En lille kostændring kan betyde meget for hjernen
Befolkningen bliver ældre i et stadig hurtigere tempo, og hukommelsesproblemer rammer flere og flere ældre mennesker verden over. Nye data fra Japan antyder, at en beskeden ændring i kosten kan have reel betydning for hjernens sundhed i de sene leveår.
Det handler om regelmæssigt forbrug af ost – selv i små mængder. Forskere fra flere japanske forskningscentre analyserede data fra næsten otte tusinde ældre og bemærkede, at personer der spiser ost jævnligt, langt sjældnere udviklede demens.
Demens vokser – effektiv behandling mangler stadig
Demens, herunder Alzheimers sygdom, er ved at blive en af vor tids mest alvorlige sundhedsudfordringer. Ifølge estimater lever over halvtreds millioner mennesker på verdensplan med denne diagnose, og inden midten af århundredet kan dette tal tredobles. Sundhedssystemerne har allerede i dag svært ved at følge med denne udvikling.
Japan, en af de hurtigst aldrende nationer, fungerer på mange måder som et laboratorium for fremtiden. Helt op til tolv komma tre procent af personer over femoghalvtreds år kæmper dér med demens. I mangel af effektiv behandling retter forskerne i stigende grad blikket mod livsstilsfaktorer – motion, søvn og ikke mindst kost.
Forskere fra flere japanske videnskabelige institutter analyserede data fra næsten otte tusinde ældre og fandt, at personer der regelmæssigt spiste ost, sjældnere fik demens. Undersøgelsen fulgte deltagerne i cirka tre år, og resultaterne var markante nok til at vække stor interesse i fagkredse.
Sådan så undersøgelsen om ost og hukommelse ud
Analysen omfattede syv tusinde ni hundrede og fjorten personer på femoghalvtreds år og derover, som boede i egne hjem og ikke på forhånd var vurderet til at have behov for langvarig pleje. Dataene kom fra programmet JAGES, der følger ældre japaneres helbred og funktionsevne.
Deltagerne blev inddelt i to grupper. Den første bestod af ældre, der spiste ost mindst én gang om ugen. Den anden gruppe var ældre, der erklærede, at de slet ikke spiste ost.
For at sikre et meningsfuldt sammenligningsgrundlag sørgede forskerne for, at de to grupper var så ens som muligt med hensyn til alder, køn, uddannelse, indkomst, generelt helbred og selvstændighed i dagligdagen. Til dette anvendte de en avanceret statistisk metode, der udligner forskelle mellem de undersøgte personer.
Forskellen virker lille, men er statistisk betydningsfuld
I cirka tre år fulgte forskerne, hvem af deltagerne der fik en officiel demensdiagnose inden for rammerne af det japanske plejeforsikringssystem – en almindeligt anvendt målestok i Japan.
Forskellen kan virke beskeden, men omregnet til relativ risiko svarer det til en fireogtyve procent lavere sandsynlighed for at udvikle demens hos ostespisere. Da forskerne desuden inkluderede det overordnede kostmønster i analysen – eksempelvis indtag af grøntsager, frugt og fisk – svækkedes effekten en smule, men forblev tydelig på omkring enogtyveprocent.
Forskerne understreger, at undersøgelsen påviser en sammenhæng og ikke en bevist årsag. Ikke desto mindre er forskellen markant nok til at opfordre til yderligere analyser. I lyset af en aldrende befolkning kan dette være et vigtigt bidrag til den forebyggende medicin.
Hvad er det i osten, som hjernen drager fordel af?
Artiklens forfattere peger på flere mekanismer, der kan forklare ostens beskyttende effekt på nervesystemet. Der er primært tale om hypoteser, men de stemmer godt overens med det, vi allerede ved om kost og hjernefunktion.
Vitamin K2 og blodkarrene
Ost – særligt lagret ost – hører til de vigtigste kilder til vitamin K2. Dette fedtopløselige stof påvirker kalciumomsætningen og blodkarrenes elasticitet. Karsygdomme som højt blodtryk og åreforkalkning øger risikoen for demens, især vaskulær demens.
Vitamin K2 medvirker til at begrænse aflejring af kalk i karvæggene. Sundere blodkar betyder bedre blodgennemstrømning i hjernen. Det er derfor muligt, at ost via K2 indirekte understøtter de kognitive funktioner ved at bremse de processer, der skader hjernens små blodkar.
Proteiner, aminosyrer og bioaktive stoffer
Osteprodukter leverer en solid mængde proteiner og vigtige aminosyrer. Nervecellerne har brug for disse til korrekt funktion, dannelse af neurotransmittere og reparation af skader. Under ostens modning dannes der desuden såkaldte bioaktive peptider, som kan have antiinflammatoriske og antioxidative egenskaber.
Kronisk inflammation og oxidativt stress er to processer, der er stærkt forbundet med hjernens aldring og udviklingen af neurodegenerative sygdomme. Ost kunne dermed yde beskyttelse via disse mekanismer, selv om den præcise virkningsmekanisme endnu ikke er fuldt afklaret.
Tarmfloraen og forbindelsen mellem tarm og hjerne
Stadig flere undersøgelser kobler sammensætningen af tarmens bakterieflora til hjernens funktion. Et forstyrret mikrobiom ses blandt andet hos personer med Alzheimers sygdom. Fermenteret ost, som klassiske skimmelosttyper, kan være en kilde til probiotiske bakterier, der regulerer den såkaldte tarm-hjerne-akse.
Bemærkelsesværdigt er det, at i den analyserede undersøgelse spiste hele toogfirs komma syv procent af deltagerne primært smelteost, som er fattigere på naturlige bakteriekulturer og en del bioaktive komponenter. Kun syv komma otte procent valgte hvidskimmelost. Alligevel viste den beskyttende effekt sig.
Det kan betyde, at flere mindre faktorer spiller ind – det handler ikke nødvendigvis udelukkende om det probiotiske aspekt af gæring. Selv osteprodukter af lavere mikrobiologisk kvalitet kan bidrage med en vis fordel for hjernen, hvis de indgår i en bredere og rimeligt afbalanceret kost.
Andre komponenter som linolsyre, mineraler herunder magnesium og zink samt B-vitaminer spiller ligeledes en rolle i beskyttelsen af nerveceller. Ost er et komplekst fødevareprodukt, og dets virkning på hjernens sundhed skyldes sandsynligvis en kombination af mange stoffer – ikke én enkelt mirakelkomponent.
Ost som del af en livsstil – ikke et mirakelprodukt
Personer der spiste ost valgte ifølge de japanske data også hyppigere andre produkter forbundet med god fysisk form i alderdommen: frugt, grøntsager, kød og fisk. Det samlede billede mindede mere om en varieret kost med en større mængde komponenter, der er gavnlige for hjernen.
Undersøgelsen viste desuden, at denne gruppe ældre klarede sig bedre med såkaldte komplekse hverdagsaktiviteter: indkøb, måltidsplanlægning og pengestyring. De rapporterede sjældnere om hukommelsesklager. Det er derfor muligt, at de ved undersøgelsens start allerede befandt sig i en en anelse bedre helbredstilstand, som statistikken ikke fuldt ud kunne indfange.
Spørgeskemaerne viser, at tooghalvfjerds komma én procent af ostespiserne spiste ost én eller to gange om ugen. I praksis taler vi altså om moderate mængder – ikke daglig overspisning af sandwicher med tykke lag gul ost. Dette detalje er vigtigt for fortolkningen af resultaterne.
Hvilke begrænsninger har denne type undersøgelser?
Forfatterne beskriver klart svaghederne i deres analyse, hvilket muliggør en mere nøgtern vurdering af resultaterne. Ost optrådte kun én gang i spørgeskemaet, ved undersøgelsens begyndelse. Vi ved derfor ikke, om deltagerne efterfølgende ændrede deres vaner.
Der blev ikke indsamlet præcise data om mængden af spiste portioner, hvilket gør det vanskeligt at tale om en optimal dosis. Demensoplysningerne stammede fra administrative dokumenter og ikke fra komplette neurologiske undersøgelser, hvilket vanskeliggør en skelnen mellem sygdomstyper.
Genetiske faktorer blev ikke taget i betragtning – for eksempel tilstedeværelsen af APOE-varianten, der er forbundet med høj risiko for Alzheimers sygdom. Den japanske kontekst er særegen – det gennemsnitlige årlige osteforbrug er dér adskillige gange lavere end i mange europæiske lande.
Det er vanskeligt at overføre disse data direkte til Danmark, hvor ost – særligt gul ost og kvark – forekommer langt hyppigere på bordet. Kulturelle forskelle i kostvaner kan påvirke resultaterne.
Er det værd at spise mere ost af hensyn til hjernen?
Konklusionerne fra den japanske undersøgelse opfordrer ikke til ubegrænset forøgelse af osteportioneringen. Osteprodukter indeholder meget mættet fedt og salt, og diætister har i årevis anbefalet mådehold. Omvendt giver det heller ikke altid mening fuldstændigt at udelukke ost af frygt for kolesterol – særligt når portionen er lille, og resten af kosten bygger på grøntsager, frugt og fuldkornsprodukter.
I praksis kan man overveje en enkel strategi: en lille mængde kvalitetsost et par gange om ugen, integreret i måltiderne frem for stærkt forarbejdede pålægsprodukter eller saltede snacks. Kombineret med motion, kontrol af blodtryk, begrænsning af cigaretter og alkohol kan det udgøre en fornuftig samlet indsats for hukommelsen efter de tres.
Det er værd at bemærke, at hjernen elsker variation. Forskning viser, at kostvaner tæt på den mediterrane model og den såkaldte MIND-model er gavnlige for de kognitive funktioner: mange bladgrøntsager, bær, nødder, olivenolie, fisk, bælgfrugter og dertil moderate mængder mejeriprodukter herunder ost. Ost kan være ét element i dette puslespil, men erstatter hverken motion, søvn eller sociale kontakter.
Fremtidige undersøgelser i lande med en større ostetradition kan muligvis give meget konkrete retningslinjer – hvad angår ostetype såvel som portionsstørrelse. Indtil da er det fornuftigst at betragte resultaterne fra Japan som en opfordring til en afbalanceret kost, hvor lidt ost ikke er et problem – og for hjernens vedkommende muligvis endda kan vise sig at være en allieret.
