Bladlus kan ødelægge dine grøntsager på få dage
Bladlus er i stand til at hærge unge tomater, bønner eller kål i løbet af blot nogle få dage. I stedet for at gribe efter sprøjtekanden kan du satse på én smart plante, der lokker skadedyrene væk og samtidig kan spises.
Det er ingen mirakelkur, men derimod gammel havedyrkerviden: en farvestrålende blomst, der trækker skadedyr væk fra bedet, tiltrækker nyttigt insekter og oven i købet er spiselig. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men i praksis virker det overraskende godt.
Bladlus opsøger præcis det, der er ungt og saftigt. Nye tomatblade, friske bønneskud, unge kålhoveder – for dem er det en ubegrænset buffet. Når kolonien vokser sig stor, bliver stænglerne klæbrige af honningdug, bladene krøller sig og gulner, og planten bremser sin vækst.
Hvorfor bladlus elsker netop dine grøntsager
Bladlus har ét klart mål: ungt, skrøbeligt væv fyldt med saft. Tomater, kål, Bob Hranatý, courgetter – alle disse afgrøder er ideelle for bladlus. Forskere inden for biologisk plantebeskyttelse understreger, at skadedyrene koncentrerer sig der, hvor indholdet af frie aminosyrer i bladene er højest.
Når en koloni for alvor er i gang, lider planten ikke kun under selve suget, men også under overførsel af virusbårne sygdomme. De enkelte bladlus fungerer nemlig som levende injektionskanyler og overfører patogener fra plante til plante. Kemiske sprøjtemidler afbryder ganske vist denne cyklus, men med dem forsvinder også syvplettede mariehøns, svirrefluer og guldøjer.
Stadig flere haveejere tænker derfor anderledes: frem for at bekæmpe naturen samarbejder de med den. Nøglen er at skabe forhold i haven, hvor nyttige rovdyr har rigeligt med føde, og skadedyrene spredes ud over mindre vigtige planter.
Blomsten der virker som en magnet på bladlus
Den afgørende rolle i denne strategi spilles af stor blomsterkarse. Det er en velkendt blomst i danske haver med klart gule, orange eller teglrøde kronblade og runde, kødfulde blade. For bladlus er den endnu mere tiltrækkende end unge grøntsager.
Når blomsterkarsen vokser i nærheden af bedene, besætter bladluskolonierne som regel netop den første. De saftige blade og stængler tiltrækker insekterne, som bevæger sig væk fra dine tomater eller bønner og hen mod den farverige blomst. Grøntsagerne får en pause, og blomsterkarsen bliver en faldgrubeplante.
Eksperter inden for permakultur kalder denne metode companion planting – altså samdyrkning. Blomsterkarsen fungerer som en afledningsplante: bladlusene vælger den frem for grøntsagerne, og nyttige rovdyr som mariehøns og guldøjer får en praktisk buffet samlet ét sted.
En yderligere fordel er, at blomsterkarsen stiller næsten ingen krav til jordbunden. Den trives selv i mager jord, hvilket er en fordel langs bedrande, hvor du ikke ønsker at spilde kompost.
Nyttige rovdyr klarer resten af arbejdet
Når bladlusene samler sig på blomsterkarsen, træder havens såkaldte allierede ind i billedet: syvplettede mariehøns, svirrefluer, guldøjer og blomsterfluelarver. Det voksne insekt flyver til, tiltrukket af nektaren, og deres larver fortærer bladlusene intensivt. Et sådant gastronomisk samlingspunkt i form af blomsterkarse sikrer, at rovdyrene bliver længere i din have.
Forskning inden for biodiversitet viser, at jo mere varieret haven er, desto flere af disse hjælpere findes der. Et ensartet, ryddeligt bed med kun én grøntsagsart tiltrækker færre nyttige insekter, og skadedyrene har det lettere. Blomsterkarse blandt grøntsagerne øger mangfoldigheden og stabiliserer hele økosystemet på bedene.
Europæiske entomologer bekræfter, at én enkelt mariehønslarve spiser op til fem hundrede bladlus i løbet af sin udvikling. Skaber du i din have de rette betingelser for mariehøns, svirrefluer og andre rovdyr, får du et helt arbejdsteam gratis.
Disse arter reagerer desuden ikke panisk på enkeltforekomster af skadedyr. De arbejder løbende, holder bestande i balance og efterlader ingen rester som syntetiske insekticider.
Sådan sår og planter du blomsterkarse, så den virkelig hjælper
Blomsterkarsen er taknemmelig selv for begyndere. Den har store, rynkede frø, der er nemme at så, og jorden behøver ikke nogen særlig forberedelse.
Tidspunkter og fremgangsmåde ved såning:
- indendørs eller i drivhus – fra marts kan du så ét til to frø ad gangen i små potter og holde dem varmt; udplantning sker efter den sidste frost er forbi
- direkte i jorden – fra midten af maj, når jorden er varmet op, sås frøene ca. to centimeter dybt
- afstand – klumper af blomsterkarse bør plantes med tredive til fyrre centimeters mellemrum, så planterne har plads til at brede sig
- under spiringen bør jorden holdes let fugtig, men ikke vandlidende
- blomsterkarsen kræver ikke næringsrig, stærkt gødet jord – alt for rig bund giver mange blade, men færre blomster
- hvis bladlus hvert år kommer i store mængder til din have, er det en god idé at plante et par ekstra grupper lidt længere væk fra grøntsagerne som ydre afledere
- hvis en plante bliver sort af bladlus, kan du blot trække den op og fjerne den fra haven, inden kolonien spreder sig videre
Placering i grøntsagshaven:
Tre enkle arrangementer giver god effekt. Den første mulighed er at plante blomsterkarse i rækker mellem tomater eller peberfrugter – erstat hver tredje til fjerde plante med én blomsterkarsetot. Den anden mulighed er et kantbånd: blomsterkarsen kantsætter hele bedet og danner et levende dige, der opfanger skadedyrene, før de når grøntsagerne. Den tredje løsning er isolerede grupper fordelt rundt i haven, der fungerer som afledningspunkter.
Blomsterkarsen giver haven liv og støtter bestøvningen
De strålende blomster på blomsterkarsen er ikke kun lokkemad for bladlus, men også for bestøvere. Honningbier, humlebier og sommerfugle besøger dem flittigt. Jo flere sådanne gæster, desto bedre blomstrer og sætter frugt de nærliggende courgetter, græskar og frugttræer.
På en altan skaber et par kummer med blomsterkarse, cherrytomat og urter en lille selvbærende mini-have: nogle planter tiltrækker skadedyr, andre nyttigt insekt, og helheden styrker sig selv indbyrdes. Planterne bliver sjældnere syge, og menneskelig indgriben reduceres til vanding og lejlighedsvis klipning.
Forskere fra nederlandske universiteter har fundet, at blandede beplantninger med grøntsager og blomster reducerer forekomsten af skadedyr med gennemsnitligt tredive til halvtreds procent. Farverige blomster i grøntsagshaven er altså ikke bare pynt, men fungerer som en naturlig beskyttelsesbesætning for afgrøderne.
Spiselige blade, blomster og frø – blomsterkarsen i køkkenet
Blomsterkarsen er en fuldt ud spiselig plante. Bladene har en let pikant, sennepsagtig smag, blomsterne er let søde, og de unge frø egner sig til syltning. Dermed forener én enkelt plante en dekorativ, beskyttende og kulinarisk funktion.
De spiselige dele af blomsterkarsen indeholder glucotropaeolin, et stof med antimikrobielle egenskaber. I traditionel medicin blev de brugt mod hoste eller som immunstyrkende middel. I dag anvender kokke dem primært som dekorativt og smagsmæssigt element.
En simpel salat med pikant accent:
Til en let sommersalat kan du tilføje en håndfuld blade og kronblade fra blomsterkarsen. Bladene erstatter delvist rucola og giver en lignende skarphed, mens blomsterne imponerer på tallerkenen. Bland dem blot med en salatsalat, tomater, skåret rødløg, dryp med olivenolie og citronsaft, og smag til med salt og peber. Resultatet er frisk, markant og meget haveinspireret.
Syltede frø som hjemmelavet tilbehør til saucer:
Unge, endnu bløde frø fra blomsterkarsen kan tilberedes på samme måde som kapers. Efter en kort opkogning overhældes de med en varm lage af eddike, vand, salt, sukker og krydderier. Når de har trukket i nogle uger, passer de siden godt til saucer, kartoffelsalater eller fisk. Det er en dejlig måde at udnytte planten maksimalt på, mens den varetager særlige opgaver i haven.
Fejl der ødelægger effekten af at dyrke blomsterkarse
Den hyppigste fejltagelse er at plante blomsterkarsen tæt op ad særligt værdifulde planter, for eksempel det eneste tomatbed. Hvis der virkelig er mange bladlus, kan de løbe over fra faldgrubeplanten til de nærmeste skud. I en sådan situation er det bedre at rykke blomsterkarsen et par titals centimeter væk eller anlægge en selvstændig gruppe i et hjørne af haven.
Den anden fejl er at kombinere denne metode med kemiske sprøjtemidler. Insektgifte skelner ikke mellem, om de dræber skadedyr eller en mariehøns. Ødelæggelsen af nyttige arter medfører, at du ved næste bladlusbølge står alene med problemet. Blomsterkarsen virker bedst i en have, hvor du lader naturen gøre sit arbejde.
Det tredje problem er at forsømme regelmæssig kontrol. Selv om blomsterkarsen fungerer som en fælde, er det ind imellem nødvendigt at klippe stærkt angrebne blade af og brænde dem, så bladlusene ikke spredes videre. Det er en lille indsats, der forbedrer den samlede effekt mærkbart.
Sådan forstærker du blomsterkarsens effekt med andre planter
Blomsterkarsen er et stærkt element i det biologiske forsvar, men den er ikke det eneste. Endnu bedre resultater opnås ved at kombinere flere enkle tiltag. Du kan for eksempel så dild eller koriander i nærheden af bedene – deres blomster tiltrækker svirrefluer og guldøjer, som elsker bladlus.
At plante urter som pebermynte, lavendel eller rosmarin langs bedrande hjælper også. En del skadedyr undgår intense dufte og trækker hellere et andet sted hen. At lade mindst et par vilde hjørner med brændenælder eller røllike stå giver plads til udviklingen af nyttige insektarter.
Resultatet er, at haven begynder at fungere som en sammenhængende organisme. Nogle planter tiltrækker skadedyr, andre frastøder dem, og atter andre ernærer rovdyrene. Mennesket sætter blot disse elementer sammen frem for nervøst at gribe til endnu et sprøjtemiddel ved hvert nyt angreb.
For mange er den første udplantning af blomsterkarse ved grøntsagerne et eksperiment. Det er værd at afprøve det i det mindste på en del af bedene. Observer, hvor hurtigt mariehønsene dukker op, hvor bladlusene samler sig, og hvilke plantekombinationer der fungerer bedst. Sådanne observationer fra én enkelt sæson ændrer ofte hele måden at tænke havebrug på – fra kamp mod skadedyr til samarbejde med naturen.
