Når seks måneders foder skal vokse frem på tre måneder
På sin bedrift med ammekøer og kalve oplever Sébastien Renier år efter år, hvordan klimaet gradvist forskydes. Somrene bliver længere og tørrere, og markerne brænder bogstaveligt talt af. Samtidig ønsker han at opretholde sin produktion uden at havne i ruinerende foderkøb. Hans svar er et system, der ned til mindste detalje er tilpasset foderreserver, dyrebestand og græsudnyttelse.
Den centrale udfordring på gården er, at engene ligger på lette, hurtigt udtørrende jorde. Her holder Sébastien omkring 155 ammekøer af racen Charolais med opdræt – en klassisk ammekobedrift, men med et højt produktionsniveau. Belægningsgraden ligger på cirka 1,4 storkreaturenheder pr. hektar, hvilket hurtigt bliver risikabelt på sådanne arealer.
Hans mål: På blot tre måneder med græsvækst at indlagre nok foder til at bringe besætningen gennem seks måneders vinter.
De seneste år har bød på tørre somre i træk. Kun 2023 bragte lidt lettelse. I de øvrige år brændte arealerne tidligt af, og frodige enge blev til brune tæpper allerede i juli. Har man ingen foderreserver på lager, må man købe dyrt ind – til priser, der i tørkeår sprænger ethvert budget.
Sideløbende investerer landmanden i teknik og management: kunstig sædoverføring, systematiske drægtighedskontroller og klare præstationsmål for kalvenes vægt og alder. Alt dette sikrer produktivitet, men koster penge og kræver stabile fodergrundlag.
Bedriften i overblik
Nøgletallene fra gården viser, hvor stramt der kalkuleres:
- 155 kalve pr. år, Charolais-ammekøer
- Salg af ungtyre ved knap otte måneder, cirka 450 kg levendevægt
- Kvieopfedning til cirka 30 måneder, cirka 435 kg slagtevægt
- Udgående køer med godt 520 kg slagtevægt
- 180 hektar landbrugsjord, heraf 150 hektar permanent og skiftende græsland samt 30 hektar korn
- Bedrift med kunstig sædoverføring og systematisk drægtighedskontrol
- Cirka halvdelen af de kvindelige opdrætskalve kælver allerede ved to-årsalderen
Siden 2022 driver Sébastien gården alene. Den største bekymring ved starten var likviditetsspørgsmålet: Er der råd til at opretholde foder og teknisk standard selv i et dårligt år? For høje dyrepræstationer kan kun opnås med stabil forsyning og den rette genetik.
Tidlig kælvning ved to år: Færre dyr, mere luft i foderbeholdningen
En vigtig løftestang fandt landmanden i sammensætningen af besætningen. En del af kvierne kælver allerede ved to-årsalderen. Det reducerer antallet af ungkvæg under opdræt, som forbruger foder uden endnu at have leveret en kalv.
Han satte indledningsvis 20 ud af 40 kvier på denne model og solgte de resterende 20 som overskydende avlsdyr. Dermed sænkede han foderbehovet markant og skabte samtidig kortsigtet likviditet. Dyrene var allerede velud viklede ved sædoverføringen med vægte på mellem cirka 480 og 530 kilogram nogle måneder inden den første frugtbarhedsbehandling.
For at sikre den tidlige kælvning fik de unge kvier et målrettet tilskudsfoder bestående af korn og proteinrigt foder – cirka et kilogram pr. dag. Dette skal sikre, at de er i optimal stand ved den første sædoverføring og ikke halter bagud i udviklingen.
Tidligtkælvende kvier sparer foderdyr, men stiller højere krav til avl og management – der er ingen vej tilbage, når besætningen først er omlagt.
Trods de positive erfaringer ønsker Sébastien ikke at udvide systemet til alle dyr. En del af kvierne kælver fortsat først ved tre år. Denne gruppe betragter han bevidst som en buffer: Falder et år meget tørt ud, eller forskydes kælvningerne, bevarer han dermed en sikkerhedsbestand af dyr, der kan tilpasses fleksibelt.
Besætningsstyring: Sænk foderbehovet inden sommeren
En anden nøgle ligger i den tidsmæssige tilrettelæggelse af kælvningerne. På gården foregår alle fødsler inden for et snævert tidsvindue mellem begyndelsen af november og begyndelsen af januar. Landmanden ønskede at gennemføre den kunstige sædoverføring under staldbetingelser, men systemet giver desuden en anden fordel.
De mandlige kalve forlader som regel bedriften ved syv til otte måneder og omkring 450 kilogram levendevægt – og helst inden den store sommerhede sætter ind. Dermed falder belastningen på engene markant, fordi køerne enten er opstaldede igen eller ikke behøver at yde en så intensiv mælkeproduktion.
De kvindelige kalve bliver længere hos køerne, typisk frem til efteråret. Alt efter græsvæksten får de et supplerende foder, eksempelvis i form af et strukturrigt mash. Siden går de enten ind i eget opdræt eller til fedning. Kvier til fedning forlader gården typisk kort inden sommeren, ligeledes med høj vægt og god kvalitet.
Et yderligere redskab er de regelmæssige drægtighedskontroller. Direkte ved udsætning på græs undersøger dyrlægen alle køer. Dyr, der ikke er drægtige, sorteres målrettet fra og fedesop til sommeren. En anden kontrol i midten af juli har til formål at identificere køer, som har mistet deres kalv. Også disse dyr tages ud af besætningen, så de ikke unødigt forbruger foder.
Græs som afgrøde: Engene forvaltes aktivt
Hele systemets fundament er stadig græslandet. Sébastien behandler sine enge ikke som tilfældige naturarealer, men som en selvstændig afgrøde: Han fornyer regelmæssigt, blander målrettet græsser og kløver og arbejder med kort, intensivt afgræsning.
Den der holder kvæg i tørkeramte egne, er nødt til at behandle græs som en højydelsesafgrøde – med sortsvalg, omlægning og fornyelse.
Omkring 70 hektar af græsarealet er anlagt som midlertidige enge med hybridrajgræs og rødkløver. Disse bestande ligger normalt to til fem år i jorden, inden de fornyes. Årsagen er, at kun med et tilstrækkeligt højt indhold af bælgplanter forbliver foderkvaliteten høj, og kvælstofbidraget fra kløver reducerer behovet for mineralsk gødning.
Landmanden anvender et system med hurtige afgræsningsrotationer. Dyrene opholder sig kun kort tid på et areal, æder intensivt og trækker videre. Dette skal skåne græstæppet og samtidig muliggøre høje tørstofudbytter. Blandt de vigtigste tiltag hører en tidlig, højtydende første slæt om foråret.
I gode år opnår bedriften ved den første silageslæt syv til otte tons tørstof pr. hektar. Herefter følger afhængigt af nedbør yderligere slæt med to til fem tons pr. hektar. Efterårsudbytterne svinger kraftigt. I meget tørre år vejer den sidste slæt knapt, mens der i fugtigere perioder stadig kan ensileres en betragtelig mængde.
Egne forråd plus hø udefra
Med 150 hektar græsareal til 155 kælvninger arbejder gården i vid udstrækning foderselvforsynende. Men Sébastien stoler ikke udelukkende på det. Han køber regelmæssigt hø "på roden" – altså stående græs på fremmede arealer, som han selv slår og presser i baller. Dermed sikrer han sig yderligere reserver uden at komme i ekstreme nødsituationer, når sommeren endnu en gang bliver for tør.
Et par ekstra baller på lageret er for ham mere end blot en bekvemmelighed. Det handler om ikke at gå i panik ved hver varm juni. Med fyldte siloer og en reserve af rundballer sover landmanden bogstaveligt talt bedre om natten.
Hvad andre bedrifter kan lære af dette system
Erfaringerne fra Allier lader sig ikke overføre én til én til enhver bedrift. Ikke desto mindre peger de på en række justeringsskruer, som også kvægavlere i Danmark kan dreje på, hvis tørre somre bliver normen:
- Tilpas dyretallet til foderarealet: En let reduceret belægningsgrad kan forhindre dyre indkøb i ekstremeår.
- Målrettet reproduktionsstrategi: Tidlig kælvning hos udvalgte kvier sparer foderdyr, men kræver streng selektion.
- Koncentrer kælvningerne: Et samlet kælvningsvindue letter planlægningen af foderbehov og græsbelastning.
- Planlæg drægtighedskontroller: Identificer tomme køer tidligt og udtag dem, frem for at foder dem et år ekstra.
- Forvalter græslandet aktivt: Blandinger med kløver, regelmæssig fornyelse og intensivt afgræsningsmanagement øger udbytterne.
- Opbyg sikkerhedsreserver: Det er bedre at indlagre lidt mere foder i normale år end at skulle handle i panik i tørkeår.
Begreber og baggrund for praktikere
Belægningsgrad beskriver, hvor mange dyr der befinder sig pr. hektar græsland. På tørre lokaliteter når bedrifter med høj belægningsgrad hurtigt deres grænser, når græsvæksten bryder sammen på grund af varme og tørke. Et tilsyneladende moderat tal som 1,4 storkreaturenheder pr. hektar kan vise sig at være for højt, hvis sommermånederne næsten ikke giver nogen tilvækst.
Midlertidige enge er græsarealer, der bevidst tilsås og omlægges igen efter nogle år. De adskiller sig fra permanent græsland ved, at landmanden aktivt styrer blanding, brugstid og fornyelse. Især i regioner med vanskelige klimaforhold giver det mulighed for hurtigere at reagere på nye sorter eller andre arter.
Praktiske eksempler som gården i Allier viser, hvor kraftigt klimaforandringerne ændrer tankegangen inden for kvægdrift. Hvor man tidligere levede efter devisen "foderet nok vokser frem på en eller anden måde", er bedrifter i dag nødt til i stigende grad at regne, planlægge og arbejde med reserver. Den der tidligt afstemmer avl, fodring og arealforvalting med hinanden, skaber råderum til de kommende, usikre somre.
