Plastikblomsterkrukker, folie og substratposer – det forsvinder fra haverne
Plastikblomsterkrukker, folie og poser med vækstjord er ved at forsvinde fra haverne hos dem, der har opdaget det absurde i at dyrke økologiske grøntsager omgivet af syntetisk affald.
Du kan have nok så fine bede med tomater og peberfrugter, men når de er omringet af revnede beholdere, sort folie og brugte substratposer, er der noget, der ikke stemmer. Det var præcis den erkendelse, der fik en gartner til at skabe et projekt, som danner grundlag for denne artikel. Han besluttede sig for at skabe en have helt uden plastik – gradvist og klogt, ved at erstatte tingene efterhånden som de slidtes op, i stedet for at smide det hele ud på én gang.
Plastik i haven er ikke kun et æstetisk problem. Eksperter advarer om, at mikroplastpartikler fra nedbrydende krukker og folie trænger ned i jorden og kan påvirke jordens mikroorganismer negativt. Klassiske sorte plastbeholdere bruges ofte kun én eller to sæsoner, hvorefter de revner og ender som affald.
Hvor man begynder – beholdere og vækstjord i stedet for plastikemballage
Det letteste udgangspunkt er det, der falder mest i øjnene: beholderne til planterne. Typiske sorte plastikkrukker og plugbakker er reelt engangsprodukter i forklædning. De bleges, revner og havner i skraldet efter én eller to sæsoner.
I den beskrevne have blev de erstattet med følgende løsninger:
- Terrakottakrukker – de er luftgennemtrængelige, overopheder ikke rødderne og holder i mange år
- Kasser af ubehandlet genbrugstræ – gamle planker, rester fra renoveringer og paller skilt ad
- Keramiske beholdere fra genbrugsbutikker og loppemarkeder
- Pileflet-kurve foret med jute
Terrakotta er porøst. Dermed kan luft og fugt cirkulere frit, og rødderne rådner ikke så let som i plastik. Planter i sådanne beholdere vokser langsommere, men udvikler et tættere og sundere rodsystem. Træ nedbrydes med tiden, men det er ikke en ulempe – det ender i komposten, og en ny genbrugsgenstand tager pladsen.
Undersøgelser viser, at planter i keramiske beholdere kræver hyppigere vanding end i plastikbeholdere, men til gengæld er de mere modstandsdygtige over for rodsygdomme. Terrakottakrukker hjælper desuden med at regulere substratets temperatur, hvilket er afgørende i de varme sommermåneder.
Stiklinger uden affald – briketpresse og hjemmelavet vækstjord
Det næste store problem er poserne med færdigblandet vækstjord. De er dyre, pakket i plastfolie og har ofte en sammensætning, der ikke har meget til fælles med rigtig frugtbar jord. Løsningen viste sig at være hjemmelavet vækstjord fremstillet af det, man allerede har ved hånden.
Hjemmelavet vækstjord til nul kroner: cirka 50 procent moden kompost, 30 procent almindelig havejord og 20 procent luftende tilsætning – alt sigtet gennem en finmasket sigte. Som luftende materiale kan man bruge fin grus, sand, knust grenkompost eller meget fin bark.
Til såning er det tilstrækkeligt at sigte blandingen gennem en sigte med masker på omkring 5 millimeter. Frø spirer stabilt i et sådant substrat, og efter sæsonen går hele massen direkte i komposten. Ingen plastik, intet affald.
Til stiklinger er en briketpresse også velegnet – et enkelt redskab, der former fugtig jord til klumper. Frøet placeres i midten, og den færdige briket ender på en bakke eller i en kasse. Når plantetidspunktet kommer, er der intet at trække ud af beholdere, for der findes simpelthen ingen. Hele briketten går ned i jorden, og resterne komposteres.
Gartnere, der er skiftet til jordbriketter, peger på markant lavere tab ved omplantning. Rødderne forstyrres ikke ved at blive trukket ud af plastikbæger, så planterne slår rod hurtigere og vokser mere kraftfuldt.
Folie til side – naturlig mulch og karton mod ukrudt
Det andet store plastikproblem er den sorte folie på bedene. Den er beregnet til at begrænse ukrudt og fordampning, men med tiden revner og flækker den, og fragmenterne bliver liggende i jorden i mange år. Forskere advarer om, at nedbrydende plastfolie frigiver kemiske stoffer i jorden, som kan påvirke væksten af visse planter negativt.
I den beskrevne have blev den erstattet med to enkle lag: brun karton uden glansfulde tryk og tape samt et tykt lag organisk mulch – hø, halm, blade og tynde kviste.
Kartonen lægges direkte på jorden. Gamle forsendelseskasser uden farvetryk og folieelementer er ideelle. Et sådant lag afskærer ukrudtet for lys. Efter nogle uger er de fleste hårdnakkede planter markant svækkede, og ved sæsonens afslutning er kartonen næsten forsvundet – den er blevet bearbejdet af regnorme og mikroorganismer.
Kartonen erstatter ikke blot den sorte folie – den bliver samtidig en barriere mod ukrudt og den første portion organisk materiale til regnormene. Ovenpå kartonen lægges mulchen. Afhængigt af hvad man har i nærheden, kan det være:
- Hø eller halm fra et nærliggende landbrug
- Blade raget sammen om efteråret
- Finhakkede kviste fra beskæring af træer og buske
- Afklippet græs efterladt til tørring
- Knust bark fra et lokalt savværk
- Nåle fra fyr eller gran
Mulchlaget bør være mindst 8 til 10 centimeter tykt. Det bliver tyndere i løbet af sæsonen, fordi det nedbrydes, så man fylder løbende op. Jorden under mulchen forbliver fugtig selv på varme dage, temperaturen er mere stabil, og livet i jorden er mere intensivt.
Hvad man gør med det, man allerede har – gradvis udskiftning uden spild
Det centrale i hele processen er følgende: man smider ikke ting ud, der stadig fungerer. Plastikkrukker, der endnu kan bruges, anvendes videre, indtil de slides op af sig selv. Når de revner eller svækkes, erstattes de med terrakotta eller træ. Det samme gælder folien på bedene – man fuldfører sæsonen med det, man har, og skifter derefter til karton og mulch.
Denne fremgangsmåde har flere fordele. For det første spilder man ikke tingene, selvom de er af plastik. For det andet tester man gradvist, hvad der fungerer bedst under ens konkrete forhold. For det tredje spreder man udgifterne, da man ikke behøver at købe alt på én gang.
Eksperter i bæredygtig havearbejde anbefaler at notere, hvad man udskifter, og hvordan den nye løsning klarer sig. Efter én sæson har man et overblik over, om terrakottabeholderne for eksempel passer til ens planter og vandingsvaner. Nogle afgrøder sætter pris på keramikkens porøsitet, mens andre vil kræve hyppigere vanding.
Nogle gartnere begynder overgangen med ét bed eller én gruppe planter. Man prøver for eksempel først trækasser og hjemmelavet vækstjord til tomaterne. Fungerer det, udvider man systemet til peberfrugter, agurker og andre afgrøder.
En plastikfri have som en løbende proces – er det besværet værd?
Forandringen handler ikke om en revolution. Det handler om opmærksomhed på, hvad man køber, og hvad man erstatter de udtjente ting med. Efter to eller tre sæsoner opdager man, at der næsten ikke er plastik omkring bedene, og at jorden ser bedre ud og fungerer bedre.
Planter i naturlige beholdere og under organisk mulch er sundere, jorden er mere livlig, og man bekymrer sig mindre om affald. Det er ikke perfektion, men det er bestemt et skridt i den rigtige retning. Og måske opdager man undervejs, at haven fungerer bedre netop fordi, man holdt op med at bruge ting, der egentlig altid var overflødige.
