En stille redningsaktion ud for Portugals kyst
Ud for Portugals kyst er en kompleks bjærgningsoperation i fuld gang. Et specialskib trækker TAT-8 op fra havdybderne – det første transatlantiske kabel nogensinde bygget udelukkende på ægte optisk infrastruktur.
Denne tilsyneladende ubetydelige ledning, der blev lagt i slutningen af 1980’erne, lagde fundamentet for, hvordan størstedelen af forbindelserne mellem kontinenterne fungerer i dag. For tidens ingeniører var teknologien ikke langt fra ren videnskabelig fiktion.
Hvordan et tyndt kabel forandrede forbindelsen mellem kontinenterne
TAT-8 overgik sine kobberforgængere på næsten alle parametre. Kablet overførte signaler som lysglimt i glasfibre og tabte langt mindre signalkvalitet over store afstande. Det betød, at langt flere telefonsamtaler og datapakker på én gang kunne krydse oceanet. Internationale teleselskaber fik et klart bevis: efterspørgslen på international datatransmission ville vokse hurtigere, end nogen havde forudset.
TAT-8 blev officielt sat i drift den 14. december 1988 af tre telekomgiganter fra den æra: amerikanske AT&T, britiske British Telecom og franske France Telecom. Kablet erstattede ældre kobberkabler med en ny teknologi – overførsel af information via lysglimt i glasfibre.
Et symbolsk øjeblik opstod, da forfatteren Isaac Asimov fra New York forbandt sig med et publikum i Paris og London gennem en tidlig form for videokonference. Ved overgangen fra 1980’erne til 1990’erne gjorde en sådan direkte forbindelse på tværs af Atlanten voldsom indtryk – i dag realiserer helt almindelige videoopkald på smartphones den samme idé.
Kablet der var fuldt efter halvandet år
TAT-8’s succes oversteg skabernes egne forventninger. Det var planlagt til at have tilstrækkelig kapacitet i mange år fremover. Men efter knap 18 måneder i drift var kablet reelt overfyldt, og den tilgængelige kapacitet kunne ikke følge med den voksende trafik.
Det gav operatørerne et klart signal til at handle. Med erfaringerne fra TAT-8 som udgangspunkt designede de næste generationer af kabler – stadig kraftigere og i stadig større antal. Disse nye linjer udgør i dag internettets rygrad og transporterer over 95 procent af al international datatrafik.
Vigtige kendetegn ved TAT-8
- Muliggjorde langt flere forbindelser end de tidligere kobberkabler
- Viste sig hurtigt at have utilstrækkelig kapacitet til den eksplosivt voksende trafik
- Blev skabelon for en ny kabelarkitektur, der i dag udgør internettets rygrad
- Blev endeligt taget ud af drift i 2002 på grund af forældet teknologi
- Reparationer og modernisering blev urentable, da nyere forbindelser allerede lå på havbunden
- Lå på bunden af Atlanten mellem USA og Europa
- Indeholder kvalitetsmæssig kobber, stål og polyethylenomslag egnet til genbrug
- Fungerer i dag som eksempel på en ændret tilgang til forladt undersøisk infrastruktur
Hvorfor henter man et gammelt kabel op fra havbunden årtier senere
Efter at et kabel tages ud af drift, lader man det typisk bare blive liggende på bunden. Fra operatørernes synspunkt var det død infrastruktur – ufarlig og relativt billig at “forlade”. Men det er ved at ændre sig, og TAT-8 er et af de tydeligste eksempler på denne forandring.
Operationen ledes af virksomheden Subsea Environmental Services, og arbejdet til havs udføres af skibet MV Maasvliet. TAT-8’s rute løber mellem USA og Europa, og de segmenter, der aktuelt hentes op, befinder sig i Portugals nærhed.
Målet er ikke længere at opretholde en forbindelse, men at indvinde værdifulde råstoffer og frigøre plads til ny internetinfrastruktur med langt større kapacitet. Trods brugen af glasfibre indeholder kablet betydelige mængder kvalitetsmæssig kobber, som blandt andet blev anvendt i strømforsynings- og forstærkningselementer. Hertil kommer en stålkappe og et tykt lag polyethylen – materialer der alle egner sig til genbrug.
Det Internationale Energiagentur advarer om, at kobber kan mangle i det kommende årti i takt med udviklingen inden for vedvarende energi, elbiler og telekommunikationsinfrastruktur. Operatørerne ønsker derfor ikke længere at lade hundredtusindvis af tons metal ligge på havbunden.
Sådan ser det ud at hæve et kabel fra kilometers dybde
Teknisk set er der tale om en særdeles krævende operation. Kabler af denne type ligger typisk i dybder på adskillige tusinde meter. I løbet af årtier er de delvist dækket af sediment, og segmenter kan være beskadiget af havbundsbevægelser, skibsaktivitet eller jordskælv.
Undersøiske robotter, såkaldte ROV’er, lokaliserer først kabelets præcise position ved hjælp af sonar og kameraer. Specialudstyr frigør derefter kablet fra sedimentet uden at skade det omgivende miljø. Skibskraner og spil trækker langsomt segmenterne op mod overfladen, hvor besætningen stiver dem af på dækket. Hele processen kan tage uger eller måneder afhængigt af den strækning, der skal hentes op.
Vejrforholdene vanskeliggør arbejdet betydeligt. Bølger, vind og storme tvinger skibet til løbende at korrigere kursen og sommetider afbryde operationen helt. I dette tilfælde ændrede besætningen ruten på grund af en tidlig cyklonsæson, der udgjorde en alvorlig sikkerhedsrisiko.
Forskere fra flere universiteter følger projektet også ud fra et miljøperspektiv. De ønsker at afdække, hvor hurtigt havbunden regenererer sig efter kabelfjernelsen, og om operationen reelt giver et nettomæssigt miljømæssigt udbytte.
Genbrug af kobber, stål og plast frem for affald på havbunden
Selv om vi taler om gammel infrastruktur, er materialerne fra TAT-8 i dag yderst værdifulde. Internationale institutioner advarer om mangel på kobber til udviklingen af grønne teknologier og den digitale økonomi.
Det hævede kabel sendes til anlæg, hvor de enkelte lag adskilles og behandles separat. Kobber genbruges inden for energisektoren eller elektronik. Forstærkningsstål anvendes som råmateriale i metalforarbejdningsindustrien. Polyethylenkappen forvandles til materiale til produktion af genbrugsplast.
Denne tilgang reducerer presset på minedrift og gør det muligt at forvalte det, vi allerede har produceret, mere fornuftigt. Desuden ryddes havbunden gradvist for gamle installationer, der med tiden kunne skabe problemer for nye kabler. Forskere fra organisationen Ocean Conservancy påpeger, at orden på havbunden bidrager til beskyttelsen af biodiversiteten.
Havbunden som internettets rygrad
På trods af satellitternes popularitet løber næsten al datatrafik mellem kontinenterne stadig via undersøiske kabler. Satellitkommunikation er nyttig på svært tilgængelige steder, men taber til kabler hvad angår kapacitet, forsinkelse og stabilitet.
Det anslås, at undersøiske kabler transporterer over 95 procent af al international trafik – fra videoopkald til bankoverførsler og cloud-tjenester. Ifølge branchedata ligger der anslået 2 millioner kilometer kabler på havbundene, som allerede er taget ud af drift. De fleste befinder sig stadig under vand uden nogen konkret plan for, hvad der skal ske med dem. Operationen med TAT-8 viser, at æraen med at behandle dem som forladt skrammel er ved at nærme sig sin afslutning.
Hvad betyder det for den almindelige internetbruger
Selv om historien om TAT-8 lyder som en kuriositet for teknikentusiaster, afslører den fænomener, der direkte påvirker den daglige brug af nettet. Nye kabler betyder mere stabil international forbindelse, mindre forsinkelse i online-spil, hurtigere respons fra udenlandske servere og større modstandsdygtighed over for fejl ét bestemt sted.
Det er værd at huske, at mange af de tjenester, vi bruger til daglig, fysisk kører på servere i USA eller andre lande. Hver eneste besked, film eller foto passerer ofte gennem adskillige undersøiske kabler, inden det dukker op på skærmen. Projekter som nedtagningen af TAT-8 og opbygningen af dets efterfølgere er derfor ikke eksotiske ingeniørprojekter, men selve fundamentet for den moderne digitale økonomi.
Betydningen af gennemsigtighed omkring denne infrastruktur vokser også. Spørgsmål om datasikkerhed, risikoen for sabotage og ikke mindst kablernes modstandsdygtighed over for klimaforandringer begynder at interessere ikke bare ingeniører, men også politikere og regulatorer. Hvert nyt projekt på Atlanten eller de andre oceaner bliver således en brik i et større puslespil: hvordan holder man det globale netværk i god stand, mens man samtidig begrænser forbruget af råstoffer og belastningen af miljøet? Er det egentlig ikke fascinerende, at et tyndt kabel på havbunden kan påvirke dit daglige liv online?
