En banebrydende international undersøgelse fra Freiburg Universitet, publiceret i det anerkendte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS), har afdækket, at skovene nord for Alperne blev intensivt udnyttet og omformet af menneskelig aktivitet allerede i oldtiden. Det mest markante pres opstod under den , hvilket resulterede i fældning af modne skove og lokale tilfælde af overudnyttelse. Forskningen bygger på en enestående analyse af arkæologiske trærester.
Denne tusindårige undersøgelse tegner et tydeligt billede af skovudnyttelsen, hvor et fald først blev observeret i takt med imperiets krise. Dette fald banede vejen for en genopretning af skovbestanden i senantikken.
Romernes indflydelse på skovene nord for Alperne
Hovedkonklusionen fra studiet hviler på en minutiøs analyse af over 20.000 fund af oldtids-træ. Disse fund stammer fra arkæologiske udgravninger spredt ud over et enormt område, der dækker nutidens Frankrig, Tyskland, Schweiz, Østrig, Belgien, Luxembourg og Holland.
En afgørende forudsætning for at inkludere hver enkelt prøve i datasættet var muligheden for absolut datering. Dette sikrede en robust og kontinuerlig tidslinje, der strækker sig fra den sene jernalder til begyndelsen af middelalderen – specifikt fra 300 f.Kr. til 700 e.Kr. Denne omfattende geografiske og tidsmæssige rækkevidde gjorde det muligt for forskerne at foretage stringente sammenligninger mellem den førromerske, romerske og postromerske periode, og dermed identificere generelle tendenser og regionale forskelle med en hidtil uset detaljegrad.
Romersk infrastruktur og intensivering af skovhugst
Dr. Bernhard Muigg, studiets hovedforfatter og medlem af Institut for Skovbrugshistorie og Skovforvaltning ved Freiburg Universitet, forklarede, at dataanalysen afslører en betydelig menneskelig påvirkning af de nordalpine skove allerede før romernes ankomst.
Det var dog under den romerske imperiums største ekspansion og indflydelse, cirka mellem det 1. århundrede f.Kr. og det 5. århundrede e.Kr., at den mest systematiske og omfattende udnyttelse af fandt sted i regionen mellem Alperne og Atlanterhavet. Ifølge forskerne var en afgørende faktor for denne intensivering udviklingen af en fremragende transportinfrastruktur og effektiv logistik – begge kendetegnende for det kejserlige apparat.
Dette netværk af veje og vandveje, kombineret med romerske ingeniørteknikker, åbnede op for adgang til indre og fjerntliggende skove, som hidtil havde været uden for rækkevidde for storskala udnyttelse. Dette gjorde det muligt at fælde træ fra relativt gamle og veludviklede skovbestande.
Materielle beviser indikerer, at store mængder gamle træer blev fældet og transporteret i de første århundreder e.Kr. Disse blev brugt til byggeri, møbelproduktion og, mest bemærkelsesværdigt, til fremstilling af kommercielle beholdere som stave til tønder.
Vendepunktet: Overudnyttelse og imperiets krise
Et vendepunkt i retning af skovdegradering kan observeres fra det 3. århundrede e.Kr. Dendrokronologiske data viser et markant fald i gennemsnitsalderen for de fældede træer i denne periode, ledsaget af en gradvis forsvinden af de ældste eksemplarer fra det arkæologiske register.
Holdet fra Freiburg Universitet tolker dette mønster som et klart tegn på lokal overudnyttelse, hvor efterspørgslen oversteg de mest tilgængelige skoves naturlige regenereringsevne. Den økologiske krise, som træfundene antyder, falder påfaldende sammen med de politiske og økonomiske uroligheder, der begyndte at ryste Romerriget i dette århundrede.
Denne korrelation er tydelig i selve fundenes karakter. Et fald i langdistancehandel og en afbrydelse af organiserede transportkæder afspejles i en markant reduktion af nåletræ i arkæologiske udgravninger fra denne periode. Ligeledes ses en lavere forekomst af rester af tønder og andre træbeholdere, hvis distribution var afhængig af et komplekst og sikkert handelsnetværk. I denne forstand udgør træ et historisk arkiv, der ikke kun registrerer udvindingsaktiviteter, men også varestrømme.
