En enkelt tilfældig bemærkning kan lynhurtigt ødelægge et parforhold, knuse tilliden og give dig et stempel som værende følelsesmæssigt umoden. Kommunikationseksperter og psykologer påpeger, at vi alt for ofte slynger visse vendinger ud helt per automatik. Bagefter står vi desorienterede tilbage og undrer os over, hvorfor vores partner eller kollega pludselig trækker sig væk eller reagerer med stor vrede.
Folk, der mangler følelsesmæssig modenhed, mærker følelser præcis ligesom alle os andre, men de har simpelthen voldsomt svært ved at tage ansvaret på deres egne skuldre og udtrykke sig ærligt. I stedet flygter de fra enhver form for ansvarlighed, peger fingre ad andre, nedgør andres følelser og fordrejer bevidst fakta, når de føler sig trængt op i en krog. Forskning i følelsesmæssig intelligens bekræfter tydeligt, at evnen til at aflæse egne og andres behov forbedrer vores relationer markant, mindsker det daglige stressniveau og kan aflæses direkte i både arbejdspræstationer og dynamikken i et team. Faktisk trumfer en høj følelsesmæssig intelligens rigtig ofte en høj IQ, når det gælder evnen til at omgås andre mennesker på en konstruktiv måde.
At vælge sine ord med omhu er en af de absolut stærkeste og mest simple metoder til at opbygge et image som et velafbalanceret og voksent menneske. De ord, du griber ud efter midt i et ophedet skænderi eller under pres, fortæller dine omgivelser alt om, hvordan du håndterer frustration og ansvar. Visse udtryk fungerer desværre som et blinkende neonskilt, der skriger, at der stadig er lang vej til den følelsesmæssige modenhed.
Sætningerne, der afslører manglende personlig indsigt
Når korthuset vælter, vil en umoden person pr. refleks lede febrilsk efter en syndebuk uden for sig selv. I stedet for konstruktivt at foreslå “lad os se på, hvad vi hver især kunne have gjort bedre”, kastes der straks et forsvarsværk op. Den ansvarsløse bemærkning “det er ikke min skyld” blokerer øjeblikkeligt for enhver mulighed for at udbedre skaden og sender et isnende klart budskab: Du kan under ingen omstændigheder regne med mig, når det virkelig gælder.
En anden klassisk undvigemanøvre består i at kaste hele problematikken over på modparten. Selvom det i momentet kan lyde som en saglig forklaring, skubbes hele ansvarsbyrden konsekvent over på den anden side af bordet. Vedkommende indtager bevidst en martyrlignende rolle som det uskyldige offer for ydre omstændigheder og andres beslutninger. En sund og velovervejet reaktion ville i stedet være at sige: “Min reaktion var over stregen, men din adfærd spillede også en rolle – lad os få talt tingene ordentligt igennem.”
Visse fraser lyder mest af alt, som om de kommer ud af munden på et trodsigt barn i børnehaven. I en relation mellem to voksne fratager denne form for kommunikation den anden person al ret til at få en vigtig forklaring, som man ellers har fuldt krav på i et sundt forhold eller på arbejdspladsen. Motivet bag denne adfærd er typisk en udtalt berøringsangst over for konflikter. For personen er det langt nemmere blot at lukke helt ned for snakken end at skulle sætte ord på sine sande motiver.
Disse barske udmeldinger rammer direkte ned i kernen hos partneren og virker dybt invaliderende. Det er en åbenlys nedgørelse af den andens oplevelse, der indirekte fortæller: “Dine følelser er helt ved siden af, du er ikke normal.” At underkende et andet menneskes virkelighed får på ingen måde deres følelser til at fordampe; det resulterer blot i, at personen fremadrettet lukker i og stopper med at dele sine tanker med dig. På den måde beskytter den umodne person sit eget skrøbelige sind, for hvis modpartens sorg eller vrede blot kan afvises som “hysteri”, slipper man for at forholde sig konstruktivt til problemet.
Hvilke udtryk bruger du i konflikter på jobbet eller i privaten?
Ledsaget af et rungende suk eller himmelvendte øjne bliver denne type floskler brugt som et våben til at dræbe en svær dialog. Det overordnede budskab er brutalt og kontant: “Nu gider jeg ikke høre mere, diskussionen er slut.” Denne type kommunikativt bagholdsangreb sørger for, at den egentlige konflikt fejes ind under tæppet, mens den usagte spænding langsomt æder relationen op indefra.
Vi har her at gøre med et lærebogseksempel på fænomenet gaslighting, hvor der bevidst sås tvivl om den andens dømmekraft og hukommelse. Det er selvfølgelig menneskeligt at huske forkert af og til, men mentalt umodne individer udnytter taktikken som et permanent forsvarsværk. I stedet for ydmygt at konstatere “måske svigter min hukommelse, fortæl mig lige, hvordan du husker forløbet”, vælger de kategorisk at benægte virkeligheden i et forsøg på at omskrive historien til deres egen fordel.
I et trygt og kærligt miljø vil begge parter stræbe efter at udvise sympati, når den ene part går igennem noget tungt. Hvis man i stedet mødes af den koldeste afvisning i form af “det rager ikke mig”, dør samtalen på stedet. Denne isnende udmelding falder typisk lige præcis dér, hvor den anden forsøger at udtrykke et dybfølt behov, og på den lange bane er det en usvigelig sikker dræber for intimiteten mellem to mennesker.
Nedspilning af andres reaktioner er en sand klassiker i det umodne repetoire. Du støder på denne metode overalt – både over middagsbordet derhjemme og når en kollega gør opmærksom på en kritisk fejl på kontoret. I stedet for at tage modpartens udfordring alvorligt og anerkende problemet, klatrer personen lynhurtigt op på en imaginær piedestal af påtaget rationalitet og latterliggør situationen.
- At sno sig elegant udenom, når du stilles direkte til ansvar for din egen opførsel
- At feje kollegers og partneres bekymringer af bordet med nedladende kommentarer som “slap dog af” eller “så slemt er det vel heller ikke”
- At barrikadere sig bag et solidt lag af sarkasme og ironiske stikpiller i stedet for at levere ægte, brugbar feedback
- At fralægge sig ethvert ejerskab over egne overreaktioner og smide skylden på andre med sætninger som “det var dig, der provokerede mig”
- At nægte at give en uforbeholden undskyldning og i stedet udgyde et “nu må vi se at komme videre”, som fuldstændig lukker ned for ærlig dialog
- At grave ældgamle fejltrin frem fra gemmerne og bruge dem som aktiv ammunition i en aktuel strid
- At afbryde en dyb samtale ved iskoldt at forlade lokalet eller blot starte en lammende tavshed uden et eneste ords forklaring
Derfor er “altid” og “aldrig” gift for ethvert samarbejde
At rode rundt i for længst begravede episoder kan dræne enhver for energi, men det er ofte et nødvendigt onde, når fortidens knuder aldrig blev løsnet rigtigt. Problemet er, at den emotionelt umodne samtalepartner blot ønsker en lynhurtig flugt fra ubehaget. I stedet for at se sin egen andel i miseren i øjnene, smider man et modangreb om, at den anden person “kører i ring”. Dette er en ufatteligt magelig genvej væk fra selvransagelse.
Hvis man spytter en giftig bemærkning ud og prompte dækker sig ind bag et “det var jo bare en lille joke”, skaber man en umulig situation for modtageren. Den ene hånd stikker en kniv i ryggen på dig, mens den anden hånd fratager dig retten til at sige av. Denne kyniske form for “humor” er intet andet end et røgslør over bevidst ondsindethed. En veludviklet voksen har ryggrad nok til at udtale: “Der gik jeg langt over stregen, og det vil jeg gerne undskylde for.”
At benytte sig af voldsomme generaliseringer som “du hører simpelthen aldrig efter” eller “du kommer jo altid for sent” styrer med det samme kommunikationen direkte ind i en blindgyde. Et enkeltstående fejltrin bliver pludselig brugt til at fælde dom over hele personligheden. Jo flere skingre “altid” og “aldrig”, der fylder rummet under et skænderi, desto mindre bliver chancen for nogensinde at finde frem til kilden til problemet. Denne dramatiske ordbrug vælges udelukkende, fordi det er nemmere at angribe bredt end at skulle mærke og analysere sine egne sårbare følelser.
Vi er her ude i en retorik, man normalt hører i indskolingen: “Jamen de andre driller også, de andre løber også ud foran bilerne.” Hos voksne mennesker ser vi det oversat til arbejdspladsen med replikker som “jamen alle rykker jo lidt på mødetiderne” eller “alle snakker jo sådan om chefen bag hans ryg”. Ved at gemme sig bag “flertallets adfærd” fritager den umodne person fuldstændig sig selv for at skulle tænke over sine egne etiske standarder.
Det sprogbrug højeffektive og modne personer benytter
Kontrasten til alt det ovenstående er et sprog, der lyser af selvkontrol, ansvar og en dybfølt respekt for andre menneskers grænser. Selvom ændringerne måske lyder minimale, er det reelle udbytte massivt. Frem for at vrisse “det her har intet med mig at gøre”, vil den følelsesmæssigt intelligente person sige: “Den del af opgaven ramte jeg ved siden af på, lad os sammen regne ud, hvordan vi fikser det.” I stedet for at kaste om sig med ord som “overdrivelse”, lyder det: “Jeg kan tydeligt mærke, at min handling gjorde dig ked af det, vil du dele dine tanker med mig?”. Disse ord er hverken blødsødne eller eftergivende. De er ganske enkelt nøglen til et sprog, der nedtrapper kriser og bygger stærke broer mellem mennesker.
Forskere og eksperter i kommunikation hos førende institutioner som Stanford og Harvard dokumenterer igen og igen, at personer med en stærk emo-intelligens læner sig op ad specifikke kommunikationsskabeloner. De holder sig konsekvent fra absolutte domfældelser, gør flittigt brug af “jeg-budskaber” og adresserer isoleret adfærd frem for personlighedstræk. Denne indstilling slukker øjeblikkeligt for forsvarsmekanismerne hos ægtefællen eller teammedlemmet og åbner døren for fælles problemløsning. En undersøgelse udgivet i magasinet Journal of Applied Psychology konkluderede desuden, at medarbejdere, der opererer under ledere med en veludviklet emotionel intelligens, oplever en personaleudskiftning, der er hele 23 procent lavere end gennemsnittet.
Konkrete metoder: Sådan dropper du den umodne tone i hverdagen
Stop dig selv helt op, før du svarer. Et kvart sekunds absolut stilhed er mange gange nok til at stoppe dig i at affyre et reflekspræget og defensivt “det er altså ikke min skyld”. Erstat anklager med et fokus på dig selv. Kast “du gør også altid”-pladen væk, og afprøv i stedet: “Jeg får en følelse af frustration, når…”. Fokuser stenhårdt på sagen, ikke personen. Det er gårsdagens konkrete handling, der skal under luppen, og ikke mennesket som helhed.
Vær gravede og nysgerrig, hvis du føler dig hægtet af samtalen. At sige: “Jeg forstår simpelthen ikke helt det punkt, du prøver at få frem – vil du prøve at sætte andre ord på det?” lyder vanvittigt meget mere overskudsagtigt end at bjæffe: “Hvad snakker du overhovedet om?”. Begynd at tage små skridt i retning af at indrømme dine små fejl. At kunne udtale: “Du har helt ret, jeg burde have løst den del anderledes,” er et af de absolut reneste beviser på et voksent sind.
Mange af de problematiske udtalelser er ubevidst noget, vi har lært gennem vores opvækst, taget til os fra vennegrupper eller kopieret fra tidligere dårlige chefer. For en pæn procentdel er det simpelthen deres modersmål, når det kommer til konflikthåndtering. Heldigvis fungerer udviklingen af følelsesmæssig intelligens nøjagtig som styrketræning – i begyndelsen river det, og man vil helst overgive sig, men pludselig føles det legende let og helt naturligt. Ingen er fejlfrie, og vi falder alle i vandet indimellem. Forskellen på den personligt stærke profil og den umodne karakter ligger alene i de handlinger, der følger lige efter: Står vi fast på vores urimeligheder
