Grå dinosaurer var aldrig andet end en bekvem myte
Paleontologer fra den amerikanske delstat Montana har opdaget mikroskopiske strukturer i velbevarede hudfragmenter fra en ung diplodok, der beviser tilstedeværelsen af pigment. De gigantiske planteædere fra juraperioden var tilsyneladende langtfra den ensartede grå farve, som man troede på i årtier.
I generationer forestillede vi os dem som massive, langsomme skabninger i mudder- og støvfarver. Nu viser et hold paleontologer, at mindst én ung diplodok slet ikke lignede en grå “jurakos”, men derimod et dyr med en langt mere kompleks, mørk og varieret hud.
Grå dinosaurer er en myte opstået på grund af manglende data. Det meste af det tyvende århundrede afbildede lærebøger og film dinosaurer i dæmpede farvetoner — brun, beige, rådden grøn. Ikke fordi nogen havde hårde beviser for en sådan farvning, men fordi de fossile fund simpelthen ikke indeholdt troværdige spor af pigment.
Forskerne havde knogler til rådighed og lejlighedsvis hudaftryk, men ingen bevarede farvestofmolekyler. Farver blev derfor tilføjet “fra hukommelsen”, nogle gange med nutidens elefanter eller flodheste som løse inspirationskilder. Resultatet var, at hele det videnskabelige samfund vænede sig til synet af store, næsten eenfarvede krybdyr. Men nye mikroskopiske analyser af huden fra en ung diplodok fra Montana viser nu, at gigantiske sauropoder ikke nødvendigvis var visuelt kedelige eller ensartede.
Mikroskopet afslørede pigmentstrukturer frem for penslen
Gennembrudet kom fra det exceptionelle udgravningssted Mother’s Day Quarry i den amerikanske delstat Montana. Netop her fandt man resterne af flere unge diplodokker, der sandsynligvis omkom under en hård tørke i den sene jura. Blandt knoglerne var der bevaret fine hudfragmenter med små sekskantede skæl.
Disse stykker er på størrelse med en negl, men under elektronmikroskopet viste de sig at være rige på strukturer, som ingen tidligere havde set hos så store dinosaurer. Forskerne undersøgte dem lag for lag og registrerede en række bemærkelsesværdige fund:
- Zoner rige på kulstof, der vidner om bevarede rester af gammelt væv
- Regelmæssigt arrangerede mikroskopiske korn med former kendte fra nutidige organismer
- Forskellige typer af disse korn, der danner tydelige grupperinger og bånd
Disse korn er såkaldte melanosomer — bittesmå “kasser”, der oplagrer melanin, altså det pigment, der blandt andet er ansvarligt for mørke nuancer i fjer, pels og hud hos moderne dyr. Selve det faktum, at man lykkedes med at identificere dem hos en sauropod, er allerede en stor revolution. Hidtil var det primært lykkedes at påvise melanosomers tilstedeværelse hos mindre, fjerklædte dinosaurer, særligt fra Kina, og på den baggrund rekonstruerede man rustrøde striber, mørke haler eller mønstre på vingerne hos fugllignende former.
Det første klare pigmentbevis hos en planteædende kæmpe
For de store langhalsede planteædere — sauropoderne — havde der hersket fuldstændig stilhed. Bevarede hudaftryk indeholdt ingen farveinformation, og illustrationer var domineret af en tryg gråtone. De nyligt beskrevne analyser af diplodokhud i tidsskriftet Royal Society Open Science udfylder nu dette hul.
Identifikationen af melanosomer i diplodokhudens lag er det første stærke signal om, at selv store planteædende giganter kan have haft en rigt og varieret farvet hud. Forskerne identificerede to primære typer melanosomer — aflange og mere fladtrykte. Hos nutidige dyr har denne form stor betydning. Den bestemmer nuancernes rækkevidde, fra forskellige brune toner til dyb sort, og giver undertiden anledning til komplekse optiske effekter.
Strukturernes dimensioner og proportioner fra Montana blev sammenlignet med en database over nutidens fugle og krybdyr. Den største lighed opstod ved sammenligning med tydeligt mørkfarvede arter, ofte med fin pletning eller zoner med stærkere pigmentmætning. Dette tyder på, at den unge diplodok snarere havde en mørk, “dyb” hud end en bleggrå. Vigtigt er det, at melanosomerne ikke var jævnt fordelt — de dannede tydelige grupperinger, hvilket minder mere om et uensartet mønster end om en glat ensfarvet flade.
En plettet kæmpe kan have brugt farvning til sociale bånd
Forskerne påpeger, at pigmentfordelingen i den unge diplodoks hud minder om en fin pletning eller en mosaik af lysere og mørkere flader. Der er ikke tilstrækkeligt datamateriale til at tegne hele dyret fra hoved til hale, men selve eksistensen af et mønster ændrer meget. Hudfarve og dens variabilitet hos store dyr kan tjene flere funktioner på én gang:
- Camouflage i omgivelser fyldt med skygger, solpletter og vegetationsmosaik
- Termoregulering, hvor mørkere områder hurtigere absorberer solvarme
- Beskyttelse mod UV-stråling i juraatmosfæren
- Signalering af alder eller køn inden for flokken
- Genkendelse af beslægtede individer via individuelle møstervarianter
- Afskrækkelse af rovdyr via optisk forstyrrelse af kroppens konturer
Hos mange nutidige arter er mønsteret på hud eller fjer ikke kun vigtigt for camouflage, men også for sociale relationer. Man kan derfor overveje, om de unge diplodokker fra Montana dannede flokke, hvor individerne genkendte hinanden på subtile farvningsforskelle. Den unge diplodoks komplekse farvning kan læses ikke blot som et spørgsmål om udseende, men også som en del af en strategi til at håndtere temperatur og sollys.
Hvad farven afslører om dinosaurernes stofskifte
Holdet fra Bristols Universitet, der ledede de beskrevne undersøgelser, henleder opmærksomheden på endnu et interessant aspekt. Melanosomernes mangfoldighed og deres tydeligt arrangerede fordeling kan hænge sammen med en mere kompleks fysiologi hos unge sauropoder, end man hidtil har antaget.
En del paleontologer antyder, at store dinosaurer ikke var “koldblodede krybdyr” i den enkle nutidige forstand, men derimod havde et stofskifte tæt på fuglenes — hurtigt og med behov for præcis varmestyring. En hud med et udviklet pigmentsystem kan have været ét af redskaberne til energistyring.
Dr. Maria McNamara fra University College Cork, medforfatter af studiet, understreger, at melanin har mange funktioner ud over det blotte udseende. Det påvirker hudens styrke, beskytter mod frie radikaler og kan hjælpe med termoreguleringen. Hos store forhistoriske dinosaurer begynder sådanne sammenhænge først nu at blive registreret, fordi videnskaben først nu får tilstrækkeligt præcise redskaber i hånde. Identifikationen af en specifik melanosomtype i diplodokhudens lag kan antyde, at dyret var mere aktivt og fysiologisk veludviklet, end den oprindelige forestilling om dovne, langsomme kæmper antydede.
Studiets begrænsninger og hvad vi stadig ikke ved om voksnes farvning
Forskerne bemærker, at materialet stadig er relativt beskedent. Huden stammer kun fra få dele af kroppen og udelukkende fra unge individer. Det vides ikke, om voksne diplodokker havde et lignende mønster, eller om deres farver blegnede med alderen. Hertil kommer metodens naturlige begrænsninger. Melanosomer bevarer bedst mørke pigmenter, så det er stadig vanskeligt at udtale sig om eventuelle gule, røde eller grønne toner.
Selv hos nutidens dyr opstår ikke alle farver ved hjælp af melanin — en del skyldes strukturen i fjer eller hud og ikke farvestoffet selv. Professor Mike Benton fra Bristols Universitet forklarer, at dette på trods af disse begrænsninger er et epokegørende skridt. For første gang har vi direkte kemisk bevis for kompleks farvning hos en gigantisk sauropod, og det åbner dørene til et helt nyt syn på hele gruppen.
I takt med at flere fund af forstenet hud dukker op, vokser chancen for, at lignende analyser kan gennemføres hos andre repræsentanter for gruppen af langhalsede planteædere. Hvis et lignende arrangement af melanosomer dukker op hos flere af dem, bliver det nødvendigt alvorligt at omskrive hele den visuelle fortælling om diplodokernes tidsalder.
Et nyt blik på jurasletternes landskab og biologiske virkelighed
Når vi accepterer, at den unge diplodok havde en hud fuld af kontraster, tegner omgivelserne sig også anderledes. Jurasletterne behøver ikke males i én brun tone. Der er blade i de mest varierede nuancer af grønt, røde skud, mørk jord og skygger kastet af nåletræer. I et sådant miljø virker en plettet, mørk kæmpe slet ikke så iøjnefaldende, som illustrationerne i lærebøgerne måske antyder.
Det kan forklare, hvorfor naturen “satsede” på netop en sådan pigmentfordeling hos unge individer, der var særligt udsatte for angreb fra rovdyr. Det er også værd at bemærke, at farven kun er én del af et større puslespil. Pigment i huden påvirker følsomheden over for UV-stråling, kan spille sammen med et tykt fedtvævslaglag og endog med dyrets adfærd i løbet af dagen.
For læsere vant til det “filmiske” billede af dinosaurer er dette en god anledning til at se på dem med friske øjne. Diplodokken ophører med at være en ensartet, grå silhuet fra computergrafik og begynder at minde om et virkeligt dyr med sin egen biologi, fysiologi og komplicerede historie indskrevet i mikroskopiske pigmentkrystaller. Det er netop fra sådanne detaljer, næppe synlige i et stykke sten, at en ny og langt rigere forestilling om fortidige tidsaldre tager form.
