Valgkampe er altid præget af en utrolig intens og polariserende retorik. Mange toppolitikere kaster om sig med vilde påstande for at piske en stemning op blandt deres kernevælgere. Alligevel støder disse dramatiske dommedagsscenarier oftest ind i en langt mere stilfærdig og langsommelig politisk virkelighed, når hverdagen på borgen melder sig.
Ophedet retorik fra talerstolen
Under en nylig optræden i delstaten Georgia skruede den tidligere præsident Donald Trump voldsomt op for sit sprogbrug. Her udsendte han en skarp advarsel til sine tilhængere om, at den progressive fløj i USA er i fuld gang med at skubbe nationen direkte ind i armene på den ekstreme venstrefløj.
Den nuværende politiske situation blev malet i utroligt mørke nuancer. Faktisk udråbte han kommunismen som den suverænt største trussel i USA’s historie. Han hævdede endda dristigt, at denne ideologi udgør en større fare end begge verdenskrige, angrebet på Pearl Harbor og de forfærdelige begivenheder den 11. september samlet set.
I sin tale beskyldte han desuden progressive aktivister for at pønse på at ødelægge det ikoniske monument Mount Rushmore. Ifølge den tidligere præsident har moderne venstreorienterede helt sprunget den socialistiske fase over for i stedet at omfavne en rendyrket kommunistisk ideologi.
Et brutalt møde med den amerikanske virkelighed
Uden for Kapitol blev kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez mødt af journalister, der spurgte ind til, om den seneste tids fremgang for progressive kandidater reelt er et tegn på et skred mod ekstremisme. Hun afviste straks påstanden med et stort smil og rystede på hovedet.
Til pressen understregede hun utvetydigt, at hun på ingen måde frygter, at Amerika vil forvandle sig til et kommunistisk diktatur inden for det næste år. Hele dette koncept kaldte hun for både latterligt og fuldstændig absurd at forestille sig.
I stedet for at bruge tid på opdigtede trusler valgte hun at rette rampelyset mod den fastlåste økonomiske situation for den almindelige amerikanske arbejder. Den føderale mindsteløn har stået fuldstændig stille siden 2009 og ligger fortsat på sølle 7,25 dollars i timen. Det betyder i praksis, at en person med et fuldtidsjob må nøjes med en årlig indkomst på blot 15 080 dollars. Denne indtjening befinder sig markant under den officielle amerikanske fattigdomsgrænse for enlige, som i øjeblikket lyder på 15 960 dollars.
En bevidst afledningsmanøvre
Politikeren lagde stor vægt på det paradoks, at Kongressen ikke engang formår at vedtage en helt basal og nødvendig forhøjelse af mindstelønnen. Hun forklarede yderligere, at Republikanerne udmærket godt selv ved, at et venstreorienteret kup slet ikke er en reel fare. I virkeligheden handler det udelukkende om at skabe en kunstig tilstand af frygt i befolkningen. Målet med denne kyniske strategi er ifølge hende at undvige den presserende debat om borgernes ret til lettilgængelig sundhedspleje.
Hele denne tendens til at sætte skræmmende mærkater på politiske modstandere tjener kun ét overordnet formål: at fjerne hårdtarbejdende familiers fokus fra deres egentlige hverdagsudfordringer. Hun bemærkede skarpt, at hendes modstandere har for vane at stemple alt, hvad de misbilliger, med ordet “kommunistisk”. Hvis de amerikanske vælgere først gennemskuer det politiske røgslør, vil de nemlig hurtigt indse, at de rent faktisk har krav på en langt højere og mere værdig levestandard.
Formålet med at råbe vagt i gevær over for ekstreme ideologier er helt simpelt at forhindre almindelige borgere i at opdage en meget vigtig kendsgerning. I langt størstedelen af den udviklede verden opfattes en statsgaranteret sygesikring nemlig slet ikke som et radikalt tiltag, men som en helt basal rettighed og en absolut selvfølge.
Fokus på nutidens politiske kampe
Til trods for at konservative skikkelser som den texanske senator Ted Cruz ihærdigt forsøger at tegne et andet og mere skræmmende billede, forholder sandheden sig helt anderledes. Lige nu findes der nemlig ikke en eneste folkevalgt lovgiver i Kongressen, som overhovedet definerer sig selv som kommunist.
Mod slutningen af snakken med pressen blev hun desuden spurgt ind til sine potentielle ambitioner om at stille op til det store præsidentvalg i 2028. Her valgte Ocasio-Cortez dog at fastholde sit knivskarpe fokus på de politiske dagsordener, der ligger lige foran hende lige nu. Helt ærligt og direkte indrømmede hun, at hun endnu slet ikke har overvejet sine næste store karrieremæssige skridt efter det nærtstående midtvejsvalg.
