Kratos vender tilbage – men ikke som forventet
På PlayStation 5 gør Kratos comeback i en 2D-udgave, der minder langt mere om en klassisk metroidvania end den typiske slasher, serien er kendt for. Spillernes anmeldelser viser et gennemsnit på blot 10,4 ud af 20 point – og reaktionerne kunne ikke være mere forskellige.
På papiret lyder det som en drøm: tilbagevenden til græsk mytologi, en ung Kratos, forholdet til Deimos og udforskning af et labyrintisk kort. I praksis samler God of War: Sons of Sparta modstridende meninger – fra begejstring over gameplayet til beskyldninger om at være et “meningsløst indslag” i sagaen.
Af de tilgængelige data fremgår det, at brugernes gennemsnitlige karakter lander på 10,4 ud af 20 point. Blandt ni anmeldelser dominerer “middelmådige” vurderinger, med enkelte entusiastiske stemmer og et par virkelig hårde kritikker. For mange spillere fremstår Sons of Sparta som en anstændig metroidvania – men en svag God of War, der langt fra lever op til forventningerne til brandet.
Tilbagevenden til Grækenland: spillets største trumfkort
Det element, der hyppigst roses, er atmosfæren. Spillet fører Kratos tilbage til den græske mytologi med en tydelig reference til PlayStation 2-æraen. For mange fans er netop dette aspekt det, der redder helheden – det giver mulighed for i nogle timer at vende tilbage til seriens rødder og igen mærke den “gamle” God of War, om end i en ny form.
Kendte fjendtyper fra PS2-æraen er tilbage, og lokationer inspireret af klassiske templer, katakomber og arenaer skaber en nostalgisk stemning. Udviklerne fra Sony Santa Monica Studio har indlejret adskillige nikk til fans af de tidligere dele, herunder referencer til Ghost of Sparta. Denne forbindelse til den originale trilogi fra PlayStation 2 fremhæves i anmeldelserne som projektets stærkeste side.
Kratos som ikke-Kratos: kritik af manglende sammenhæng med sagaen
Den skarpeste kritik retter sig mod manuskriptet og måden, karaktererne fremstilles på. Erfarne spillere, der kender seriens kanon indgående, påpeger alvorlige uoverensstemmelser i portrætteringen af Kratos og Deimos. Udviklerne fra det London-baserede studie Creative Assembly forsøgte at skabe et nyt perspektiv på den spartanske kriger.
Spillere skriver direkte: historien antyder, at Kratos før pagten med Ares var “en god fyr” og en omsorgspræget storebror – noget der strider mod billedet af den brutale, kolde kriger fra de tidligere dele og udvidelserne. Denne karakterkoncept skaber forvirring hos fans, der har fulgt Kratos’ udvikling siden det første God of War i 2005.
Nævnte problemer i historien:
- Kratos som overdrevent bekymret far og bror, hvilket modsiger visionen om den egoistiske, æregerrige spartaner fra de grækisk-baserede spil
- Deimos præsenteret på en måde, der ikke stemmer overens med billedet fra Ghost of Sparta
- Et forsøg på at fortælle et “ukendt kapitel” af historien, der i stedet for at berige heltens skikkelse udvander den
- Forholdet mellem brødrene er knapt antydet – i stedet for emotionelle scener får vi primært et påskud til nye etaper
- Manglende konsistens med begivenhederne beskrevet i God of War: Chains of Olympus
- Problematisk placering i tidslinjen mellem seriens enkelte dele
En del spillere forsvarer historien – de peger på den narrative ramme, hvor Kratos fortæller historien til Calliope, hvilket giver mulighed for at opfatte dele af begivenhederne som subjektive og måske ikke helt troværdige. Alligevel anser mange fans manuskriptet for problematisk, da det i stedet for at uddybe Kratos’ karakter skaber unødig forvirring i seriens mytologi.
Gameplay: solid metroidvania med et gentagelsesproblem
Sons of Sparta forlader det typiske kamera bagfra og satser i stedet på et todimensionalt perspektiv og metroidvania-struktur. Det giver et tæt, flerlagsdelt kort, masser af kister, hemmeligheder og genveje samt evner, der låser op for nye sektioner. De mest tilfredse er genrens tilhængere.
Det store, komplicerede kort opfordrer til at vende tilbage til gamle lokationer, og styringen er behagelig og responsiv. Progressionen fra ubemærkelig kriger til en sand dræbermaskine giver en tilfredsstillende fornemmelse. Nogle spillere sammenligner kampstilen og niveaudesignet med titler som Blasphemous eller Hollow Knight – med et markant fokus på præcise undvigelser, angreb og styring af talismaner.
Selv de, der roser gameplayet, erkender, at der med tiden opstår en følelse af monotoni. Bevægelserarsenalet udvikler sig langsommere end forventet, og variationen i kampene er begrænset. Udviklerne har satset på den klassiske metroidvania-model, der kendes fra spil som Metroid Dread eller Ori and the Blind Forest, men kampvariationen halter bagefter disse titler.
Gentagende kampe og alt for svage bosser
Spillere klager over, at spillet næsten ikke introducerer nye mekanikker i anden halvdel, og at den afsluttende boss kan fældes på under et minut – hvilket efterlader et markant tomrum. Denne kritik handler primært om designet af kampene mod hovedfjenderne, som falder langt under standarderne for God of War-serien.
De hyppigste klager drejer sig om den begrænsede fjendediversitet – de samme typer dukker for ofte op i nye farver. Mindeværdige bosskampe i stil med Hydra- eller Minotaurus-slagene fra de originale dele savnes tydeligt. Der kommer et punkt, hvor Kratos bliver for mægtig – talismaner som Pandoras æske og opgraderinger gør, at store dele af spillet ophører med at byde på en reel udfordring.
Den unødvendige gentagelse af et fast mønster virker forstyrrende: ny zone – et par kampe – kort mellemsekvens – næste zone. Samtidig roser en del anmeldere rytmen i udforskning og kampe. For dem er systemets enkelhed en fordel: let adgang til spillet og en voksende fornemmelse af heltens styrke giver stor tilfredsstillelse.
Audiovisuel fremtoning: mellem retro-stemning og next-gen-skuffelse
En anmeldelse sammenligner Sons of Sparta med et spil, der uden problemer ville fungere på den første PlayStation. Det er naturligvis en overdrivelse, men den fanger stemningen hos en del af fællesskabet godt. Mange kritikere hævder, at titlen på ingen måde demonstrerer “PS5’s kraft” – den fremstår som et beskedent 2D-projekt med højtopløselige teksturer, men uden det store “wow-effekt”.
Klagerne handler primært om en lidt uklar kunstnerisk stil, der ikke sætter sig fast i hukommelsen. Lokationer opfattet som “tomme” og mangelfulde i detaljer udgør en yderligere svaghed. Det spektakulære iscenesættelse, der kendes fra store seriedele som God of War Ragnarök eller God of War fra 2018 af Sony Santa Monica, er fraværende.
Endnu værre: en del spillere rapporterer om fald i jævnheden ved større kortudbredelse eller under intense kampe. Det er et yderligere argument i kritikken – man forventede teknisk polering, men i stedet oplever man billedhastighedsdyk og fejl, der kan blokere fremgangen. I betragtning af PlayStation 5‘s ydeevne virker disse tekniske problemer overraskende.
Musikken: fra nostalgi til ligegyldighed
Lydsporet vækker heller ikke enstemmighed. Der dukker enkelte motiver op, der minder om de første PS2-dele, hvilket sættes pris på af fans. Visse numre sigter markant mod en retro-æstetik med direkte associationer til Nintendo Entertainment System-æraen – og her begynder uenighederne spillerne imellem.
For nogen er den stilblanding en sympatisk hyldest til klassikerne. For andre er det noget, der slet ikke passer til God of War‘s mørke, brutale atmosfære og forstyrrer fordybelsen. Mange kommentarer beskriver musikken som “umærkbar” og “ikke noget man husker” – for en serie berømt for sit stærke lydunivers kan det gøre ekstra ondt. Komponisterne forsøgte at kombinere orkestrale motiver med chiptune-elementer, men resultatet overbeviste ikke flertallet af spillerne.
Sons of Sparta som metroidvania versus Sons of Sparta som God of War
Jo længere man læser spillernes meninger, desto tydeligere bliver det, at dette spil lever på to niveauer. For metroidvania-elskere er det ofte en solid, indimellem endda vellykket titel med et enormt kort og en tilfredsstillende karakterudvikling. For fans af God of War-brandet er det i mange øjne sagaens svageste indslag – med tvivlsom plads i kanonen og en skuffende historie.
Der findes også stemmer, der mener, at spillet “faldt som offer for sit eget navn”. Forventningerne til serien er i dag gigantiske, særligt efter de seneste store dele til PS4 og PS5. En spin-off i 2D-format med et lavere budget har simpelthen ingen chance for at bryde igennem en sådan mur af forventninger – og det mærkes tydeligst i anmeldelserne fra spillere, der kender hele serien siden 2005.
Hvem er denne titel til, og hvad skal man huske?
Leder man efter en storslået, filmisk oplevelse med monumentale bosser og banebrydende grafik på PS5, vil Sons of Sparta sandsynligvis skuffe. Spillet er bygget mere som en klassisk metroidvania med fokus på udforskning og et 2D-kampsystem.
For spillere, der holder af metroidvania-spil, ikke behøver fotorealistisk grafik, accepterer en tilbagevenden til en mere beskeden 2D-form og ikke betragter God of War-kanonen som hellig, kan dette projekt udgøre et fængslende eventyr på adskillige dusin timer. Kommentarer nævner, at spillet kan gennemføres på omkring 30 timer med høj kortudforskningsprocent, så indhold er der rigeligt af.
Det er værd at bemærke, at en del af kritikpunkterne handler om teknisk tilstand – spillere nævner fejl og jævnhedsdyk, der potentielt kan afhjælpes med opdateringer. For dem, der køber titlen senere efter en serie patches, kan oplevelsen være noget anderledes end på premieredagen. Udviklerne fra Creative Assembly har lovet fortsat support i form af yderligere opdateringer og eventuelle rettelser.
Sons of Sparta rejser i den forbindelse et interessant spørgsmål om store brands’ fremtid. Har anerkendte serier råd til mindre, eksperimenterende projekter, der sigter mod andre genrer og en anden skala? Eller vil logoet på et så velkendt brand altid fungere som et tveægget sværd, der løfter forventningerne langt over, hvad spillet reelt tilbyder? I tilfældet God of War: Sons of Sparta er det tydeligt, at svaret langt fra er entydigt.
