Når bistaden bliver en slagmark
Om sommeren kan de forvandle en bistand til et egentligt kampzone, og honningbierne har ingen chance uden menneskelig hjælp. En fransk biavler valgte imidlertid at satse på teknologi frem for passivt forsvar – og resultatet lyder som noget fra en spionfilm.
Den invasive asiatiske hveps breder sig støt gennem Europa og nærmer sig gradvist de tjekkiske grænser. Den angriber honningbier, ødelægger bistader og kan i ekstreme tilfælde udrydde en hel bigård. En biavler fra Frankrig besluttede dog ikke at sidde med hænderne i skødet – i stedet sporede han angriberne helt tilbage til deres rede og eliminerede problemet ved kilden.
Den asiatiske hveps – bikoloniernes tavse dræber
Den asiatiske hveps er en invasiv art, der blev introduceret i Europa for omkring femten år siden, og regnes som en af honningbiens farligste fjender. Dens angrebsmetode er meget specifik: den svæver i luften lige foran bistadens udflyvningsåbning og venter tålmodigt. Når en bi vender tilbage med nektar eller er ved at lette for at hente mere, fanger hvepsen den i et glimt.
Derefter river den hovedet og bagkroppen af og bringer kun brystet – den proteinfyldte del – tilbage til reden som føde til larverne. For den enkelte bi er det enden, men for hele kolonien er det blot begyndelsen på problemerne. Bistader under konstant rovdyrtryk befinder sig i en permanent alarmberedskabstilstand.
Bierne forlader i stigende grad ikke stadet, begrænser flyvninger efter nektar og pollen, og lagrene bliver tyndere. Varer dette ved, går familien svækket ind i vinteren – og en del af dem overlever den ikke. Vedvarende hvepsevagt foran stadet betyder færre fødeopsamlingsflyvninger, lavere honningudbytte og en reel risiko for, at hele bifamilien ikke overlever sæsonen.
Sådan fungerer hvepsesporing med mikrosender og termovision
I området Haut-Rhin i det østlige Frankrig besluttede en biavler at vende rollerne om – han begyndte selv at jage hvepsene. I stedet for udelukkende at fokusere på fælder ved bistaderne udviklede han en metode til at lokalisere skadedyrenes reder ved hjælp af elektronik og optik. Først fanger han en enkelt hveps i nærheden af bigården og bedøver den midlertidigt med gas.
Når insektet holder op med at bevæge sig, fastgør biavleren en miniature lyd- eller radiosender på den. Hele anordningen vejer så lidt, at hvepsen uden besvær kan flyve væk igen efter at have vågnet. Næste skridt er højtekologisk udstyr – en retningsbestemt antenne, der minder om en tv-antenne, koblet til en smartphone.
Enheden opfanger signalet fra mikrosenderen, der er fastgjort på insektet. Biavleren nærmer sig langsomt, ligesom en rævejagtsdeltager ved radiopejlingskonkurrencer, det sted hvor indikatoren på telefonen viser det stærkeste signal. Metoden fungerer som en “aflytning” af hvepsen – den lille elektronik udsender et signal, og biavleren følger sporet hele vejen til det skjulte rede.
Når han kender den omtrentlige retning, griber han fat i endnu et gadget – et termovisionskikkert. Med det finder han selve reden langt lettere, for eksempel højt oppe i trækronerne eller under tagudhæng, fordi en klump insekter termisk set skiller sig markant ud fra omgivelserne. Når konstruktionen er lokaliseret, er der kun én ting tilbage – at uskadeliggøre den sikkert, inden den producerer nye dronninger.
Hvorfor det er afgørende at slå til mod det første rede
Det afgørende øjeblik i hele aktionen er, når det lykkes at finde det såkaldte primære rede. Det er den første, mindre struktur, som en enkelt dronning bygger om foråret. Udefra ligner det ofte en lille grå papirkugle, gemt i buske, skure eller under tagrender. Det er netop fra dette første rede, at yderligere hunner, som er i stand til at grundlægge nye kolonier, flyver ud mod slutningen af sommeren.
Hver af dem kan det følgende år oprette endnu et, meget større tilholdssted med titusinder af arbejdere. Hvis det primære rede overlever, vokser problemets omfang lavineartet. Fjernelsen af ét tidligt hvepserede kan betyde, at der næste år ikke opstår snesevis af nye kolonier med tusindvis af individer i området.
Fra biavlerens og den lokale naturs perspektiv er en sådan aktion enormt meningsfuld. Hvert afsløret og destrueret primært rede reducerer presset på nærliggende bigårde, og hvis det sker, inden nye dronninger flyver ud fra det, dækker beskyttelseseffekten et langt større område. Forskere understreger, at forebyggelse altid er mere effektivt end efterfølgende bekæmpelse af store populationer, når det gælder invasive arter.
Klassiske metoder og deres begrænsninger
I mange europæiske regioner er kampen mod den asiatiske hveps baseret på enklere metoder. Der bruges forårsfælder til dronninger, som efter overvintringen søger efter et sted at grundlægge et rede, eller fælder ved bistaderne, der skal fange arbejdere, som angriber bierne. Sådanne løsninger giver en vis effekt, men har også svagheder.
- De fanger ikke kun hvepse, men også nyttigt insekter, herunder hjemmehørende gedehamsarter eller endda humlebier.
- De virker ofte for lokalt – de beskytter den enkelte bistade, men stopper ikke udbredelsen af hele populationen.
- De kræver regelmæssig pasning og genopfyldning, hvilket tager meget tid, især ved mange bistader.
- De reducerer ikke antallet af reder i et større område, så presset på bikolonierne vedbliver.
Metoden med den “spion-agtige” sender og termovision følger en anden logik – den fokuserer ikke på at fange enkeltindivider, men på at pege ud og likvidere hele kolonien. Derved falder antallet af angribende arbejdere automatisk, og bigårdene mærker en markant lettelse. Entomologer fra universitetet i Reims bekræfter, at målrettet destruktion af reder er langt mere effektivt end passiv beskyttelse under en invasion.
Kan denne metode anvendes i Danmark?
Den asiatiske hveps er allerede til stede i flere nabolande, og entomologer advarer løbende om, at dens opdukken i regionen snarere er et spørgsmål om tid end en teoretisk trussel. Enkeltindberetninger om mistænkte insekter er allerede forekommet, selv om en fast bestand endnu ikke er bekræftet. En vellykket indførelse af den beskrevne metode kræver flere ting:
- Grundlæggende kendskab til arbejdet med en elektronisk sender og modtagerantenne.
- Et termovisionskikkert eller et termokamera, der allerede er tilgængeligt for et par titusinder af kroner.
- Beskyttelsesdragt og udstyr til sikker fjernelse af redet, for eksempel specialskum eller et sugeapparat.
- Koordinering med lokale myndigheder, da indgreb i det fri eller på andres grunde kræver tilladelse.
Udstyret er ikke billigst, men kan bruges af hele en lokal biavlerforening eller endda kommunale tjenester, der beskæftiger sig med bekæmpelse af invasive arter. Med det stigende pres på afgrødeudbyttet fra afgrøder, der kræver bestøvning, begynder sådanne investeringer at se ud som forebyggelsesomkostninger snarere end gadget-entusiasters hobby. Forskere ved Den Tjekkiske Landbrugsuniversitet understreger, at beskyttelse af bestøvere har en direkte indvirkning på produktionen af frugt, grøntsager og olieholdige afgrøder.
Bier som kritisk infrastruktur for landbruget
Den franske biavlers historie illustrerer tydeligt, hvor stærkt skæbnen for én enkelt insektart påvirker hele kæden af afhængigheder. Honningbier og vilde bestøvere betjener hundredvis af plantearter – fra frugthaver over grøntsagsdyrkning til olieholdige afgrøder. Uden deres indsats falder udbyttet, fødevarepriserne stiger, og landmændene er tvunget til at søge efter dyre alternativer.
Derfor behandles bigårde i stigende grad som et infrastrukturelement, der aktivt skal beskyttes. Truslerne er mange – pesticider, klimaforandringer, sygdomme og nu også invasive rovdyr. Teknologi, der for ikke så længe siden primært var forbundet med industri eller militær, er begyndt at nå ud i biavlernes hænder. Universitetet i Toulouse har offentliggjort en undersøgelse, ifølge hvilken tabet af bestøvere kan reducere den globale produktion af landbrugsafgrøder med op til tredive procent.
For danske læsere kan denne historie fungere både som advarsel og inspiration. Hvis den asiatiske hveps permanent slår sig ned i vores region, er det godt at have løsninger ved hånden, der allerede er afprøvet andre steder. Og samtidig er det værd at huske på, at enhver hjælp til bestøvere – fra plantning af nektarrige planter som lavendel, timian eller merian til begrænsning af kemikalier i haven – reducerer risikoen for, at en ny trussel tipper vægten, og bierne ikke længere kan klare sig. Det er ikke urimeligt at spørge sig selv, om netop din have kan være det sted, hvor bestøvere finder en sikker fødekilde.
