Eksotisk slange dukker op i franske skove og parker
I skovene og parkerne omkring Colmar i Alsace finder folk stadig oftere meterlange slanger med et markant orangerødt farvetegning. Forskere advarer om, at der ikke længere er tale om enkeltstående flygtede terrariedyr, men om begyndelsen på en permanent etablering af en fremmed art.
Mærkelige møder med eksotiske slanger, der ligner flygtede terrariedyr, er ikke længere usædvanlige i Frankrig. Ornitologer, skovfolk og almindelige turister rapporterer om observationer af farvestrålende krybdyr i træer, på stenmure og langs markkanter. For de lokale økosystemer kan det blive et alvorligt problem, da et dyr, der ikke hører hjemme her, kan forstyrre den skrøbelige balance i bestanden af småpattedyr og fugle.
Majssnogen breder sig – og forskerne er bekymrede
I området omkring Colmar i Alsace registrerer naturforskere år for år flere fund af majssnogen. Denne art stammer fra Amerika og er i løbet af de seneste årtier blevet et populært terrariehusletsdyr i Europa. Problemet opstår, når enkelte individer slipper ud i naturen. Herpetolog Maurice Babillon fra det lokale center for krybdyrspleje fremhæver, at antallet af indfangede slanger i parker og haver er steget markant i de seneste år. Det tyder på, at arten ikke blot forsvinder fra private opdræt, men faktisk er i stand til at overleve og sandsynligvis også formere sig i det fri.
Det samme scenarie kan gentage sig i andre dele af Europa. Majssnogen er let tilgængelig i zoologiske butikker og private opdræt rundt om i Europa. Klimaforholdene i de vestlige og sydlige dele af kontinentet ligner i stigende grad dem, som arten kender fra sit hjemland i Nordamerika. Hvis de milde vintre fortsætter og antallet af terrarieholdere vokser, udelukker forskerne ikke, at der kan opstå stabile bestande af denne fremmede slange i europæisk natur.
Hvordan ser majssnogen ud, og er den egentlig farlig?
En voksen majssnoge måler mellem firs centimeter og cirka halvanden meter. Kroppen er slank og smidig, hvilket giver den mulighed for at klatre i grene og langs ru overflader. Det mest iøjnefaldende er farvetegningen: grundtonen varierer fra orange over murstenrød til rustbrun, og langs kroppen ses mørkere pletter omrandet af sorte linjer. I det europæiske landskab ser dette udseende fremmedartede ud, og folk, der støder på den ved et tilfælde, reagerer ofte med panik.
Eksperterne beroligende dog: majssnogen er ikke giftig, angriber ikke mennesker og foretrækker at flygte frem for at forsvare sig. I terrariemiljøer betragtes den som en “begynderslange” netop på grund af dens rolige temperament. Dens føde består primært af smågnavere, til tider fugleunger eller mindre øgler. Den udgør altså ingen direkte trussel mod mennesker, selvom mødet med en meterlang slange naturligvis kan skabe frygt.
Set fra naturens perspektiv er situationen dog mere kompleks. At slangen ikke er giftig, betyder ikke, at den ikke kan påvirke det lokale økosystem. Hvis den begynder at formere sig med succes, kan den konkurrere med hjemmehørende arter som snog og hugorm. Den kan fratage dem føde og ændre dynamikken i bestanden af mus, mosegrise og andre småpattedyr. På lang sigt kan et sådant pres svække stabiliteten i visse naturområder.
Hvorfor breder denne art sig så hurtigt til nye områder?
Majssnogen hører til blandt de mest solgte terrarieslanger i verden. Den er nem at passe, relativt robust og findes i mange farvevarianterne. I en række lande, herunder Frankrig, Tyskland og andre europæiske lande, kan man anskaffe den uden særlig tilladelse, så længe man ikke overskrider et bestemt antal individer. Det fremmer impulsive indkøb, især blandt folk uden tilstrækkelig erfaring med krybdyrshold.
Det sker ofte, at interessen for dyret aftager efter nogle år. Mange ejere er ikke klar over, at slangen kan leve femten til tyve år og kræver et stabilt miljø. Som følge heraf sker der flugt fra utilstrækkeligt sikrede terrarier, eller individer frigives bevidst i skove og byparker. Folk antager ofte, at slangen nok “klarer sig selv” i de varmere måneder – og det kan den faktisk godt.
- Let tilgængelighed i zoologiske butikker
- Lav formel barriere for amatøropdrættere
- Modetrend med eksotiske kæledyr
- Flugt fra utilstrækkeligt sikrede terrarier
- Bevidst udsætning af uønskede individer i naturen
- Mildere vintre i Vest- og Centraleuropa
- Artens tilpasningsevne over for koldere perioder
- Skjulesteder som brændestabler, kældre og lader
Klimaet spiller en afgørende rolle. Mildere vintre, som har præget Vesteuropa de seneste år, giver arter fra varmere regioner mulighed for at overleve. Majssnogen tåler let afkøling i sit hjemland og kan klare sig ved et par grader over nul, især hvis den finder ly under et brændestabler eller i en uopvarmet bygning. Hvis frostvejret varer kort, har den en chance for at opleve foråret og eventuelt formere sig. Forskerne advarer om, at en serie af enkeltstående flugter over tid kan udvikle sig til en vild bestand med eget opdræt.
Hvordan genkender man majssnogen på en tur i naturen?
For den almindelige turist er det ofte svært at skelne mellem slangearter, særligt når mødet sker hurtigt og uventet. Der er dog flere kendetegn, der med stor sandsynlighed peger på denne amerikanske indvandrer. Farvetegningen i varme toner af orange, rød og murstensbrun med kontrasterende mørke pletter er usædvanlig i europæisk natur. Hjemmehørende arter har typisk gråbrune, olivengrønne eller lysbrune farver.
Et andet fingerpeg er adfærden. Majssnogen klatrer ofte op i træer og buske, hvor den bevæger sig med sikkerhed. Den kan også stige op ad stenmure og hegn. Set på afstand fremstår den elegant og smidig. Hvis slangen desuden er cirka en meter lang og har en markant kontrastrig tegning, er sandsynligheden for, at det drejer sig om et undsluppet terrariehusletsdyr, høj.
Eksperter advarer mod forveksling med andre arter, især snogen, som i visse tilfælde kan have en afdæmpet mørkere tegning. Derfor anbefales det ikke at forsøge at fange slangen eller på anden måde røre ved den, medmindre man er sikker på arten. Ved tvivl er det bedre at tage et foto på sikker afstand og kontakte fagfolk.
Hvad gør man, hvis man støder på en mistænkelig slange?
Franske myndigheder har udarbejdet enkle anbefalinger, som også kan have relevans i andre europæiske lande. Ved mødet med et eksotisk udseende krybdyr er det bedst at forholde sig roligt og ikke forsøge at fange dyret selv. En slange i det fri vil normalt flygte af sig selv, hvis man ikke forfølger eller irriterer den. Et forsøg på at fange den med en pind, en gren eller med hænderne kan stresse både dyr og menneske.
Har man en mobiltelefon med kamera, bør man tage et billede på tilstrækkelig afstand til ikke at skræmme slangen. Et kvalitetsfoto hjælper herpetologer med at identificere arten og vurdere, om indgriben er nødvendig. Notér også sted og tidspunkt for observationen. Disse oplysninger er værdifulde for kortlægning af forekomster og overvågning af fremmede arters udbredelse.
Fund bør indberettes til det lokale brandvæsen, forvaltningen af et naturbeskyttelsesområde eller en naturbevaringsorganisation. Hvis der virkelig er tale om en majssnoge, sørger specialister normalt for indfangning og anbringelse i et fristed eller et erfarent opdræt.
Kan det samme ske i Danmark og resten af Norden?
Majssnogen er til stede i europæiske zoologiske butikker og private samlinger. Klimaforholdene i de vestlige og sydlige dele af Europa ligner i stigende grad det miljø, som arten kender fra sit hjemland i Nordamerika. Der foreligger endnu ingen bekræftede rapporter om stabile vilde bestande, men enkeltstående flugte forekommer regelmæssigt.
Hvis antallet af udslupne eller forsætligt udsatte individer stiger, og vintrene fortsat bliver mildere, udelukker forskerne ikke en gentagelse af scenariet fra Frankrig eller dele af Tyskland. De mest udsatte områder er dem, der ligger tæt på store byer med mange terrarieforretnigner og snesevis af private opdræt. Større befolkningscentre udgør potentielle udgangspunkter for spredning.
Ejernes ansvar spiller en central rolle. Et velafskærmet terrarium med kontrollerede lukninger, en gennemtænkt beslutning inden anskaffelsen og et langsigtet engagement i pasningen er det bedste forsvar mod invasion af fremmede arter. En slange kan leve i tyve år eller mere. Det er ikke et kortvarigt “gadget”, men et levende væsen, der kræver et stabilt miljø, dyrlægebehandling og løbende pleje.
Historien om majssnogen viser, hvordan et eksotisk hobby kan få meget lokale konsekvenser. Et spontant køb i en butik – og nogle år senere kravler en farvestrålende slange op i et træ en kilometer fra et villakvarter. Fra et naturbeskyttelsesperspektiv er situationer særligt farlige, når flere “flygtninger” dukker op i det samme område og begynder at formere sig. En bestand, der først er etableret, er meget vanskelig at kontrollere eller fjerne.
Det er værd at tænke grundigt over konsekvenserne, inden man anskaffer sig en ung majssnoge. Er man fascineret af krybdyr, bør man først sætte sig grundigt ind i dyrenes behov, krav til plads og levetid. Erfarne opdrættere anbefaler konsultation med en dyrlæge med speciale i eksotiske dyr samt kontakt med en lokal herpetologisk gruppe. Denne forberedelse kan forhindre ubehagelige overraskelser og samtidig beskytte vores natur mod uønskede gæster.
