Efter i årtier at have tiltrukket nynazister og højreekstremister fra hele verden, har den fredelige østrigske by Braunau am Inn netop slået dørene op for sin mest omdiskuterede bygning. Onsdag markerede et officielt vendepunkt, hvor fortidens mørke skygger systematisk blev erstattet af statslig autoritet.
I dag huser de historiske rammer nemlig en fuldt operationel politistation, som desuden er direkte forbundet med et uddannelsescenter under det nationale sikkerhedsakademi. De østrigske myndigheder har lagt en meget bevidst og langsigtet strategi med denne markante forvandling.
Et opgør med ekstremismens samlingspunkt
Det primære mål er at sætte en endegyldig stopper for, at stedet, hvor Adolf Hitler tilbragte sine første tre leveår efter fødslen i 1889, fortsat kan dyrkes af radikale grupperinger. Det nye moderne politihovedkvarter er rent faktisk etableret i de eksakte stuer, der engang udgjorde diktatorens allerførste hjem.
Som led i et omfattende og nøje planlagt renoveringsprojekt har huset gennemgået en total visuel ændring. Den velkendte gule facade er nu fuldstændig malet over med en ren, kridhvid farve. For at forhindre sympatisører i at indsamle sygelige relikvier, sørgede byggefolkene desuden for at fragte alt murbrokker og byggeaffald væk til en strengt hemmeligholdt lokation.
Den østrigske indenrigsminister, Gerhard Karner, fremhævede ombygningens dybe symbolske betydning under den officielle åbningsceremoni. Han understregede, at det moderne politivæsen udgør den absolutte modsætning til den brutale arv, bygningen tidligere har repræsenteret. I dag står den uniformerede ordensmagt stærkt som et ufravigeligt værn for demokratiet, retsstaten og den menneskelige værdighed mod alle former for totalitarisme.
Slut med dystre valfartssteder
Gennem utallige år fungerede adressen som en uønsket magnet på yderliggående og ubudne gæster. Besøgende fra den ekstreme højrefløj mødte jævnligt op for at tage billeder, lægge blomsterkranse eller sågar hugge små stykker af murværket som morbide minder.
Disse seancer krydsede gentagne gange kriminelle grænser. Sidste år måtte politiet skride ind og anholde fire tyske turister, der placerede hvide roser i bygningens vinduer, hvorefter en kvinde i gruppen udførte en ulovlig nazihilsen. Derudover lykkedes det for nylig it-kriminelle at manipulere med digitale korttjenester, så adressen midlertidigt blev omdøbt til en velkendt nynazistisk talkode.
Ude foran huset troner dog stadig en massiv mindesten fra 1989, som en konstant påmindelse om rædslerne under Anden Verdenskrig. Stenen bærer en stærk og uomtvistelig inskription, der opfordrer til fred, frihed og demokrati – bakket op af en alvorlig advarsel på vegne af millioner af ofre om, at fascismen aldrig nogensinde må få lov til at gentage sig.
Den komplekse jagt på et nyt formål
Processen med at vinde fuld kontrol over ejendommen har været en utrolig langstrakt og slidsom affære. Helt tilbage fra 1972 begyndte den østrigske stat at leje bygningen for at kunne overvåge og regulere offentlighedens adgang dertil. Frem til 2011 blev de store lokaler brugt af en lokal velgørende organisation, der hjalp borgere med handicap, men da de flyttede ud, stod huset pludselig forladt hen.
Efter en årelang og opslidende juridisk kamp mod den daværende private ejer, valgte staten i 2016 at gennemtvinge en ekspropriation af ejendommen. Dette juridiske greb blev startskuddet til dybdegående diskussioner på tværs af adskillige ekspertpaneler omkring bygningens endelige skæbne.
Fagfolkene nåede til sidst frem til en bred konsensus om, at en nedrivning blot ville fremstå som en fejlagtig flugt fra nationens ubehagelige fortid. En omdannelse til et museum vurderedes omvendt at rumme en enorm risiko for utilsigtede konsekvenser og skabelsen af en turistfælde for radikaliserede individer. Konklusionen blev derfor, at den absolut mest fornuftige løsning var at lade ejendommen indgå som en praktisk og anonym del af statens administrative apparat.
