En helt almindelig arbejdsdag på en afsidesliggende gård i den argentinske provins Chubut har forvandlet sig til en verdensomspændende videnskabelig sensation. En lokal fårehyrde stødte ved et rent tilfælde på nogle gigantiske knogler, som nu tvinger eksperter til at omskrive historien om fortidens massive planteædere. Det nyopdagede fossil har fået navnet Bicharracosaurus dionidei, og dyret trodser alt, hvad vi hidtil har vidst om dinosaurernes stamtræ.
Disse forstenede levn, som blev gravet frem på privat jord i Sydamerika, kan dateres helt tilbage til den sene juratid for omtrent 155 millioner år siden. På dette tidspunkt vandrede enorme sauropoder allerede rundt på vores planet, men mange af deres evolutionære linjer var stadig ved at finde fodfæste. Forskningsholdet har med stor succes bjerget mere end 30 ryghvirvler, ribben samt dele af et bækken. Omfattende analyser af knoglernes størrelse og form peger på, at en fuldvoksen dinosaur af denne type var omkring 20 meter lang. Selvom det måske ikke slår rekorden som den allerstørste sauropod, ville dette majestætiske dyr utvivlsomt have været en dominerende skikkelse i sit daværende miljø.
En 20 meter lang kæmpe under fårenes klove
Dette fascinerende planteædende fortidsdyr kunne prale af en utrolig imponerende hals og en kropslængde på de førnævnte 20 meter. Hvad der især overrasker palæontologerne, er den usædvanligt fine bevaringstilstand af de ældgamle knogler. Opdagelsen skete som nævnt ved et rent lykketræf, da hyrden blot udførte sit daglige arbejde på de græsarealer, hvor fårene gik og essede.
Kort tid efter ankom et dedikeret ekspertteam fra Muzea Egidio Feruglio i byen Trelew for at påbegynde udgravningerne, hvilket endte med at strække sig over adskillige uger. Hver enkelt del af det knuste skelet blev omhyggeligt transporteret til laboratoriet til nænsom rensning og konservering. Processen var enormt tidskrævende, da samtlige hvirvler skulle fotograferes, måles og sammenholdes med eksisterende fund af andre sauropoder.
Det stod dog hurtigt tindrende klart for forskerne, at de stod over for noget helt unikt. Knoglernes overordnede proportioner lignede simpelthen ikke andre kendte arter fra denne del af verden. Den mærkværdige, næsten Frankenstein-agtige kombination af træk gjorde det umådeligt svært overhovedet at placere fortidsdyret i en specifik biologisk familie.
Dinosauren, der sprænger alle rammer
Det absolut mest opsigtsvækkende ved Bicharracosaurus dionidei er ikke dens massive størrelse, men derimod dens utroligt komplicerede anatomi. Forskningsresultaterne, som netop er blevet udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PeerJ, fremhæver i høj grad dyrets usædvanlige sammensætning af fysiske egenskaber.
- Dele af halsen og brystkassens hvirvler minder utroligt meget om Giraffatitana fra Afrika, som tilhører familien Brachiosauridae.
- Andre stykker af rygsøjlen, i særdeleshed den midterste del, deler derimod slående ligheder med Diplodocusa og dens fjerne slægtninge fra Nordamerika.
- Bækkenets opbygning og selve knoglernes struktur peger dog tydeligt i retning af brachiosaurer, og altså slet ikke mod de piske-halede diplodocus-typer.
- For at gøre forvirringen total fremstår ribbenene som en direkte overgangsform mellem disse to grupper, og de lader sig ikke nemt definere.
- Derudover afviger selve længdeforholdet mellem de individuelle ryghvirvler markant fra alle tidligere opdagede arter på den sydlige halvkugle.
- Knoglevævets mikrostruktur afslører til gengæld en lynhurtig vækst, hvilket typisk er et klassisk kendetegn for netop brachiosaurerne.
Denne hybride natur gjorde det til en monumental udfordring at klassificere fortidsdyret korrekt. Forskerne tog derfor avancerede fylogenetiske computermodeller i brug for at kunne sammenligne hundredvis af skelettræk på kryds og tværs af dinosaur-arter. De endelige resultater indikerer stærkt, at Bicharracosaurus dionidei faktisk hører hjemme i familien Brachiosauridae. Dermed er den også den allerførste repræsentant for denne specifikke gruppe i den sydamerikanske juratid.
Hvis disse konklusioner ender med at holde stik på lang sigt, giver det videnskaben et tungtvejende bevis for, at brachiosaurerne havde en langt større geografisk udbredelse under juratiden, end man hidtil har antaget. De levede altså ikke kun eksklusivt i Nordamerika og Afrika, men havde spredt sig helt til de sydlige kontinenter.
Hvad denne anatomiske blanding fortæller os
Den bizarre sammensmeltning af fysiske træk stikker langt dybere end blot at være et logistisk problem på et museum. Den er et stærkt bevis på, at sauropodernes evolutionære udviklingslinjer var utroligt tæt sammenflettede i slutningen af juratiden. Grænserne mellem de forskellige dinosaurfamilier var med andre ord slet ikke så stringente, som mange forsimplede modeller i vores skolebøger ellers har påstået.
Dette har en enorm indvirkning på måden, hvorpå eksperter forsøger at rekonstruere fortidens store dyrevandringer hen over det kolossale superkontinent Gondwana. Hvis brachiosaurer virkelig etablerede sig i Patagonie på så tidligt et tidspunkt, må de nødvendigvis have tilbagelagt ufattelige afstande, længe før landmassivene for alvor begyndte at rive sig løs fra hinanden.
Et bredt samarbejde af dygtige forskere fra Argentina, Brasilien og USA er helt enige om, at sådanne nylige fund konstant kaster grus i maskineriet på forudindtagede teorier. Evolutionen fremstår ikke længere som en snorlige gren, men minder i stigende grad om en uhyre tæt og uigennemtrængelig busk fyldt med blindgyder.
Patagonie bliver stadig vigtigere for palæontologien
De forstenede levn af Bicharracosaurus dionidei blev omhyggeligt udgravet i den geologiske formation Cañadón Calcáreo. Selvom dette landskab har tiltrukket fossiljægere i årtier, er det reelt set først i de senere år, at regionen for alvor er blevet anerkendt som et af klodens absolut vigtigste knudepunkter for studiet af juratidens massive planteædere.
Indtil for ganske nylig har størstedelen af vores viden udelukkende hvilet på flittige udgravninger i Nordamerika samt et par udvalgte steder på den nordlige halvkugle. Jordens sydlige del har derimod været et gigantisk, uopklaret sort hul. Tidligere fund i Tanzania har ganske vist været revolutionerende, men man har desperat manglet tilsvarende knogler fra andre hjørner af fortidens Gondwana for at kunne drage pålidelige sammenligninger. Det er lige præcis denne tomme plads, som de nye sydamerikanske fossiler nu er med til at udfylde.
Som de begejstrede eksperter understreger, giver hvert eneste nye fossil fra Chubut-regionen os et skarpere
