En hverdagsmønt der gemmer en overraskelse
Det drejer sig om en helt bestemt fransk mønt præget i anden halvdel af det 20. århundrede – et betalingsmiddel som mange franskmænd brugte dagligt. I dag er den blevet et af de mest interessante skjulte skatte, samlere og opkøbere af ædelmetaller støder på i hjemmenes skuffer.
I mange husholdninger står der stadig syltetøjsglas fyldt med småmønter efter bedsteforældrene, skokasser proppet med gamle pengesedler eller metalæsker fulde af mønter, der skal sorteres “på et tidspunkt”. Det er præcis dér, femfrancsmønter af sølv ofte gemmer sig – ikke længere gyldige som betalingsmiddel, men interessante af en helt anden grund.
Familier bringer indimellem hele liters glas med mønter fra 1960’erne til opkøbssteder i den overbevisning, at det kun er sentimentale rester. Efter en vurdering forlader de stedet med flere hundrede euro i kontanter – fordi opkøberne ikke betaler for den trykte pålydende værdi, men for sølvindholdet. Og én bestemt mønt fra denne periode er blevet en ægte numismatisk stjerne.
Eksperter fra numismatiske foreninger gør opmærksom på, at netop disse specifikke mønter kan overraske ejerne meget positivt. Centralbanken og professionelle samlere er enige: efter tilbagetrækning fra omløb er det først og fremmest legeringens sammensætning og antallet af bevarede eksemplarer, der tæller – ikke den oprindelige pålydende værdi.
Hvorfor kan en sådan mønt være så meget værd
De franske femfrancsmønter af sølv, præget mellem 1959 og 1969, kombinerer i dag to værdier: ædelmetallet og samlerens sjældenhed. Centralbanken og professionelle numismatikere er enige – efter tilbagetrækning fra omløb er det legeringen og antallet af bevarede eksemplarer, der afgør prisen, ikke den tidligere pålydende værdi.
Derfor er sølvmønter fortsat eftertragtede. En samler ser på årgangen, tilstanden og motivets detaljer, mens en opkøber af ædelmetaller fokuserer på vægten og den aktuelle sølvkurs. I praksis kan denne mønt sælges på to måder: “efter vægt” eller med et markant samlergebyr oveni.
De mest søgte eksemplarer er femfrancsmønterne af sølv fra slutningen af 1950’erne og 1960’erne, og den egentlige perle er årgangen 1959 i fremragende stand. Forskere fra Numismatisk Selskab understreger, at netop dette specifikke år blev præget i et begrænset antal, hvilket hæver prisen betydeligt.
Sådan genkender du den rigtige femfrancsmønt
Det afgørende er den konkrete mønttype præget i sølv. Den har en diameter på 29 millimeter, vejer 12 gram, og indholdet af rent sølv udgør lidt over 10 gram. På adversen ses den berømte figur af en kvinde, der sår korn – designet af Oscar Roty. På reversen er den store pålydende værdi “5 F” afbildet sammen med et overflødighetshorn og en komposition af hvedeaks, oliven og eg.
Møntens kant er også karakteristisk. På randen ses statens motto opdelt af stjerner, præget i tydeligt relief – ikke den almindelige rifling, som billige kurantmønter har. Det er en simpel test, der på få sekunder kan skelne sølveksemplaret fra senere udgaver i billigere legeringer.
Specialister fra opkøbsstederne anbefaler desuden at se nærmere på motivets detaljer. Hvis kvindefigurens fine draperier og hårstruktur stadig er tydelige, er der sandsynligvis tale om en mønt i bedre bevaringsstand – og det øger dens værdi på samlemarkedet markant.
Sølv eller billig legering? En enkel hjemmetest
Har du ikke en juvelerervægt derhjemme, kan du sammenligne den mistænkte mønt med en anden velidentificeret femfrancsmønt. En forskel på to gram kan normalt mærkes i håndfladen, især når du holder flere mønter på én gang.
- Prægeår: Viser mønten en dato mellem 1959 og 1969, er der stor sandsynlighed for, at det er sølv
- Vægt: Sølvversionen vejer cirka 12 gram, den senere udgave i billigere legering ca. 10 gram
- Rand: Sølvmønten har en indskrift langs kanten, den senere version har almindelige riller
- Lyd: En sølvmønt afgiver en højere, renere klang når den falder på en hård overflade end en legeringsmønt
- Farve: Sølv har en karakteristisk hvid glans, billigere legeringer har en gullig tone
- Magnetisme: Sølv er ikke magnetisk, mens visse senere legeringer reagerer svagt på en magnet
Numismatikere fra Pariserbørsen for Mønter råder til, at kombinationen af disse tests giver et tilstrækkeligt præcist resultat selv uden professionelt udstyr. Er du i tvivl, er det dog altid bedst at lade en ekspert vurdere mønten.
Hvad kan du realistisk få for en sådan mønt
Prisen på denne femfrancsmønt er ikke fast, da den afhænger af den aktuelle sølvkurs på markederne og det konkrete eksemplars tilstand. Under normale omstændigheder betaler opkøbere og samlere typisk et beløb svarende til fra nogle få til adskillige ti-euro pr. styk for gængse årgange fra 1960’erne. Du får mere, hvis mønten er markant mindre slidt og motivets detaljer samt indskrifter er tydelige.
Når sølvnoteringen stiger, vokser også “gulvet” i prisen – altså den minimumssats, du kan opnå ved et salg efter vægt. I praksis kan et glas med hundrede mønter fra populære årgange blive til et ganske pænt beløb. Numismatiske butikker udbetaler på stedet, men det kan altid betale sig at sammenligne flere tilbud.
Størst begejstring vækker mønter fra 1959 – en del af dem blev præget i et lille antal, og samlere er villige til at betale godt for eksemplarer i fremragende stand. Eksperter fra auktionshusene bekræfter, at netop disse specifikke årgange opnår de højeste priser ved specialiserede auktioner.
Årgangen 1959 – fra småpenge til flere hundrede euro
Det virkelige “jackpot” sker, når du blandt gamle mønter støder på den første serie fra slutningen af 1950’erne. Det anslås, at den særlige udgave fra 1959 kun talte nogle få tusinde eksemplarer. Bevares en mønt fra denne årgang i næsten perfekt stand, kan dens markedspris nå op på 200 til 250 euro.
Enhver detalje gør en forskel. Numismatikere anvender en bevaringsskala fra kraftigt slidt, over pæn kurantstand, til næsten møntfrisk tilstand. I praksis er en hurtig visuel kontrol nok: er den øverste del af kvindens ærme og kjolens detaljer stadig tydeligt synlige, er det værd at konsultere en ekspert – det signalerer en høj bevaringsgrad.
Samlere fra Lyon og Marseille bekræfter, at der på specialiserede børser jævnligt dukker interessenter op til disse specifikke årgange. Auktionshuse som Hôtel Drouot registrerer en vedholdende investorinteresse i velbevarede eksemplarer, og priserne har en stigende tendens.
Sådan tjekker du selv, om en mønt har større værdi
Den, der finder en håndfuld gamle mønter derhjemme, kan starte med en enkel “teknisk gennemgang”. Først gælder det om at lægge alle femfrancsmønter fra før 1970’erne til side og derefter gennemgå dem efter årgang og tilstand. Næste skridt er vejning – selv en almindelig elektronisk køkkenvægt kan registrere forskellen mellem 10 og 12 gram.
Derefter kan det betale sig at kigge i en aktuel møntekatalog eller i tabeller offentliggjort af numismatiske organisationer. Du behøver ikke kende hele den franske mønthistorie – det er nok at tjekke et par bestemte år og mønttyper. Mange opkøbssteder og numismatiske forretninger foretager en foreløbig vurdering gratis, så du altid kan møde op med et par eksemplarer og bede om en bedømmelse.
Selv hvis du ikke planlægger at samle mønter, kan en hurtig konsultation med en ekspert forhindre, at et sjældent eksemplar sælges “efter vægt” for en brøkdel af dets reelle pris. Eksperter fra Den Tjekkiske Numismatiske Selskab råder til, at franske sølvmønter fra denne periode har et stabilt marked.
Hvad du absolut ikke bør gøre med en gammel mønt
Den værste refleks er trangen til at “friske” fundet op. Mange griber til metalpolermiddel, en klud og sommetider endda sandpapir for at få mønten til at stråle som ny. I numismatikkens verden er det nærmest en forbrydelse – de naturlige ældringstegn, den såkaldte patina, forsvinder, og med dem forsvinder en stor del af samlerværdien.
Professionelle forhandlere indrømmer, at en dårligt rengjort mønt kan miste op til halvdelen af sin pris. Ridser efter en grov svamp er synlige med det samme, og investorer holder sig fra sådanne eksemplarer. Det er sikrere at lægge mønterne i en lille lynlåspose eller æske og vise dem til en specialist præcis i den stand, de blev fundet.
En anden hyppig fejl er opbevaring af mønter i fugtige omgivelser eller i direkte kontakt med andre metaller. Sølv reagerer med svovldioxid i luften og danner et mørkt lag, som godt nok ikke er skadeligt i sig selv, men uprofessionelle forsøg på at fjerne det kan beskadige mønten. Numismatikere fra Nationalmuseet anbefaler at bruge specialkapsler eller emballage af inerte materialer.
Hvad det betyder for den almindelige ejer af gamle mønter
Mange danske familier har derhjemme rester fra tider, hvor man rejste til Frankrig for at arbejde, eller hvor nogen tog “udenlandske småpenge” med hjem som souvenir. Disse mønter har ligget i årevis i skufferne, fordi de ikke længere fungerer som betalingsmiddel. Og én sølv-femfrancsmønt fra den rette årgang kan tilføre familiebudgettet et ganske behageligt beløb.
Det kan altså betale sig at gennemgå gamle skokasser, kufferter efter forældrene og minder fra rejser mod vest. Selv hvis du ikke straks støder på den legendariske 1959-årgang i næsten perfekt stand, gør et par mønter fra 1960’erne solgt til en kurs over sølvets rene vægt stadig en forskel. Og bevidstheden om, at et almindeligt “skuffemynt” kan have en skjult værdi, ændrer den måde, vi ser på glemte gemmer.
