En lille kostændring kan måske beskytte hjernen i alderdommen
Befolkningens aldring accelererer, og hukommelsesproblemer rammer et stadigt stigende antal ældre mennesker verden over. Nye data fra Japan antyder, at en beskeden ændring i kosten kan spille en rolle i beskyttelsen af hjernen, når vi bliver ældre.
Demens, herunder Alzheimers sygdom, er ved at blive en af vores tids mest alvorlige sundhedsmæssige udfordringer. Mere end 50 millioner mennesker på verdensplan lever med denne diagnose, og inden midten af dette århundrede kan dette tal tredobles. Sundhedssystemerne har allerede i dag svært ved at følge med udviklingen.
Japan – et laboratorium for fremtiden
Japan er en af de hurtigst aldrende nationer på jorden og fungerer nærmest som et fremtidslaboratorium. Hele 12,3 procent af japanere over 65 år lider af demens. Da der mangler effektiv behandling, retter forskerne i stigende grad blikket mod livsstilsfaktorer – bevægelse, søvn og ikke mindst kost.
Forskere fra flere japanske videnskabelige centre analyserede data fra næsten otte tusinde ældre og fandt, at de personer, der regelmæssigt spiste ost, sjældnere udviklede demens. Det handler om regelmæssig indtagelse af ost i kosten – og det endda i små mængder.
Hvordan så den undersøgelse ud, der forbinder ostforbrug med hukommelse?
Analysen omfattede 7.914 personer i alderen 65 år og derover, som boede i egne hjem og endnu ikke var vurderet til at have behov for langtidspleje. Dataene stammede fra programmet JAGES, som følger sundhed og funktionsevne hos ældre japanere.
Deltagerne blev inddelt i to grupper. Den første gruppe bestod af ældre, der spiste ost mindst én gang om ugen. Den anden gruppe var ældre, som oplyste, at de slet ikke spiste ost.
For at gøre sammenligningen meningsfuld sørgede forskerne for, at de to grupper var så ens som muligt med hensyn til alder, køn, uddannelse, indkomst, generelt helbred og selvstændighed i daglige aktiviteter. De anvendte en avanceret statistisk metode til at udligne forskellene mellem deltagerne.
I cirka tre år fulgte de, hvilke deltagere der modtog en officiel demensdiagnose inden for rammerne af Japans plejeforsikringssystem – en gængs måleenhed i Japan.
Forskellen virker lille, men er statistisk betydningsfuld
Forskellen kan virke beskeden, men omregnet til relativ risiko svarer det til en 24 procents reduktion i sandsynligheden for at udvikle demens hos dem, der spiste ost. Da forskerne tilføjede det samlede kostmønster til analyserne – eksempelvis forbrug af grøntsager, frugt og fisk – blev effekten lidt svagere, men stadig markant: omkring 21 procent.
Forskerne understreger, at undersøgelsen viser en sammenhæng, ikke en bevist årsagsforhold. Alligevel er forskellen så tydelig, at den kalder på yderligere undersøgelser. Resultaterne fra Japan kan ikke overføres direkte til Danmark, hvor ost – særlig gul og blød ost – hyppigt optræder på bordet.
Ifølge de japanske data valgte de osteforbrugende personer også oftere andre fødevarer forbundet med bedre helbred i alderdommen: frugt, grøntsager, kød og fisk. Det samlede billede mindede mere om en varieret kost med flere af de næringsstoffer, hjernen har brug for.
Hvad er det i osten, som hjernen drager fordel af?
Forskerne peger på flere mekanismer, der kan forklare ostens beskyttende effekt på nervesystemet. Der er i vid udstrækning tale om hypoteser, men de passer godt ind i, hvad der allerede vides om kost og hjernefunktion.
Ost – særlig lagret ost – er en af de vigtigste kilder til vitamin K2. Dette fedtopløselige stof påvirker calciumomsætningen og blodkarenes elasticitet. Problemer med blodkarrene, som forhøjet blodtryk eller åreforkalkning, øger risikoen for demens, navnlig vaskulær demens.
Vitamin K2 hjælper med at begrænse kalkaflejringer i blodkarsvæggene. Sundere blodkar betyder bedre blodgennemstrømning i hjernen. Det er muligt, at ost takket være K2 indirekte støtter de kognitive funktioner ved at bremse de processer, der skader hjernens fine blodkar.
Osteprodukter leverer desuden en solid portion protein og vigtige aminosyrer. Nerveceller har brug for disse til korrekt funktion, dannelse af neurotransmittere og reparation af skader. Under ostens modning dannes der også såkaldte bioaktive peptider, som kan have antiinflammatoriske og antioxidative egenskaber.
Tarmmikrobiota og forbindelsen mellem tarm og hjerne
Stadig flere studier forbinder sammensætningen af tarmens bakterieflora med hjernens funktion. Et forstyrret mikrobiom ses blandt andet hos personer med Alzheimers sygdom. Fermenteret ost, såsom klassiske skimmelosttyper, kan være en kilde til probiotiske bakterier, der regulerer den såkaldte tarm-hjerne-akse.
En interessant detalje: i den analyserede undersøgelse spiste hele 82,7 procent af deltagerne primært smelteost, som indeholder færre naturlige bakteriekulturer og en del bioaktive bestanddele. Kun 7,8 procent valgte hvidskimmeloste. Den beskyttende effekt viste sig alligevel.
Det kan betyde, at der er flere mindre faktorer på spil – det behøver ikke udelukkende handle om fermenteringens probiotiske aspekt. Selv osteprodukter af lavere mikrobiologisk kvalitet kan give en vis fordel for hjernen, hvis de indgår i en bredere og relativt afbalanceret kost.
I praksis var mængderne moderate. Spørgeskemaerne viste, at 72,1 procent af de osteforbrugende personer spiste det én eller to gange om ugen. Vi taler altså om en beskeden portion – ikke om dagligt overspisning af brødmadder med et tykt lag gul ost.
Ost som en del af livsstilen, ikke som et vidundermiddel
Undersøgelsen viste også, at denne gruppe af ældre klarede sig bedre i såkaldte komplekse dagligdagsaktiviteter: indkøb, måltidsplanlægning og økonomi. De rapporterede sjældnere om hukommelsesklager. Det er derfor muligt, at de allerede ved studiets start befandt sig i en smule bedre helbredstilstand, som statistikken ikke fuldt ud kunne tage højde for.
Forskerne beskriver åbent analysens svagheder, hvilket giver mulighed for at betragte resultaterne med en kritisk distance. Ost fremgik kun ét sted i spørgeskemaet, ved studiestart. Det er uvist, om deltagerne siden ændrede deres vaner. Der blev ikke indsamlet præcise data om portionsstørrelser, så det er svært at tale om en optimal dosis.
Demensdata kom fra administrative dokumenter og ikke fra komplette neurologiske undersøgelser, hvilket gør det vanskeligt at skelne mellem sygdomstyper. Genetiske faktorer blev ikke taget i betragtning – eksempelvis tilstedeværelsen af APOE-varianten forbundet med høj Alzheimer-risiko. Den japanske kontekst er desuden specifik – det gennemsnitlige årlige ostforbrug er der adskillige gange lavere end i mange europæiske lande.
Er det værd at spise mere ost for hjernens skyld?
Konklusionerne fra den japanske undersøgelse opfordrer ikke til tankeløst at spise store mængder ost uden begrænsning. Osteprodukter indeholder meget mættet fedt og salt, og ernæringseksperter har i årevis anbefalet mådehold. Omvendt giver fuldstændig udelukkelse af frygt for kolesterol heller ikke altid mening, særligt når portionen er lille, og resten af kosten bygger på grøntsager, frugt og fuldkornsprodukter.
I praksis kan man overveje en enkel strategi: en lille mængde god ost et par gange om ugen, inkorporeret i måltiderne i stedet for stærkt forarbejdede pålægsvarer eller salte snacks. Kombineret med motion, blodtrykskontrol, begrænsning af rygning og alkohol kan det udgøre en ganske fornuftig samlet indsats for hukommelsen efter de tres.
Det er også værd at bemærke, at hjernen elsker variation. Forskning viser, at kostvaner tæt på den middelhavsdiæt og den såkaldte MIND-model er gavnlige for de kognitive funktioner: masser af grønne grøntsager, blåbær, nødder, olivenolie, fisk, bælgfrugter og dertil en moderat mængde mejeriprodukter inklusive ost. Ost kan være ét element i dette puslespil, men erstatter ikke motion, søvn eller sociale kontakter.
Når vi allerede ved et så lavt udgangspunkt for ostforbrug i Japan ser en om end beskeden effekt, kan fremtidige studier i lande med en større ostetradition give meget konkrete retningslinjer – både for ostens type og portionsstørrelse. Indtil videre er det mest fornuftige at betragte resultaterne fra Japan som en tilskyndelse til en afbalanceret kost, hvor en smule ost ikke er et problem – og for hjernen måske endda kan vise sig at være en allieret.
