Den nyligt opdagede Lepanthes nasariana-orkidé, fundet af en indbygger fra Cali, bærer et navn, der refererer til Gabriel García Márquez’s roman ”Krønike om et bebudet mord”. Denne navngivning understreger orkidéens forudsete skæbne: dens sandsynlige forsvinden som følge af klimaforandringerne.
Luis Carlos Bermeo Gamboa Bermeo
Romanen indledes med en af verdenslitteraturens mest gribende scener: ”Den dag han skulle myrdes, stod Santiago Nasar op klokken halv seks om morgenen for at vente på skibet, biskoppen kom med.” Værkets titel og forfatter behøver ingen yderligere introduktion; det er almindeligt kendt, at de mest mindeværdige fortællinger fæstner sig i vores kollektive bevidsthed. Selvom de er fiktion, bidrager de i sidste ende til at forme vores forståelse af livet, naturen og verden omkring os.
Det hævdes, at fiktion kan forvandles til sandhed, idet dens metaforiske kraft giver os adgang til en virkelighed, der ofte er for kaotisk til at blive mødt direkte. Måske var det netop derfor, Oscar Wilde bemærkede: ”Livet efterligner kunsten”.
Især videnskaben vrimler med litterære referencer, der bruges til at illustrere teorier og fænomener, som er opdaget gennem studiet af naturens og universets mekanismer – fra historie, biologi, psykologi, neurologi, kemi, fysik, astronomi og mange andre discipliner.
Ukendte giganter: colombianske fossiler af forhistoriske krybdyr, der beboede Jorden for millioner af år siden.
***
Den såkaldte ”Proust-effekt” er en kompleks neurologisk proces, der udløses af dufte og smagsoplevelser, som vores sanser opfanger, og som kan vække dybe minder i menneskets sind. Et klassisk eksempel herpå findes i Marcel Prousts monumentale roman ”På sporet af den tabte tid”, hvor hovedpersonen, efter at have smagt en madeleinekage, øjeblikkeligt transporteres tilbage til et smukt øjeblik fra sin barndom og genoplever det med utrolig intensitet.
Det samme fænomen ses, når restaurantkritikeren i animationsfilmen Ratatouille smager en ret og overvældes af minder.
Der findes adskillige psykologiske syndromer, hvis navne stammer fra litteraturen og taler for sig selv:
- Madame Bovary-syndromet
- Walter Mitty-syndromet
- Peter Pan-syndromet
- Dorian Gray-syndromet
- Othello-syndromet
- Pinocchio-syndromet…
Inden for matematikken finder vi det komplekse Hydra-problem, og i klimatologien taler man om Kassandra-effekten – begge begreber er hentet fra græsk mytologi.
Det lader til, at videnskaben – trods al sin stringens – har en forkærlighed for at hylde store forfattere og deres klassiske værker.
***
De fiktive karakterer, fortællinger og situationer, som Gabriel García Márquez skabte i sin narrative kunst, romaner og noveller, er velkendte i det videnskabelige samfund. Faktisk bruges hans værker til at belyse sociale, psykologiske, neurologiske og på det seneste også botaniske fænomener.
Adskillige studier analyserer hukommelsesproblemer, hvor ”søvnløshedens pest” fra romanen Hundrede års ensomhed tjener som et væsentligt eksempel.
”Macondo-effekten” nævnes ofte i antropologiske artikler for at beskrive problemer i samfund, hvor mennesker har mistet deres virkelighedssans, og hvor selv de mest brutale handlinger synes almindelige.
Begreber som ”Melquiades-fænomenet” vinder også frem for at beskrive en uforgængelig evne til at undre sig, eller ”Florentino Ariza-fænomenet”, der relaterer sig til en kærlighed, som varer ved i lang tid, selv uden gengældelse.
I 2011 navngav en gruppe arkæologer, herunder Carlos Alberto Haramilo, en plante, der levede i Colombia under Paleocæn-perioden, Malvaciphyllum macondicus, til ære for byen, hvor Buendía-familien boede.
***
Den nyligt opdagede colombianske orkidéart, Lepanthes nasariana, er den første plante, der er opkaldt efter en karakter fra Gabriel García Márquez. Navnet fremhæver dens egen forudsete udryddelse, ligesom det sker i værket ”Krønike om et bebudet mord”, hvor fortælleren allerede i begyndelsen afslører, at Santiago Nasar, historiens hovedperson, vil blive myrdet.
Juan Sebastián Moreno, en biolog fra Cali og ekspert i botanisk taksonomi, er hovedforfatteren til en artikel, der blev publiceret i slutningen af november i det videnskabelige tidsskrift PhytoKeys, og som bekræftede opdagelsen af den nye orkidé.
”For syv år siden opdagede jeg en ukendt orkidé af slægten Lepanthes i Totoro, i den østlige del af Cauca. Jeg havde kun et enkelt eksemplar, så jeg begyndte at dokumentere det, og under min forskning dukkede yderligere 10 observationer af samme art op mellem Antioquia, Valle de la Sierra og Cauca. Først overvejede jeg at navngive den Lepanthes prodigiosa, da det er yderst sjældent at finde så mange individer over et så stort område,” fortæller Juan Sebastián.
Da orkidéen blev fundet i bjergskove som Los Farallones og i lynghedeørkenen Las Hermosas, beliggende i Cauca-dalen, samt i yderligere to departementer, begyndte biologer fra Cali at kortlægge plantens udbredelse. Men hans kollega Nicolas Hazzi foreslog en langt mere økologisk interessant løsning: at skabe en model for fremtiden.
”Idéen var at bruge al denne information til at forudsige, hvordan denne plante ville klare sig i fremtiden, med tanke på klimaforandringernes indvirkning og menneskets påvirkning af dens levesteder,” forklarer den 35-årige biolog, som indtil videre har registreret 80 nye arter.
I denne undersøgelse fik han hjælp af Angie Tatiana Herrera, der indsamlede alle data om den nye orkidéarts sårbarhed, forholdene i dens vækstområder og de klimaændringer, der potentielt kan indtræffe frem mod 2090. Alle disse data blev analyseret ved hjælp af en algoritme, som gjorde det muligt at udvikle forskellige scenarier for artens bevarelse.
”Frem mod det år kunne planten miste op til 96 % af sit levested og reduceres til små refugier; med andre ord ville den være på randen af udryddelse. På grund af dette udfald – og efter forslag fra en ven, der hjalp mig med at forstå det – besluttede jeg at navngive den Lepanthes nasariana, ligesom karakteren i værket ”Krønike om et bebudet mord”. Santiago Nasar er den eneste i byen, der ikke kender sin tragiske skæbne, og det samme gælder for denne orkidé, for nu ved vi alle, at denne art kan forsvinde,” forklarer Juan Sebastián.
Ifølge IUCN’s (Den Internationale Union for Naturbeskyttelse) Rødliste er Lepanthes nasariana i øjeblikket klassificeret som en art af mindst bekymring. Men på grund af klimaforandringernes stærke indvirkning på tropiske skove og lyngheder forventes denne art at blive klassificeret som kritisk truet inden 2090.
Risikoanalysen indikerer også, at Lepanthes nasariana helt kan uddø om 100 år, hvilket pudsigt nok er den samme tidsramme som Macondos eksistens. Colombianske biologer har besluttet at kalde dette fænomen, der berører både plante- og dyrearter, for ”Nasara-fænomenet”. Dette fænomen ”er særligt mærkbart i sårbare økosystemer, hvor der forudsiges et irreversibelt tab af arter på grund af et drastisk tab af levesteder forårsaget af klimaforandringer”.
Selvom de i deres artikel præciserer, at ”disse forudsigelser bør betragtes som foreløbige og forebyggende vurderinger snarere end endelige klassifikationer,” er sandheden, at Lepanthes nasariana – og tusindvis af andre arter, der lever i Colombias økosystemer – ”er udsat for et antropogent pres, der omfatter landbrug, kvæggræsning og skovrydning”.
***
I lyset af disse udsigter forvandles botanisk taksonomi – opdagelsen, beskrivelsen og navngivningen af nye arter – til en form for økologisk aktivisme. Den overskrider grænserne for pessimistiske udsagn, som om dens opgave var at skrive dødsattester for planteriget.
”Alle de arter, vi opdager i dag, er allerede truede, så de navne, vi giver dem, er ment til at vække genklang hos folk og skabe en følelse af tilhørsforhold; på denne måde kan vi mobilisere bevaringsindsatsen på et kulturelt plan,” understreger Moreno.
