Mens medierne i USA har rettet al opmærksomhed mod topmødet mellem præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping, er en langt mere dybdegående forandring sket i Europa, næsten ubemærket. Den amerikanske præsidents besøg i Beijing har overskygget alt, men det er de europæiske begivenheder, der for alvor varsler et globalt magtskifte.
Når forholdet mellem USA og Europa endelig har fået spalteplads, har det primært handlet om præsident Trumps opsigtsvækkende udmeldinger. Trusler om øgede toldsatser på europæiske biler, planer om at trække tusindvis af soldater ud af Tyskland og aflysningen af amerikansk deltagelse i en stor NATO-øvelse er blot nogle få eksempler.
Men det, der virkelig burde give anledning til bekymring i Washington, er de skridt, Europa har taget i de seneste uger. De europæiske ledere har indset en ny virkelighed: USA under Donald Trump er ikke længere en garant for den internationale retsorden, som Europa og USA byggede sammen efter Anden Verdenskrig. Tværtimod.
USA har aktivt undermineret institutioner som FN, forladt både WHO og UNESCO og trukket sig fra Paris-aftalen om klima. Samtidig blokeres Verdenshandelsorganisationen (WTO), og der lægges pres på Den Internationale Straffedomstol. Oven i dette kommer gentagne trusler om at forlade NATO-alliancen. Europa har set skriften på væggen.
Mens USA har vendt ryggen til den verdensorden, de selv var med til at skabe, er en afgørende erkendelse langsomt sivet ind hos Europas ledere: Relationen til USA er forandret for evigt. Dette gælder på tværs af udenrigspolitik, værdier, forsvar, handel og teknologi.
Det har været en lang og svær proces for europæerne at acceptere, at det transatlantiske bånd er bristet. Mange håber stadig, at skaderne kan repareres. Men hvis man ser på handling frem for ord, tegner der sig et utvetydigt billede. USA’s indflydelse på europæisk politik svinder med en bemærkelsesværdig hastighed.
EU sætter foden ned – uden USA
Den seneste måned har budt på adskillige eksempler på, hvordan Trumps USA har mistet sin relevans for Europa. EU-landene vælger nu konsekvent deres egne veje, og hvad Washington mener, vejer lettere end nogensinde før.
Et nyligt møde for EU’s udenrigsministre i Bruxelles illustrerer dette perfekt. Her blev ministrene enige om at indføre sanktioner mod voldelige israelske bosættere, en beslutning der går direkte imod USA’s og Israels ønsker.
Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at ministrene indledte en diskussion om, hvorvidt EU selv skal forberede fredsforhandlinger med Rusland om Ukraine. Selvom ingen forventer reelle forhandlinger lige nu, sender det et kraftigt signal til USA: EU har ikke længere tillid til den proces, som Trumps udsendinge har stået i spidsen for.
Frygten for Trumps trusler er forsvundet
To begivenheder i København understreger yderligere, hvordan europæerne nu åbent ignorerer præsident Trump og hans administration. Angsten for amerikansk gengældelse er væk.
Under en stor konference arrangeret af Red Barnet gik EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, til frontalangreb på amerikanske tech-giganter for ikke at gøre nok for at beskytte børn online. Hendes budskab var klart:
– Europa har styrken til at handle. Det er os, der bestemmer reglerne. Ikke big tech.
Tidligere har præsident Trump truet med straftold, hvis EU vovede at regulere amerikanske tech-virksomheder. For bare et år siden ville den slags trusler have fået europæiske ledere til at tøve. Men i København var von der Leyen urokkelig. EU vil regulere og om nødvendigt straffe amerikanske selskaber, der ikke følger europæiske regler.
Tilliden til NATO smuldrer
På en anden international konference i København leverede tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen endnu et bevis på den nye europæiske tankegang. Fogh, som historisk har været en af USA’s tætteste allierede, argumenterede nu for, at Europa fremover “skal kunne stå på egne ben og forsvare sig selv”.
Konklusionen er klar: USA betragtes ikke længere som en pålidelig garant for Europas sikkerhed. Selvom den nuværende NATO-chef, Mark Rutte, fastholder, at Europa ikke kan klare sig uden USA, har de konstante amerikanske udfald mod alliancen tvunget de europæiske politikere til at tænke nyt. Europa er i fuld gang med at opruste og forberede sig på en fremtid, hvor man selv må tage ansvaret for sit forsvar.
Der er allerede konkrete eksempler på dette brud. Da præsident Trump bad om europæisk hjælp til at genåbne Hormuzstrædet, var svaret et kontant “det er ikke vores krig”. I stedet holder europæerne deres egne møder om sagen – uden amerikansk deltagelse. Ligeledes koordinerer europæiske lande nu militær hjælp til Ukraine på egen hånd.
Topledere lægger ikke skjul på skepsis
Det er ikke længere kun i handling, at bruddet med USA kommer til udtryk. Lederne af Europas mest indflydelsesrige lande lægger ikke længere fingre imellem. Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, har udtalt, at Iran “ydmyger” USA i Mellemøsten og frarådet sine egne børn at arbejde i USA under det nuværende politiske klima.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har med en slet skjult reference til Trump bemærket, at man ikke kan blive taget alvorligt, hvis man siger én ting den ene dag og det modsatte den næste. Selv Italiens premierminister, Georgia Meloni, der engang blev set som en Trump-allieret, har taget afstand efter præsidentens angreb på Paven.
Den politiske opbakning til Trump og hans MAGA-bevægelse er blevet giftig i Europa. Partier, der tidligere søgte tætte bånd, vender nu ryggen til. I Frankrig har Marine Le Pens parti besluttet, at enhver association med Trump vil være ødelæggende for deres chancer ved næste valg. Meningsmålinger viser desuden, at et flertal af europæerne nu opfatter USA som en trussel snarere end en allieret.
En ny rolle for Europa i horisonten
Selvom bruddet med USA er en realitet, er EU langt fra klar til at overtage en global lederrolle. Samarbejdet er stadig præget af interne udfordringer. EU mangler økonomisk slagkraft på grund af et fragmenteret finansmarked, og nationale interesser vejer ofte tungere end en fælles europæisk strategi.
Europas ledere er enige om, at fremtiden kræver et stærkere europæisk samarbejde, men de er dybt uenige om vejen dertil. Skal EU udvides? Skal der skabes et fælles forsvar med en samlet kommando? Hvordan skal økonomien integreres yderligere? Spørgsmålene er mange, og svarene lader vente på sig.
Europa befinder sig i et vadested. Værdifællesskabet med USA er forbi, og nu kæmper kontinentets ledere for at definere en ny plads i verden. Som den canadiske premierminister, Mark Carney, for nylig sagde, vil den internationale retsorden vende tilbage – og når den gør, vil det sandsynligvis være under europæisk ledelse. Det er en vision, Europas ledere deler, men vejen dertil er stadig lang og usikker.
