Det, der begyndte som et strategisk skatte- og politisk træk af kejser Caracalla i år 212, endte med at blive et kolossalt historisk vendepunkt. Dette skridt ændrede fundamentalt, hvordan nationer registrerer og opfatter deres borgere. Hvis denne romerske hersker ikke havde truffet så markant en beslutning om befolkningens status og beskatning, ville vores moderne opfattelse af retfærdighed formodentlig se helt anderledes ud.
Uden dette historiske indgreb ville vi sandsynligvis ikke kende til moderne pas eller vores nuværende juridiske identitet, og selve konceptet om lighed for loven ville have taget en helt anden drejning.
En radikal kejserlig beslutning: Alle er borgere i Rom
I netop året 212 udstedte Caracalla det banebrydende dekret, som historikere i dag kender under dets latinske navn, Constitutio Antoniniana. Med denne ene befaling gav han fuldt romersk borgerskab til langt de fleste frie mænd i det enorme imperium. Indtil da var dette en yderst eksklusiv rettighed, som udelukkende var forbeholdt en lille skare af udvalgte.
Før denne lovgivning trådte i kraft, kunne kun en brøkdel af befolkningen prale af denne særlige status. Den tilhørte primært folk, der boede på den italienske halvø, pensionerede militærveteraner, den urbane elite samt en håndfuld magtfulde individer fra de fjernere provinser. Dekretet vendte dermed bogstaveligt talt op og ned på datidens samfundsstruktur.
For millioner af almindelige mennesker i riget medførte dette pludselig helt konkrete ændringer i deres dagligdag. At træde ind i rækkerne som en officiel borger i det mægtige Rom indebar i praksis afgørende fordele:
- At opnå en uomtvistelig ret til et lovmæssigt anerkendt og beskyttet ægteskab.
