Stille, nataktive, næsten usynlige – og alligevel i stor nød: Vores hjemlige ugler har desperat brug for hjælp fra netop hobbygartnere.
Nat efter nat glider de lydløst hen over marker, enge og skovkanter. De fleste mennesker hører kun deres kald, men ser dem næsten aldrig. Alligevel er uglerne under stigende pres – på grund af manglende redepladser, velordnede haver og tæt bebyggelse. Den gode nyhed: Med én enkelt, meget simpel foranstaltning kan enhver haveejer konkret hjælpe disse fugle.
Hvorfor ugler pludselig har brug for vores hjælp
Ugler hører til Europas mest fascinerende fugle. Det runde hoved, de store øjne, det bløde fjerdragt – og så den lydløse flugt. I landlige egne er de stadig relativt udbredte. Fagfolk taler om cirka 30.000 ynglepar af forskellige arter i et stort vesteuropæisk land, som lever i skove, frugthaver og ved gamle bygninger.
Under betegnelsen "ugle" skjuler der sig over 250 arter på verdensplan. I Mellemeuropa møder man for eksempel ofte:
- Waldkauz – sandsynligvis den mest kendte art med det typiske "huu-huu"-kald
- Steinkauz – lille, både dag- og nataktiv, elsker frugthaver
- Raufußkauz – primært i skove og bjergegne
- Uhu – den største hjemlige uglefugl, kræver store arealer og klippeterræn
- Waldohreule og Sumpfohreule – slanke, langørede arter med markant silhuet
Alle disse arter deler ét fælles problem: egnede redepladser forsvinder. Gamle træer med huller fældes, rådne frugttræer fjernes af sikkerhedshensyn, lader renoveres og lukkes tæt. Samtidig rydder mange haveejere grundigt op på deres ejendomme, så der næsten ikke er nicher, sprækker eller naturlige skjulesteder tilbage.
Uglerne er ofte stadig til stede – men de kan ikke længere finde et sikkert sted at opfostre deres unger.
Derved vippes balancen: Uden tilstrækkeligt mange sikre redepladser falder bestandene på sigt, selv hvis der stadig er nok byttedyr. Netop her kommer en overraskende enkel løsning i spil, som alle kan sætte i værk uden specialviden.
Den ene genstand der gør din have til et ugle-hotspot
I slutningen af marts og begyndelsen af april begynder parings- og yngletiden for mange ugler. Hannerne kalder intenst, hunnerne svarer. Par finder hinanden, parringen finder sted, og kort efter lægges æggene. For at sikre at der rent faktisk klækkes unger i denne sårbare fase, har dyrene frem for alt brug for ét: en sikker, tør og beskyttet rede.
Præcis denne funktion varetager en egnet redekasse. Den der har en tilstrækkeligt stor have, en ejendom i byens udkant eller endda blot en høj lade, kan med én enkelt redekasse redde en hel uglegenerations ynglesæson.
En solid redekasse erstatter det manglende træhul – og skaber med det samme værdifuldt levested for uglefamilier.
Hunnen lægger typisk tre til fire æg, afhængigt af arten. Disse ruges i knap en måned. I den periode reagerer uglen ekstremt følsomt over for forstyrrelser. En velplaceret redekasse giver beskyttelse mod fugt, vind, katte, mårdyr og nysgerrige mennesker. For hobbygartnere betyder det: installér den én gang, lad den derefter være i fred og observér kun på afstand.
Sådan bygger du en passende redekasse til ugler
En ugleredekasse adskiller sig fra typiske mejsekasser: den er betydeligt større, mere robust og har en bredere åbning. Samtidig må åbningen ikke blive så stor, at rovdyr let kan få adgang.
De vigtigste mål og materialer
Den der er lidt håndværksmæssigt anlagt, kan sagtens bygge en redekasse selv. Disse punkter bør du have for øje:
- Materiale: ubehandlet, vejrbestandigt træ (f.eks. lærk, douglasgran eller tyk gran)
- Størrelse: betydeligt større end en sangfuglekasse – snarere en lille trækiste end et "kassehus"
- Åbning: stor nok til en ugle, men lille nok til at holde mårdyr og krager ude
- Beskyttelse mod fugt: let skrånende tag og tæt sluttende samlinger
- Indre overflade: undgå glat, slibrig indside – en let struktureret overflade er bedre
Indvendigt hjælper et lag halm eller træspåner med at polstre bunden. På den måde ligger æggene blødt, og ungerne kommer ikke til skade. En ekstra folie eller plade under taget kan forhindre regnvand i at trænge ind – vigtigt for at undgå at kylingerne nedkøles.
Korrekt placering: højde, retning, placering
Placeringen er mindst lige så afgørende som selve konstruktionen. Ugler ønsker ro, overblik og korte afstande til deres jagtområder. Ideel montering er:
- i 4 til 6 meters højde, f.eks. på et stabilt træ eller en ladmur
- med fri indflyving uden tætte grene direkte foran indgangen
- let vejrbeskyttet, for eksempel ikke direkte mod vejrsiden
- væk fra stærkt oplyste områder som blændende gårdlamper
Den der er i tvivl, kan på forhånd spørge en regional fuglefredningsgruppe til råds. Mange organisationer stiller enkle byggetegninger til rådighed eller rådgiver om valg af placering.
Når selvbygning ikke er en mulighed: brug færdige redekasser
Selvfølgelig behøver ikke alle at gribe til saven. I specialforretninger, hos fuglefredningsforeninger og i specialiserede netbutikker findes der færdige ugleredekasser. De er tilpasset bestemte arter, f.eks. Waldkauz eller Steinkauz, og opfylder som regel alle minimumskrav.
En købt redekasse er ofte monteret på en halv time – og kan i årevis huse uglefamilier gang efter gang.
Vigtigt: billige dekorationskasser af tyndt krydsfiner dur ikke. De rådner hurtigt, giver for lidt isolering og kan i værste fald bryde sammen under dyrenes vægt. Den der investerer, bør lægge vægt på robust konstruktion, tykt træ og solide ophængningspunkter.
Hvorfor ugler også er ægte allierede for mennesker
Den der hænger en redekasse op i haven, gør ikke kun noget for artsbeskyttelsen. Ugler er højt specialiserede musejægere. En uglefamilie spiser flere hundrede – til tider endda langt over tusind – småpattedyr om året, herunder markmus, studsmus og rotter.
- Færre studsmus i grønsagsbeddet
- Færre skadegørende gnavere i lader og stalde
- Mindre behov for giftlokkemad og fælder
I mange landbrugsprægede egne betragtes uglen derfor som en "naturlig skadedyrsbekæmper". I stedet for at udsætte gift satser stadig flere bedrifter på redekasser langs markerne og i frugthaverne. Det skåner miljøet, beskytter husdyr og vilde dyr og reducerer omkostningerne.
Sådan genkender du ugler uden at forstyrre dem
Ugler viser sig sjældent midt på lyse dagen. Alligevel kan man relativt nemt fastslå, om en redekasse er blevet taget i brug. Typiske tegn er:
- hvide ekskrementer på ydervæggen under åbningen
- gylp – aflange, grå pellets af hår og knogler – på jorden nedenunder
- kald i tusmørket og om natten i det umiddelbare nærområde
Direkte kontrol af kassens indre bør du undgå, særligt i yngletiden. Den nysgerrige sætter sig med en kikkert i god afstand og observerer indflygsåbningen i aftentusmørket. Med lidt held ser du hannen bringe bytte eller ungerne forsigtigt kigge ud over kanten.
Hvad der ellers truer ugler – og hvad du yderligere kan gøre
Redekasser er en stor løftestang, men ikke den eneste skrue at justere på. Ugler er også under pres fra andre faktorer: trafik, intensiveret landbrug, gifte mod gnavere og monotone landskaber rammer dem hårdt.
Den der vil gøre mere for ugler, kan tilpasse en del ting i sin nærmeste omgivelse:
- Undgå giftlokkemad – forgiftede mus kan også slå ugler ihjel
- Lad gamle frugttræer stå, frem for at rydde dem helt
- Behold nogle vilde hjørner i haven, så mus og insekter har tilflugtsteder
- Markér glasflader for at forhindre kollisioner
Sådanne foranstaltninger skaber ikke kun levesteder for ugler, men for mange andre arter: flagermus, sangfugle, pindsvin, insekter. En naturvenlig have virker som en lille redningsø i et stadig mere ryddeligt landskab.
Praktiske tips til at komme i gang
Den der ønsker at blive aktiv med det samme, kan gå frem trin for trin:
- Undersøg om din egen have eller gård grundlæggende er egnet (rolig beliggenhed, træer eller bygninger til stede).
- Beslut dig for om en selvbygget eller en færdig redekasse er den rette løsning.
- Vælg et egnet sted – helst højt, vejrbeskyttet og med fri indflyving.
- Opsæt redekassen uden for yngletiden, så uglerne i ro og mag kan vænne sig til den.
- Observér, men forstyr ikke – tålmodighed betaler sig, det kan sommetider tage en hel sæson.
Mange mennesker opdager først, at deres kasse faktisk er beboet, når de hører det første natlige kald. Den der derefter holder sig stille, dæmper lyskilder og holder hunde eller katte på afstand, giver ungerne de bedste startbetingelser.
Artsbeskyttelse begynder ikke først i store naturreservater. Allerede én enkelt, velplaceret kasse i en almindelig have kan huse en uglefamilie og dermed lukke en lille men konkret lucke i levestedet. Den der tager dette skridt, oplever naturen pludselig meget mere direkte – og indser, hvor meget en tilsyneladende lille beslutning faktisk kan betyde.
