I årtier har vores radioteleskoper scannet kosmos uden at fange det mindste spor af fremmede civilisationer. En fascinerende ny teori præsenterer dog en foruroligende tanke: Måske har beskeder fra højteknologiske samfund for længst suset forbi vores planet, helt uden at vi opfattede dem.
Lige siden 1960’erne har forskere verden over lyttet intenst efter livstegn ude fra stjernerne. Selvom initiativer som SETI benytter enorme netværk af teleskoper, har resultaterne hidtil udeblevet. Men dette absolutte fravær af støj betyder ikke nødvendigvis, at vi er de eneste intelligente væsener i universet.
Forklaringen kan faktisk være ganske simpel. Menneskeheden er muligvis blot en elendig og tilfældig lytter i et overvældende larmende verdensrum. Eksperter påpeger, at både vores lytteudstyr, vores timing og den retning, vi peger maskinerne i, slet ikke stemmer overens med tidspunktet for, hvornår disse transmissioner reelt ankommer. Desuden kan udsendelserne snildt have forladt deres hjemverden for mange millioner år siden.
Set i forhold til universets enorme alder, har vi mennesker kun spejdet efter såkaldte teknosignaturer i et mikroskopisk øjeblik. Hvis et fremmed samfund sendte en hilsen afsted for bare fem tusinde år siden, ville beskeden have passeret os i total stilhed, længe før vi overhovedet havde opfundet radioteknologien.
Hvad leder forskerne egentlig efter derude?
Fagfolk benytter begrebet teknosignatur til at beskrive målbare beviser på en fremmed civilisations teknologiske kunnen. Disse kosmiske spor kan variere enormt i form og styrke. Avancerede anlæg som Green Bank Observatory og det nu kollapsede Arecibo-teleskop har primært været fokuseret på at opfange elektromagnetiske bølger.
Når astronomerne finkæmmer himmelrummet, kigger de særligt efter følgende mønstre:
- Unaturlige radiotransmissioner præget af en fast struktur
- Pulserende bølger, der følger en bestemt matematisk formel
- Kraftige laserstråler rettet direkte ud i mørket
- Kolossale megastrukturer, såsom Dyson-sfærer
- Kunstige kemiske spor fra tung industri i atmosfæren på fjerne exoplaneter
- Unormale kilder til varme og stråling
Forskere fra University of California, Berkeley arbejder målrettet med komplekse algoritmer for at håndtere de ufattelige mængder data fra radioteleskoperne. En af de største udfordringer er dog at frasortere vores egen planets konstante larm. Alt fra mobiltelefoner og satellitter til fly og mikrobølgeovne skaber en uendelig summen af elektromagnetisk støj, hvilket gør det utroligt svært at isolere de sarte hvisken fra det ydre rum.
Derfor har vi sandsynligvis allerede overset signalerne
Timing er altafgørende i jagten på udenjordisk liv. Når en fjern kultur sender en radiobølge mod vores solsystem, rejser signalet langsomt gennem tomrummet med lysets hastighed. Det kan tage hundreder, tusinder eller endda millioner af år at nå frem, alt afhængigt af afstanden til den pågældende stjerne.
Den helt store udfordring er, at vores kosmiske aflytning først for alvor begyndte i 1960, da astronomen Frank Drake startede sit Ozma-projekt med systematiske observationer. Det giver os kun godt tres års aktiv søgning. Den skæbnesvangre kontakt kunne meget vel have ramt Jorden i 1850’erne, eller måske mens faraoerne regerede i oldtidens Egypten, hvor vi var fuldstændig ude af stand til at lytte med.
Dertil kommer den astronomiske opgave med at vælge den rette lytteretning i et grænseløst univers. Selvom udstyr som Parkes i Australien og FAST i Kina hører til blandt klodens absolut mest følsomme instrumenter, kan de kun fokusere på en forsvindende lille brøkdel af nattehimlen ad gangen. Arbejdet kan bedst sammenlignes med at lede efter en nål i en gigantisk høstak, når man kun må undersøge ét strå om dagen.
Astrofysikere tilknyttet Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics har regnet sig frem til, at chancerne for at ramme plet ved en ren tilfældighed er ekstremt små. Sender de fremmede blot deres besked i få timer, vil vi med næsten usvigelig sikkerhed gå glip af den, medmindre vores linser fanger det helt præcise himmelstrøg i netop dét tidsrum.
Den teknologiske kløft mellem os og mulige afsendere
Ethvert samfund, der magter at bygge kommunikationsbroer på tværs af interstellare afstande, må nødvendigvis besidde en formidabel teknologi. Til at vurdere dette bruger videnskaben ofte Kardashev-skalaen, som rangerer civilisationer ud fra deres samlede energiforbrug. Lige nu befinder menneskeheden sig blot på et niveau omkring 0,7 på denne skala.
En fuldt udviklet Type I-civilisation kan udnytte al potentiel energi på deres hjemplanet, mens et Type II-samfund kan høste kræfterne fra en hel stjerne gennem ingeniørkunst. Er vores kosmiske naboer først nået til niveau to eller tre, vil deres maskineri sandsynligvis fremstå fuldstændig uforståeligt for os. Måske benytter de kommunikationsmetoder, som menneskeheden end ikke har opdaget eksistensen af endnu.
Fremtrædende teoretikere fra Massachusetts Institute of Technology argumenterer for, at højtudviklede samfund for længst har droppet forældede radiobølger. I stedet snakker de måske sammen via tyngdebølger, kvantesammenfiltring eller helt andre fysiske fænomener, som vi først lige er begyndt at kradse i overfladen af. Vores nuværende lytteudstyr ville være komplet blindt overfor sådanne intergalaktiske beskeder.
Vil vi nogensinde fange en hilsen fra rummet?
Trods de mange ubekendte og de overvældende teknologiske udfordringer, bevarer videnskabsfolk en stærk optimisme. Udstyret forbedres hele tiden, og nyskabende tiltag sikrer en bredere dækning af nattehimlen. Et eksempel er initiativet Breakthrough Listen, som er økonomisk støttet af investoren Jurij Milner, og som gør brug af flere af klodens absolut kraftigste radioteleskoper.
I dag udrustes moderne observatorier i stigende grad med kunstig intelligens for at håndtere bjerge af rådata. Avancerede algoritmer til maskinlæring kan på brøkdele af et sekund gennemskue skjulte mønstre, som menneskelige øjne uundgåeligt ville overse. Senest har specialister fra Oxford Universitet udviklet revolutionerende software, der kan skabe overblik over data tusindvis af gange hurtigere end ældre systemer.
Samtidig udvider forskerne bevidst deres fokusområder markant. I stedet for udelukkende at fange radiobølger, finkæmmes mørket i dag også for optiske lysglimt, infrarød varmeudstråling og mærkværdige kemiske signaturer i de fjerne exoplaneters atmosfærer. Hver eneste nye fremgangsmåde bringer os tættere på et potentielt gennembrud.
Findes der vitterligt snakkesalige væsener derude blandt stjernerne, sørger vores hastigt voksende teknologiske niveau for at øge chancerne for kontakt dag for dag. Det tilbageværende spørgsmål er nu udelukkende, om vi har vedholdenheden til at lytte længe nok – og kigge op på præcis det rette tidspunkt.
