i sine omgivelser.
