En verden langt fra det sædvanlige – midt i Lazio
Tæt på Rom gemmer sig et landskab, der føles som fra en anden planet: jorden damper, vandet ser ud til at koge, og svovlets skarpе lugt hænger i luften. Caldara di Manziana er en lille geotermisk perle i Lazio, der tiltrækker besøgende med månelignende udsigter, etruskiske legender og dejlige skovture.
Stedet tilbyder noget, man slet ikke ville forvente i Roms omegn. I stedet for antikke templer og barokke paladser møder man et landskab, der minder mere om Island eller Yellowstone. Forskere beskriver lokaliteten som et levende geologisk laboratorium, hvor man med egne øjne kan følge processer, der foregår dybt under jordens overflade.
Området er en del af Regionalparken Bracciano-Martignano og strækker sig over cirka 90 hektar. Geologer bekræfter, at der er tale om resterne af den gamle vulkan Sabatino, som var aktiv for omkring 600.000 år siden. Freatomagmatiske udbrud skabte dengang et krater, der gradvist fyldte sig med tørv og vand. I dag finder man her en tørvemose med karakteristiske svovlkilder.
Det, der gør Caldara virkelig unik, er kombinationen af geologiske processer og forekomsten af sjælden nordisk vegetation i et sydligt miljø. Botanikere studerer løbende de vortebirke her, som normalt vokser i Europas koldere egne – men som har fundet ideale betingelser i dette mikroklima på blot 250 meters højde.
Hvor vandet bobler af koldt gas frem for varme
Caldara di Manziana overrasker ved første øjekast. Vandet ser faktisk ud til at koge, men temperaturen er kun omkring 20 grader Celsius. Det er ikke varmen, der får det til at boble – det er en intens strøm af gasbebobler, der stiger op fra bunden.
Fra dybet frigives primært kuldioxid og svovlgasser. Disse gasser forvandler vandoverfladen til et konstant bevægende lag, der skaber en illusion af kogning. Forskere fra universiteter i Rom tager regelmæssigt hertil for at måle gaskoncentrationer og studere den geotermiske aktivitet.
Underlaget i calderaens centrale del er lysegrå og næsten hvid i farven. Jorden er steder sprukket, og damp stiger op fra talrige revner. Mod denne baggrund træder den mørke grønne skov frem som kulissen i en fantasyfilm. Det er ikke underligt, at de gamle etrusker betragtede dette sted som en port til underverdenen.
Ifølge etruskisk tro boede guden Mantus her – guddom for det etruskiske døderiget. Hans navn menes at have givet anledning til både Manziana og den legendariske tætte skov Silva Mantiana. Selv om man i dag har svært ved at tro på sådanne historier, behøver man blot at gå en tur i morgentågen for at forstå, hvorfra disse forestillinger stammer.
Birketræer i svovlets land: et botanisk mysterium i Lazio
Caldara di Manziana byder ikke kun på geotermiske oplevelser, men også på et naturligt laboratorium. Den sure, mineralmættede jord og det særlige mikroklima inde i krateret har skabt betingelser for en overraskende vegetation.
Direkte ved de dampende, fugtige områder vokser en lille lund af vortebirke. De slanke, hvide stammer – som lokale kærligt kalder albanelle – ser ud, som om nogen har hentet dem direkte fra Skandinavien. Birketræet er en art, der typisk hører til i Europas koldere, nordlige regioner og bjergområder.
Forskere forklarer birketræernes tilstedeværelse med teorien om postglaciale relikter. De er de sidste vidner fra istiden, som har overlevet i Caldaras fugtige og køligere niche. Botanikere fra Università Sapienza i Rom indsamler regelmæssigt prøver og studerer disse træers tilpasningsmekanismer.
Blandt græsserne finder man også en meget sjælden lokal variant af slægten Agrostis, som er blevet genstand for botaniske studier. Hele dette lille hjørne fungerer som en oase, hvor planter fra et helt andet klima mødes. Økologer understreger, at sådanne steder er sjældne og kræver beskyttelse.
Hvilke dyr finder man i det geotermiske landskab
I omegnen af Caldara lever vildsvin, ræve, grævlinge og en rig fuglebestand. Man kan nemt spotte grå hejrer, der jager tæt ved vandet. Ornitologer har registreret over halvtreds ynglende fuglearter i området.
I de små vandbassiner dukker der lejlighedsvis vandskaber op – et insekt med en karakteristisk silhuet, der jager andre hvirvelløse dyr. Biologer har desuden dokumenteret forekomsten af flere sjældne paddearter på stedet.
Dyrene udnytter områdets særlige mikroklima. Om sommeren giver det fugtige miljø en velgørende afkøling, mens den geotermiske aktivitet om vinteren holder temperaturen lidt højere end omgivelserne. Zoologer fra Rom besøger regelmæssigt stedet for at overvåge bestande og registrere ændringer i økosystemet.
Sådan kommer du fra Rom og planlægger dit besøg
Caldara di Manziana er perfekt til en dagstur fra Rom. Den nemmeste måde at komme derhen er med bil. Fra byens nordlige kvarterer kan man tage den klassiske Via Cassia eller den mere trafikerede Braccianese mod Bracciano-søen og derefter fortsætte til kommunen Manziana.
Ved indgangen til naturreservatet finder man en gratis parkeringsplads ved den lokale vej SP2/c. Herfra fører en kort, flad sti til tørvemosen. Skovturen tager kun få minutter og ender med den pludselige opdagelse af den dampende mose foran øjnene på dig.
- Afstand fra parkering: cirka 10 til 15 minutters rolig gang
- Sværhedsgrad: let, egnet til børn
- Fodtøj: vandrestøvler eller sko med tyk sål anbefales
- Tid på stedet: normalt er 1 til 2 timer nok til en rolig tur og fotografering
- Bedste periode: forår og efterår – sommeren kan være meget varm
- Entré: gratis, området er frit tilgængeligt
- Skiltning: god informationstavle ved parkeringspladsen
- Sikkerhed: hold dig til de afmærkede stier, da underlaget kan være farligt
Træbarrierer markerer det sikre område for besøgende. Man bør ikke krydse dem: jorden nær kilderne kan være mudret og direkte farlig, da et tyndt jordskorpe kan give efter. Det er bedst at holde børn inden for synsvidde og straks forklare dem, at dette er et terræn, man beundrer på afstand.
Det er især kontrasten, der gør indtryk. Få minutter forinden gik man gennem en helt almindelig middelhavskov – og pludselig forvandler landskabet sig til noget, der minder mere om naturfilm fra Island. Netop dette overraskelseselement er årsagen til, at mange mennesker vender tilbage til Caldara med nye venner i slæbet.
Macchia Grande: filmisk skovsti og idyllisk picnicsted
Kan man lide længere ruter, kan besøget i Caldara di Manziana kombineres med en vandretur i den nærliggende skov Macchia Grande. Den velafmærkede sti CAI 262B fører nemt fra den geotermiske mose og ind i skovens dyb.
Macchia Grande er et imponerende skovkompleks med kraftige egetræer og brede lysninger. Mange steder finder man afmærkede bål- og grillpladser, hvilket gør stedet til et yndet mål for familier i regionen. I weekenderne støder man på hele grupper af romere, der søger en stund væk fra byens larm.
Skoven Macchia Grande har fungeret som naturlig kulisse for flere berømte italienske film. Her blev blandt andet Marchese del Grillo og Pinocchio instrueret af Roberto Benigni optaget. Filmeksperter fremhæver omgivelsernes autenticitet og landskabets variation.
Denne kombination af geotermisk kuriosum og filmisk skov skaber den perfekte plan for en hel dag. En morgentur ved de dampende kilder, efterfulgt af en afslappet vandring og picnic i skyggen af gamle træer. Mange besøgende fremhæver netop denne kombination som det absolut bedste ved turen.
Hvad man skal være opmærksom på for at få mest ud af besøget
Selv om ruten er forholdsvis nem, kan det betale sig at forberede sig som til en klassisk naturudflugt. Det vigtigste er ordentligt fodtøj. Efter regn bliver området rundt om tørvemosen hurtigt til en glat, mudret overflade, som lette sportssandaler ikke er rustede til.
I de varmere måneder kan myg være generende i området, så et insektmiddel er en god idé. En kasket eller hat og drikkevand skader heller ikke – solen over det åbne terræn over mosen kan brænde ordentlig, selv når luften virker frisk i starten.
Caldara di Manziana som lektion i geologi og økologi
For mange ender turen til Caldara ikke blot med en serie imponerende fotos, men også med en dybere forståelse af de processer, der har formet Italien. Man kan med egne øjne se, at en vulkan ikke behøver at buldre for at forblive aktiv i dybet. De boblende kilder og svovllugten minder om, at kræfter under vores fødder stadig er i gang – kræfter, man sjældent tænker på i hverdagen.
Det er også et fremragende udgangspunkt for samtaler om, hvor skrøbelige økosystemer kan være. En enkelt ulovlig ild, for mange turister der forlader de afmærkede stier, eller efterladt affald er nok til, at et lille fredet område begynder at forfalde. Stadig flere regioner i Italien satser på netop denne kombination af turisme og oplysning: man må komme, slappe af og tage billeder – men til gengæld forventes minimal respekt for stedet. Det er egentlig en ret fair aftale.
