En lille kostændring kan have stor betydning for hjernen
Befolkningen bliver ældre i et stadig hurtigere tempo, og hukommelsesproblemer rammer et voksende antal ældre mennesker verden over. Nye data fra Japan antyder, at en beskeden ændring i kosten kan spille en rolle for hjernens sundhed i de sene år.
Demens – herunder Alzheimers sygdom – er ved at blive en af vores tids mest alvorlige sundhedsmæssige udfordringer. Mere end 50 millioner mennesker lever på verdensplan med denne diagnose, og inden midten af dette århundrede kan det tal tredobles. Sundhedssystemerne er allerede under pres.
Japan som laboratorium for fremtidens ældreudfordringer
Japan er et af de hurtigst aldrende samfund i verden og fungerer nærmest som et fremtidslaboratorium. Hele 12,3 procent af landets borgere over 65 år lever med demens. Da effektiv behandling fortsat mangler, retter forskerne i stigende grad blikket mod livsstilsfaktorer – bevægelse, søvn og ikke mindst kost.
Forskere fra flere japanske videnskabelige centre analyserede data fra næsten otte tusinde ældre og fandt, at de personer, der regelmæssigt spiste ost, sjældnere udviklede demens.
Hvordan var studiet om ostforbrug og hukommelse opbygget?
Analysen omfattede 7.914 personer på 65 år og derover, som boede i egne hjem og ikke på forhånd var vurderet til at have behov for langvarig pleje. Dataene stammer fra programmet JAGES, som følger ældre japaneres helbred og funktionsevne over tid.
Deltagerne blev inddelt i to grupper: seniorer, der spiste ost mindst én gang om ugen, og seniorer, der oplyste, at de slet ikke spiste ost. For at gøre sammenligningen meningsfuld sørgede forskerne for, at de to grupper var så ens som muligt med hensyn til alder, køn, uddannelse, indkomst, generelt helbred og evnen til at klare dagligdagens gøremål.
De anvendte en avanceret statistisk metode til at udligne forskelle mellem deltagerne. I ca. tre år fulgte de, hvilke deltagere der fik en administrativ bekræftelse af en demensdiagnose inden for rammerne af det japanske plejeforsikringssystem – et måleredskab, der bruges bredt i Japan.
Hvad var forskellen mellem de to grupper?
Forskellen kan virke beskeden, men omregnet til relativ risiko svarer det til en 24 procents lavere sandsynlighed for at udvikle demens hos de personer, der spiste ost. Da forskerne tilføjede det samlede kostmønster til analysen – for eksempel forbrug af grøntsager, frugt og fisk – blev effekten en smule svagere, men forblev synlig på omkring 21 procent.
Forskerne understreger, at studiet påviser en sammenhæng, ikke en dokumenteret årsag. Alligevel er forskellen markant nok til at kalde på yderligere undersøgelser. Ifølge de japanske data valgte ostspisende personer også oftere andre fødevarer forbundet med god alderdom – frugt, grøntsager, kød og fisk.
Det samlede billede mindede om en varieret kost med flere af de bestanddele, hjernen har brug for. Undersøgelsen viste desuden, at denne gruppe ældre klarede sig bedre i såkaldte komplekse hverdagsaktiviteter som indkøb, måltidsplanlægning og økonomiforvaltning. De rapporterede også sjældnere om hukommelsesklager.
Hvad indeholder ost, der kan gavne hjernen?
Artiklens forfattere peger på flere mekanismer, der kan forklare ostens beskyttende effekt på nervesystemet. Der er primært tale om hypoteser, men de passer godt ind i det, man allerede ved om kost og hjernefunktion.
Ost – især lagret ost – er en af de vigtigste kilder til vitamin K2. Dette fedtopløselige stof påvirker kroppens kalciumhåndtering og blodkarrenes elasticitet. Vaskulære problemer som hypertension og åreforkalkning øger risikoen for demens, særligt vaskulær demens. Vitamin K2 hjælper med at begrænse kalkaflejringer i karrenes vægge.
Sundere blodkar betyder bedre blodgennemstrømning i hjernen. Det er muligt, at ost via K2 indirekte understøtter de kognitive funktioner ved at bremse processer, der skader hjernens fine blodkar. Osteprodukter leverer desuden en solid mængde protein og essentielle aminosyrer, som nervecellerne har brug for til korrekt funktion, dannelse af neurotransmittere og reparation af skader.
Under ostens modning opstår der også såkaldte bioaktive peptider, der kan virke både antiinflammatoriske og antioxidative. Kronisk betændelsestilstand og oxidativt stress er to processer, der er stærkt forbundet med hjernens aldring og udviklingen af neurodegenerative sygdomme.
Hvilken rolle spiller tarmmikrobiotaen og tarm-hjerne-forbindelsen?
Stadig flere studier forbinder sammensætningen af tarmens bakterieflora med hjernens funktion. Forstyrret mikrobiom ses blandt andet hos personer med Alzheimers sygdom. Fermenteret ost – som klassiske skimmelosttyper – kan være en kilde til probiotiske bakterier, der regulerer den såkaldte tarm-hjerne-akse.
Bemærkelsesværdigt nok spiste hele 82,7 procent af studiets deltagere primært smelteost, som er fattigere på naturlige bakteriekulturer og en del bioaktive bestanddele. Kun 7,8 procent valgte hvid skimmelost. Alligevel var den beskyttende effekt til stede.
Det kan tyde på, at flere små faktorer spiller ind – det behøver ikke udelukkende at handle om fermenteringens probiotiske aspekt. Selv osteprodukter af lavere mikrobiologisk kvalitet kan gavne hjernen, hvis de indgår i en bredere og nogenlunde afbalanceret kost. Spørgeskemaerne viste, at 72,1 procent af ostspiserne indtog ost én til to gange om ugen.
I praksis taler vi altså om moderate mængder – ikke dagligt overforbrug af tykke lag gul ost på sandwich. Det er desuden muligt, at ostspiserne ved studiets start i udgangspunktet var i en smule bedre helbredsmæssig stand, end statistikken fuldt ud kunne indfange.
Hvad er begrænsningerne ved denne type undersøgelser?
Forfatterne beskriver klart analysens svagheder, hvilket giver mulighed for at betragte resultaterne med et køligt blik. Ost optrådte kun ét sted i spørgeskemaet, ved studiets begyndelse. Vi ved ikke, om deltagerne ændrede vaner efterfølgende. Der blev heller ikke indsamlet præcise data om portionsstørrelser, så det er vanskeligt at tale om en optimal dosis.
Demensoplysningerne stammer fra administrative dokumenter og ikke fra komplette neurologiske undersøgelser, hvilket gør det sværere at skelne mellem sygdomstyper. Genetiske faktorer – f.eks. tilstedeværelsen af varianten APOE, der er forbundet med høj Alzheimer-risiko – blev ikke taget i betragtning. Den japanske kontekst er specifik: det gennemsnitlige årlige ostforbrug der er adskillige gange lavere end i mange europæiske lande.
Det er vanskeligt at overføre disse data én til én til danske forhold, hvor ost – især gul ost og frisk ost – optræder langt oftere på bordet. For danske læsere er der grund til at overveje én ting: I Japan betragtes ost stadig som et lidt importeret produkt, der kun spises lejlighedsvis. Hvis selv et så lavt udgangsforbrug giver en målbar effekt, kan fremtidige studier i lande med stærkere osttradition potentielt give meget konkrete anbefalinger om osttype og portionsstørrelse.
Er det værd at spise mere ost af hensyn til hjernen?
Konklusionerne fra den japanske undersøgelse opfordrer ikke til tankeløst at øge ostforbruget ubegrænset. Osteprodukter indeholder meget mættet fedt og salt, og ernæringseksperter har i årevis anbefalet mådehold. Omvendt giver det heller ikke altid mening at udelukke ost fuldstændigt af frygt for kolesterol – særligt ikke, når portionen er lille og resten af kosten bygger på grøntsager, frugt og fuldkornsprodukter.
I praksis kan man overveje en enkel strategi: små mængder kvalitetsost et par gange om ugen, integreret i måltiderne frem for som erstatning for stærkt forarbejdede pålægsprodukter eller salte snacks. Kombineret med motion, blodtrykskontrol, begrænsning af rygning og alkohol kan det udgøre en fornuftig samlet indsats til gavn for hukommelsen efter de tres.
Det er også værd at huske, at hjernen elsker variation. Studier viser, at kostmønstre tæt på Middelhavsdiæten og den såkaldte MIND-diæt er gavnlige for de kognitive funktioner – masser af grønne grøntsager, bær, nødder, olivenolie, fisk, bælgfrugter og dertil moderate mængder mejeriprodukter herunder ost. Ost kan være én brik i dette puslespil, men den erstatter hverken bevægelse, søvn eller sociale relationer. Foreløbig er det klogeste at tage resultaterne fra Japan som en opmuntring til en afbalanceret kost, hvor lidt ost ikke er noget problem – og for hjernens vedkommende måske endda kan vise sig at være en allieret.
