En stram tidsfrist hviler tungt på skuldrene af Venstres formand, Troels Lund Poulsen, i hans rolle som kongelig undersøger. Presset kommer især fra Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, der har givet ham blot et par uger til at opnå det, som Mette Frederiksen ikke formåede på over seks uger: at danne en ny regering.
Efter de indledende, formelle møder med alle Folketingets partier, skifter Troels Lund Poulsen nu gear. Fokus rettes udelukkende mod de partier, hvor chancen for at bygge en regering ser mindst umulig ud.
Her dykker vi ned i tre centrale spørgsmål, der definerer denne anden, afgørende fase af regeringsforhandlingerne.
1. Hvilken regering er den mest sandsynlige?
At Troels Lund Poulsen overhovedet fik opgaven som kongelig undersøger, skyldes en samlet indstilling fra alle de blå partier samt Moderaterne. Men lige dér stopper enigheden brat. Internt er de dybt uenige om, hvad slutmålet for forhandlingerne skal være.
Der er utallige forhindringer for en ren blå regering, fra usikre mandater til ultimative krav, som gør den konstellation næsten utænkelig. Derfor peger pilen i en anden retning: Den mindst usandsynlige regering er en flertalsregering hen over midten.
Konkret vil det sige den nuværende SVM-regering, men udvidet med Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Dette er Lars Løkkes drømmescenarie, men det vækker mindre begejstring hos de andre. For Socialdemokratiet er en sådan regering faretruende blå og risikerer at sende flere skuffede vælgere mod SF. For Venstre er der en lignende risiko for at tabe vælgere til den blå opposition.
Et interessant spor findes i de indstillinger, partierne afleverede hos dronningen. Her havde Venstre, Konservative og Moderaterne tydeligvis koordineret og indleveret næsten enslydende tekster. De peger på behovet for en regering, der kan “føre en balanceret reformpolitik”. Den eneste nuanceforskel er, at Moderaterne ønsker en regering “hen over Folketingets midte”, mens V og K taler om en “bredt funderet regering”. Signalet er dog klart: En ren blå regering er ikke målet.
2. Ender Troels Lund Poulsen som statsminister?
Det er højst usandsynligt. For det første er der absolut ingen garanti for, at hans forsøg på at samle en regering overhovedet lykkes. For det andet er rollen som kongelig undersøger ikke ensbetydende med, at man ender i Statsministeriet.
Hvis det ender med den brede midterregering (SVMKR), er Mette Frederiksen den mest oplagte statsminister. Ingen i det politiske landskab forestiller sig seriøst, at hun efter syv år i spidsen for Danmark vil acceptere en almindelig ministerpost i en regering ledet af en anden.
Skulle denne midterregering blive en realitet, vil det med al sandsynlighed være med Mette Frederiksen fortsat i Statsministeriet. Lars Løkke Rasmussen har selv åbent luftet denne mulighed, og det er værd at bemærke, at hverken Venstre, Konservative eller Moderaterne har peget på en specifik statsministerkandidat. Det spørgsmål skal “afklares” undervejs.
Er Venstres bagland begejstret ved udsigten til endnu en periode med Mette Frederiksen som regeringschef? Nej, det vil igen gøre partiet sårbart over for angreb fra de andre borgerlige partier. Spekulationer om Løkke som en overraskende kandidat florerer, men det er svært at se, hvem der i sidste ende skulle pege på ham.
3. Hvad sker der, hvis forhandlingerne kollapser?
Hvis Troels Lund Poulsen ikke kan finde et flertal, starter processen forfra. Så må alle partiledere endnu en tur til Amalienborg for en ny dronningerunde, hvor de skal angive, hvem de nu peger på til at lede forhandlingerne.
I det scenarie er det meget tænkeligt, at opgaven igen vil lande hos Mette Frederiksen. Selvom det lyder som en gentagelse, er situationen en anden. Mette Frederiksen var nået langt i sine forhandlinger om en SSFRM-regering, og de dokumenter kan hurtigt findes frem igen.
Dermed vil spillet ikke være slået helt tilbage til start, men fortsætte fra et andet udgangspunkt. Men intet er afgjort endnu. Lige nu er alle kræfter sat ind på Troels Lund Poulsens forsøg på at skabe en markant mindre rød regering end den, der tidligere var på tegnebrættet.
