En lang rejse over havet blev begyndelsen på en fortælling, der for altid rystede datidens grænser for både videnskab og moral. Selv her mange årtier senere kaster denne dystre fortid lange skygger og præger fortsat diskussionen om institutioners behandling af oprindelige folk samt tilbageleveringen af historiske jordiske rester.
I slutningen af det nittende århundrede bugnede udstillingshallerne i New York med genstande fra fjerne egne for at stille offentlighedens tørst efter dramatik og eksotiske oplevelser. Den syvårige inuit-dreng Minik fra det nordlige Grønland blev desværre trukket direkte ind i denne kyniske verden. Han ankom til storbyen sammen med sin far og fire andre medlemmer fra deres lokalsamfund.
I mange år levede den lille dreng i den tro, at hans elskede far, Qisuk, havde fået fred gennem et traditionelt ritual efter sin død. Det var først langt senere, da han begyndte at gå i en lokal skole, at han fik den barske sandhed at vide af sine klassekammerater. Selve begravelsen var et rent teaterstykke, og Americké přírodovědné muzeum havde i hemmelighed beholdt faderens skelet for at bruge det som udstillingsgenstand.
Denne rystende opdagelse knuste fuldstændig drengens tillid til de mennesker, der havde været med til at opdrage ham. Hvad der derefter fulgte, var en utrolig udmattende og desværre forgæves kamp for at få faderens knogler tilbage og sendt hjem til deres oprindelsesland.
Et grusomt teater i stedet for en begravelse
Den anerkendte polarforsker Robert Peary bragte inuit-gruppen fra det frosne nord til USA i året 1897. Ifølge de historiske optegnelser gav han dem dengang et løfte om, at de ville kunne vende sikkert hjem inden for cirka et år.
Virkeligheden viste sig imidlertid at være langt mere koldblodig. Hele flokken endte i museets enorme kælderrum, hvor de blev udnyttet som levende forskningsmateriale for videnskabsfolk og som en ren forlystelse for betalende gæster og pressefolk. Denne skæbne tegnede et rammende billede af datiden, hvor oprindelige folk ofte blev reduceret til blotte genstande for offentlig og faglig nysgerrighed.
Der gik blot få uger, før alle de nyankomne blev alvorligt syge med tuberkulose. I februar 1898 kostede sygdommen også Miniks far, Qisuk, livet. Drengen mindedes ham senere med stor følsomhed og huskede tydeligt hans sidste ord om, at faderens ånd ville forblive hos sin søn for evigt.
Museets ansatte stablede derefter en falsk ceremoni på benene, som skulle ligne indfødte skikke mest muligt. Men under ligklædet lå der i virkeligheden bare et stykke træ. I mellemtiden blev Qisuks krop i smug obduceret, hvorefter hans knogler blev omhyggeligt renset, bevaret og indlemmet i museets voksende samling.
Den oprindelige ekspeditions tragiske skæbne
- Miniks far, Qisuk, døde kort tid efter ankomsten.
- Yderligere tre medlemmer af rejseselskabet bukkede under for sygdommen lidt senere.
- Af de i alt fem voksne inuitter overlevede kun Uisaakassak, som rejste tilbage til Grønland.
Et splittet liv mellem to verdener
Museumsinspektøren William Wallace trådte til og tog den forældreløse dreng ind i sin egen familie. Minik begyndte på en almindelig amerikansk skole og vænnede sig gradvist til den travle bys puls. Men da den barske sandhed om faderens skæbne endelig kom frem, ændrede alt sig fundamentalt.
De bevarede biografiske kilder viser tydeligt, at den unge mand uophørligt krævede at få de stjålne knogler udleveret. Hver eneste af hans desperate bønner mødte dog kun iskold afvisning fra museets formelle ledelse.
I 1909 rejste han endelig tilbage til sit fødeland, Grønland, selvom han på det tidspunkt næsten havde glemt sit eget modersmål. På trods af at han i nord arbejdede tæt sammen med prominente polarforskere som Knud Rasmussen og Peter Freuchen, følte han sig aldrig hjemme. Den evige følelse af at være rodløs drev ham i 1916 hele vejen tilbage over havet.
Efter sin tilbagevenden til USA fik han arbejde som skovhugger lidt uden for Pittsburgh og boede i samme hus som Hall-familien. Hans i forvejen komplicerede liv blev dog brat afsluttet alt for tidligt i 1918, da han blev ramt af pandemien med den spanske syge. Han fik sit sidste hvilested på en undselig kirkegård helt nede ved flodbredden.
Fortællingen fik dog en form for retfærdig afslutning i 1993, da museet endelig udleverede Qisuks jordiske rester. Det skete netop i en periode, hvor det samfundsmæssige pres voksede mod forskningsinstitutioner for at tilbagelevere menneskelige levn, der engang var blevet indsamlet gennem metoder, som vores moderne samfund i dag anser for at være dybt uetiske.
