Frankrig tager nu fløjlshandskerne af over for Ruslands fortsatte militære tilstedeværelse i Transnistrien. Dette yderst sprængfarlige område, som grænser direkte op til det sydlige Ukraine, har længe været omdrejningspunkt for geopolitisk uro. Her nyder de lokale separatister massiv rygdækning fra Moskva, hvilket primært sikres gennem de russiske soldaters konstante, fysiske tilstedeværelse på jorden.
I løbet af denne uge har det franske udenrigsministerium sendt et umisforståeligt budskab direkte til Kreml. Kravet er krystalklart: En øjeblikkelig tilbagetrækning af de uautoriserede styrker fra det transnistriske territorium. Frankrig påpeger desuden med stor alvor, at Moskva bevidst og systematisk krænker international lov med deres nuværende ageren.
Symbolsk timing af det diplomatiske pres
Dette fornyede diplomatiske fremstød falder på en nøje udvalgt dato. Det er nemlig præcis 34 år siden, at den historiske våbenhvileaftale den 21. juli 1992 officielt satte en stopper for de blodige kampe langs floden Dnestr.
Franske embedsmænd retter nu et skarpt fokus mod årtiers brudte løfter. Selvom aftalen for mere end tre årtier siden reelt afsluttede den åbne krig, fastholder Rusland stadig stædigt sit militære kontingent i regionen. Ifølge den officielle franske udmelding sker dette i direkte strid med både globale retsnormer og russernes egne historiske forpligtelser.
Paris har gjort sine storpolitiske prioriteter helt tydelige. Den franske regering gentager sin urokkelige støtte til den territoriale integritet for Republikken Moldova. Samtidig lyder der en kraftig appel til Rusland om at hjemkalde de styrker, der opererer ulovligt på den venstre bred af Dnestr, og i stedet begynde at bidrage konstruktivt til en fredelig løsning på den langvarige konflikt.
Et fastlåst dødvande gennem årtier
Rødderne til denne dybe internationale krise strækker sig helt tilbage til foråret 1992, hvor Transnistrien under stor dramatik erklærede sig uafhængigt. På trods af at præsidenterne Mircea Snegur og Boris Jeltsin underskrev en stærkt tiltrængt våbenhvile samme sommer, efterlod den brutale vold hundredvis af dræbte og tusindvis af alvorligt sårede.
Lige siden har Moldova reelt mistet enhver form for magt over det udbrydende territorium. De russiske væbnede styrker har derimod bidt sig fast og er forblevet i området uden afbrydelse frem til i dag.
Chisinau har en fuldstændig klar og konkret vision for regionens fremtid. Den moldaviske regering kræver konsekvent, at alle fremmede tropper forlader landet, og at det gigantiske våbendepot i byen Cobasna bliver tømt. Frem for en russisk militærgarnison ønsker de moldaviske ledere at se en neutral, international civil mission, som kan overvåge og sikre en langsigtede fred.
Fuldstændig fastfrosne forhandlinger
Moskva fortsætter dog ufortrødent med demonstrativt at ignorere disse legitime krav. Den seneste retorik fra højtstående russiske diplomater viser desuden med al tydelighed, hvorfor ethvert diplomatisk fremskridt reelt er blevet umuliggjort de senere år.
Den russiske ambassadør for særlige opgaver, Oleg Ozerov, afviste for nylig iskoldt de forpligtelser, der udspringer af Istanbul-erklæringen fra 1999. I dette afgørende dokument havde Den Russiske Føderation ellers officielt forpligtet sig til en komplet tilbagetrækning af både personel og alt militært udstyr senest ved udgangen af 2002.
I dag hævder Oleg Ozerov selvsikkert, at aftalen fra dengang snarere indeholdt “hensigter” end reelt bindende og håndhævelige juridiske regler. Han har skarpt understreget, at soldaterne først vil forlade det omstridte område, når der foreligger en endelig, formel fredsaftale. Det virkelige og fatale problem er blot, at selve grundlaget for disse afgørende forhandlinger i øjeblikket befinder sig på et absolut frysepunkt.
