Denne banebrydende behandling bygger på fascinerende forskning i de såkaldte iPS-celler. Takket være denne nyskabende metode kan forskere nu dyrke helt friske hjerneceller ud fra almindeligt kropsvæv, og det sker helt uden brug af fostre. Med dette revolutionerende skridt baner de japanske myndigheder vejen for en fundamentalt anderledes tilgang til kampen mod denne ødelæggende neurologiske lidelse.
Hvad har de japanske myndigheder egentlig godkendt?
Det japanske reguleringsorgan har officielt velsignet produktionen og det kommercielle salg af en unik stamcelleterapi rettet mod Parkinsons sygdom. Dette opsigtsvækkende lægemiddelprodukt, som er udviklet af medicinalselskabet Sumitomo Pharma, bærer handelsnavnet Amchepry.
Behandlingen udnytter det fulde potentiale i inducerede pluripotente stamceller (iPS). I praksis betyder det, at laboratorieeksperter tager almindelige voksne celler – for eksempel fra menneskehud – og populært sagt omprogrammerer dem tilbage til et meget tidligt og ekstremt fleksibelt stadie. Ud fra dette udgangspunkt er det muligt at forme stort set enhver celletype i kroppen, herunder hjerneceller.
Selve kernen i terapien bygger på et enkelt, men dybt innovativt princip. Der indføres sikkert millioner af nyudviklede dopaminerge neuroner direkte i patientens hjerne, hvor deres primære opgave er at erstatte de celler, som sygdommen uigenkaldeligt har ødelagt.
Ifølge repræsentanter fra Sumitomo Pharma har produktet opnået en status som fremskyndet godkendelse af de japanske tilsynsmyndigheder. Det indebærer, at medicinen må markedsføres i maksimalt 7 år, mens der sideløbende gennemføres yderligere strenge kliniske tests for løbende at bekræfte sikkerheden og den langsigtede virkning.
Hvad ligger der bag Parkinsons sygdom?
Parkinsons sygdom er en langsomt fremadskridende og snigende hjernelidelse. I centralnervesystemet dør specifikke nerveceller gradvist, især dem, der er ansvarlige for at producere dopamin. Denne afgørende neurotransmitter styrer ikke blot vores bevægelser, men har også en massiv indflydelse på menneskets motivation og generelle humør.
Når disse dopaminproducerende neuroner begynder at forsvinde, står patienten over for en række yderst ubehagelige udfordringer:
- uforudsigelige rystelser i lemmer eller hænder
- markant muskelstivhed og langsommere motorik
- komplikationer med at opretholde balancen og en flydende gang
- besvær med at skrive, spise og udføre andre finmotoriske bevægelser
- ofte ledsaget af alvorlige søvnforstyrrelser og psykiske ændringer
Standardmedicin, som for eksempel det udbredte stof levodopa, kan kun midlertidigt erstatte den manglende dopamin. Selvom de giver en betydelig lindring af symptomerne, er de ude af stand til at bremse selve processen, hvor nervecellerne forfalder og dør. Som tiden går, falder effektiviteten af disse klassiske præparater, mens deres uønskede bivirkninger oftest tager til i styrke.
Fra en gammel drøm til den første reelle behandling
Idéen om at implantere helt friske celler i hjernen på Parkinson-patienter er langt fra ny; den har cirkuleret i videnskabelige kredse lige siden 1980’erne. Dengang forsøgte lægerne at transplantere nervevæv, der stammede fra fostre. Mens dette risikable indgreb gav nogle patienter årevis med lindring, oplevede andre absolut ingen bedring, eller de blev ramt af alvorlige, ukontrollerbare trækninger.
Desuden stødte brugen af fostervæv fra starten på enorme etiske og logistiske barrierer. Der var en kronisk mangel på tilgængeligt materiale, og den biologiske kvalitet svingede kraftigt fra gang til gang.
Et gennembrud uden kontroverser: iPS-celler
Det helt store vendepunkt i medicinens historie indtraf i 2006, da den anerkendte forsker Šinja Jamanaka i detaljer beskrev en metode til at omprogrammere voksne celler til en form for pluripotente stamceller (iPS). For denne epokegørende opdagelse blev han ganske velfortjent hædret med Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 2012.
Takket være denne fantastiske teknologi kan forskere i dag teoretisk set producere en uendelig mængde nye nerveceller direkte fra vævet af en almindelig voksen donor. Embryoner eller fostervæv er dermed slet ikke længere nødvendigt, hvilket elegant fjerner komplekse etiske stridigheder og giver hele dyrkningsprocessen en langt højere grad af pålidelighed og sikkerhed.
Præparatet Amchepry udnytter netop iPS-celler, der er præcist transformeret til dopaminerge neuroner. Disse bliver derefter påført i store mængder direkte i de specifikke områder af hjernen, hvor den degenerative lidelse har anrettet de værste skader.
Hvad afslørede den japanske kliniske undersøgelse?
Forud for selve godkendelsen analyserede reguleringsmyndigheden resultaterne fra et dybdegående studie, der involverede 7 patienter i alderen 50 til 69 år, alle diagnosticeret med Parkinsons sygdom. Hver enkelt af dem fik injiceret mellem 5 og 10 millioner dopaminerge neuroner, udvundet fra iPS-celler, direkte i hjernen med stor præcision.
Deltagerne var derefter under ekstremt omhyggeligt opsyn i hele 2 år. Under denne overvågning fastslog forskerne flere afgørende kendsgerninger:
- de indsatte stamceller udløste ingen uventede eller alvorlige bivirkninger hos nogen af deltagerne
- hos 4 ud af de 7 patienter var der en beviselig og tydelig lindring af sygdommens symptomer
- resultaterne af de standardiserede motoriske tests forblev enten helt stabile eller blev synligt forbedret
Hos over halvdelen af gruppen var der altså tale om en reelt målbar forbedring af helbredstilstanden, og ingen af de testede oplevede alvorlige komplikationer som følge af tilførslen af de nye celler.
Da studiet kun omfattede 7 personer, er det ud fra et videnskabeligt synspunkt stadig en meget lille stikprøve. Disse foreløbige data kan endnu ikke præcist forudsige, hvordan metoden vil fungere hos en større og genetisk mere mangfoldig befolkning. Alligevel vurderede myndighederne i Japan, at den stærke sikkerhedsprofil, den lovende effekt og sygdommens generelt ødelæggende natur fuldt ud retfærdiggør tildelingen af en betinget markedsføringstilladelse.
Hvorfor det faglige miljø stadig dæmper begejstringen
Japan har i længere tid anvendt en speciel, fremskyndet lovgivningsmæssig proces for såkaldte regenerative terapier – altså behandlinger, der genopbygger beskadiget væv eller organer. Virksomheder får dermed en sjælden mulighed for at tilbyde deres opfindelser til offentligheden, mens langt mere omfattende klin
