Europas lande mærker krisen meget forskelligt
De europæiske lande står over for vidt forskellige konsekvenser af den igangværende krise i Persiske Golf. Mens nogle lande ser deres energisikkerhed alvorligt truet, kommer andre næsten uskadte igennem blokaden.
Et nærmere kig på handelsdata afslører overraskende forskelle mellem de enkelte lande. Den nuværende situation blotlægger, hvor afhængige visse europæiske stater egentlig er af energiimport fra Golfregionen.
Hvad er Hormuzstrædet, og hvorfor er det afgørende
Hormuzstrædet er et smalt farvand mellem Iran og Den Arabiske Halvø, som under normale omstændigheder transporterer en enormt stor andel af verdens eksport af råolie og flydende naturgas. Siden krigen med Iran brød ud i slutningen af februar har den iranske hær reelt lammet skibstrafikken i området ved hjælp af miner, droner, missiler og demonstrative manøvrer.
Forskere fra det østrigske Supply Chain Intelligence Institute, Complexity Science Hub i Wien og Universitetet i Delft har analyseret vareflodsdata fra Golfstaterne, der normalt benytter Hormuzstrædet. Deres beregninger viser, at risikoen for Europa langt fra er jævnt fordelt. En blokade på mere end fire uger kan begynde at ophobe forsinkelser i de globale forsyningskæder og udløse en dominoeffekt i den samlede økonomi.
Hvilke europæiske lande er hårdest ramt af blokaden
Forskerne fandt frem til, at Italien befinder sig i den værste situation inden for EU. Landet importerer hvert år varer for cirka 9,8 milliarder dollars — svarende til omkring 8,5 milliarder euro — fra de lande, der er ramt af blokaden. Energi spiller en nøglerolle, særligt flydende naturgas og andre gasformige kulbrinter.
Den italienske energimix er i høj grad afhængig af leverancer fra Qatar. Hvert år strømmer enorme mængder flydende naturgas ind i dette middelhavsland, og lokale kraftværker og industrivirksomheder er dybt afhængige af disse leverancer. Eksperter advarer om, at en afbrydelse ville kunne have ødelæggende konsekvenser for den italienske økonomi.
Belgien og Det Forenede Kongerige er også blandt de betydeligt udsatte stater. Belgiske havne — særligt Antwerpen — fungerer som indgangsport for olie og petrokemiske produkter fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Briterne importerer til gengæld flydende naturgas, raffinerede olieprodukter og kemikalier.
Hvad de mest sårbare lande konkret er afhængige af
Italiens afhængighed af qatarske leverancer strækker sig langt dybere, end de fleste er klar over. Landet er ikke blot afhængigt af energiråstoffer — det gælder også en lang række industrivarer:
- cirka 4,4 milliarder dollars årligt for flydende naturgas fra Qatar
- raffinerede olieprodukter til transportsektoren
- petrokemiske råstoffer til plastindustrien
- gødning og kemiske prækursorer til landbruget
- aluminium og andre ikke-jernholdige metaller fra emiraternes raffinaderier
- organiske kemikalier til lægemiddelindustrien
Belgien importerer hvert år varer for omkring 6,2 milliarder dollars fra lande, der er afhængige af Hormuzstrædet. Havnen i Antwerpen behandler råolie, der efterfølgende sendes til raffinaderier i Belgien, Nederlandene og Tyskland. Uden disse leverancer ville produktionen af benzin, diesel og andre produkter til bilindustrien gå i stå.
Det Forenede Kongerige, selv om det ikke længere er en del af EU, står over for tilsvarende udfordringer. Britiske importører køber flydende naturgas for cirka 5,8 milliarder dollars om året, primært fra Qatar. LNG-terminalerne i Milford Haven og Isle of Grain hører til landets vigtigste energiinfrastruktur.
Hvilke lande kommer nærmest uskadte igennem krisen
Forskere fra Complexity Science Hub i Wien understreger, at visse europæiske lande er næsten upåvirkede af blokaden. Polen, Tjekkiet, Ungarn og andre centraleuropæiske stater importerer olie og gas primært fra Rusland, Norge eller via Druzhba-olieledningen.
Tyskland udgør et interessant tilfælde. På trods af at være Europas største økonomi udgør importen fra Golfstaterne kun en mindre del af det samlede energimix. Tyske eksperter har i årevis arbejdet med at diversificere energikilderne, og blokaden af Hormuzstrædet har derfor en relativt begrænset effekt på Forbundsrepublikken.
Frankrig har ligesom Tyskland satset på atomkraft og diversificerede gasleverancer fra Norge og Algeriet. Franske raffinaderier behandler ganske vist en vis mængde saudiarabisk olie, men den samlede afhængighed forbliver lav. Analytikere fra det parisiske energiinstitut vurderer, at Frankrig vil kunne håndtere eventuelle udfald uden større økonomiske rystelser.
Spanien og Portugal henter størstedelen af deres naturgas fra Algeriet via rørledninger under Middelhavet. Den Iberiske Halvø råder desuden over LNG-terminaler, der modtager leverancer fra USA og det vestlige Afrika — ikke fra Persiske Golf.
Hvor længe kan Europa klare sig uden leverancer fra Hormuzstrædet
Forskere fra Universitetet i Delft har simuleret en række scenarier med en forlænget blokade. Deres modeller viser, at europæiske lande de første to uger kan holde sig oven vande ved hjælp af strategiske lagre og alternative leverandører. Efter en måneds tid begynder der imidlertid at opstå alvorlige problemer.
Italiens LNG-lagringskapacitet rækker til omtrent seks til otte ugers drift ved normalt forbrug. Problemet opstår, hvis blokaden trækker sig ud over to måneder. På det tidspunkt ville kraftværker være tvunget til at skifte til dyrere erstatningsbrændstoffer som diesel eller kul, hvilket ville få elpriserne til at stige dramatisk.
Belgiske raffinaderier og kemiske anlæg kan begynde at reducere produktionen allerede efter tre uger uden råolieleverancer fra Saudi-Arabien. Industrivirksomhederne i Antwerpen beskæftiger tusindvis af mennesker, og et produktionsstop ville have en kaskadevirkende effekt på hele den europæiske økonomi.
Hvad europæiske regeringer kan gøre for at dæmpe konsekvenserne
Eksperter i energisikkerhed anbefaler en række konkrete tiltag. Det vigtigste er en hurtig forøgelse af LNG-importen fra USA, Australien og Nigeria. Europæiske terminaler har ledig kapacitet, som kan bruges til at erstatte de qatarske leverancer.
Regeringerne i de mest sårbare lande bør desuden forhandle kortfristede kontrakter med alternative olieleverandører. Norge, Aserbajdsjan og visse afrikanske lande som Angola og Nigeria vil midlertidigt kunne øge deres eksport. Samtidig er det nødvendigt at koordinere frigivelsen af strategiske reserver på europæisk plan for at undgå prispanisk på markederne.
Den aktuelle krise viser, hvor skrøbelige de globale forsyningskæder kan være. Måske er det værd at overveje, om Europa er ved at begå den samme fejl med energiafhængighed, som det har gjort tidligere.
