En lille skovdal gemte på en helt ukendt art
Fem små dyr fanget i en enkelt fugtig skovdal viste sig at tilhøre en fuldstændig ukendt muldvarpsart. Dette underjordiske dyr adskiller sig markant fra alle kendte slægtninge gennem sin ekstremt forkortede hale, en anderledes kraniumstruktur og en tydeligt adskilt genetisk linje.
Den nye art blev beskrevet af forskere i reservatet Pu Luong i det nordlige Vietnam. Alle individer stammede fra et enkelt, ikke særligt stort bælte af stedsegrønne skove i en højde på 900 til 1100 meter over havets overflade. Området afgrænses af en nærmest lodret klippevæg, der udgør en naturlig og meget snæver grænse.
For en muldvarp, der tilbringer næsten hele sit liv under jorden, indebærer ethvert besøg på overfladen en risiko. Stejle skrænter, hård jord eller mangel på dækning kan effektivt stoppe en udbredelse på blot nogle få kilometer. Sådan topografi fremmer dannelsen af lokale, lukkede bestande, der med tiden begynder at afvige fra beslægtede arter i omgivelserne.
Det lille, fugtige skovfragment i Pu Luong har i årevis skjult en evolutionær linje, der levede side om side med andre slægtninge – og alligevel fulgte sin helt egen vej. Alt tyder på, at denne muldvarp har udviklet sig i næsten fuldstændig isolation fra resten af bestanden.
En hale, der næsten ikke eksisterer
Det mest iøjnefaldende kendetegn ved dette dyr – hvis man overhovedet kan tale om et dyr, der lever under jorden – er halen. Hos Darwins muldvarp stikker blot to millimeter halevæv ud fra pelsen. Resten er så reduceret, at det snarere minder om en rest af en udvækst end en typisk dyrehale.
Forskerne talte kun seks eller syv halehvirvler. Det er færre end hos nogen anden kendt repræsentant for denne muldvarpsgruppe. Til sammenligning gjaldt den nært beslægtede vietnamesiske art Euroscaptor subanura tidligere for at have en “kort hale” – og alligevel er dens hale markant længere.
Så markant en forkortelse af halen er ikke blot en anatomisk kuriositet. Hos underjordiske pattedyr har hver eneste del af kroppen en praktisk funktion. En reduceret hale kan mindske modstanden ved bevægelse i snævre gange, reducere risikoen for skader og gøre det lettere at manøvrere i trange tunneler. For forskerne udgør den desuden et vigtigt kendetegn, der giver mulighed for klart at adskille denne art fra andre tilsyneladende meget ens arter.
Klippevægge som uoverstigelige grænser
Biologerne beskrev fangststedet som et bælte af fugtig, blød, stenfri skovbund. Det er ideelle forhold for muldvarpe: jorden falder ikke sammen, tunnelerne er stabile, og temperaturen holder sig nogenlunde konstant året rundt.
Tæt op ad denne “muldvarpsmotorvej” rejser sig en nærmest lodret klippevæg. For et dyr, der er fremragende til at grave, men bevæger sig dårligt på overfladen, bliver en sådan klippevæg en reel og permanent barriere. På den anden side kan der leve andre muldvarpsarter, men der sker næsten ingen blanding af bestande.
Kombinationen af blød, fugtig jord og stejle klippevægge har gjort, at en enkelt bjergryg er blevet et selvstændigt “kontinent” for Darwins muldvarp. Forskerne antager, at denne geografiske isolation har varet i tusindvis af år.
DNA bekræftede artens selvstændighed
Den utypiske halestruktur alene ville ikke have været tilstrækkelig til at beskrive en ny art. Forskerholdet gennemførte derfor DNA-analyser og sammenlignede det genetiske materiale fra muldvarpen fra Pu Luong med de nærmeste kendte slægtninge.
Forskellene i én af de centrale genetiske markører udgjorde 5,41 til 6,35 procent. For biologer er det et niveau, der er typisk for arter, der blev adskilt for længe siden – ikke for bestande af én vidt udbredt art.
Endnu mere interessant er det, at forskellene mellem de fem undersøgte individer fra Pu Luong var meget små. Det stemmer overens med billedet af en lille, isoleret bestand, der i hundredvis eller tusindvis af år har bevæget sig inden for et enkelt, begrænset skovområde. Forskere fra Vietnams Akademi for Videnskab og Teknologi understreger, at der er tale om et enestående eksempel på geografisk spekiation.
Kranium og tænder leverede det afgørende bevis
Analysen omfattede i alt 65 kranier fra voksne muldvarpe, herunder beslægtede arter fra andre regioner. Forskerne foretog 36 forskellige målinger, der blandt andet dækkede snudens længde og bredde, kindbuerens form og underkæbens proportioner.
- Darwins muldvarp har et markant slankere kranium
- En smallere, mere “fremtrukket” snude
- En finere og lettere underkæbe
- Ændrede proportioner i kindbueregionen
- En anderledes arrangement af kindtænderne
- Forskellig størrelse af øjenhuler
- En kortere rostral del af kraniet
- En lavere sagittalkam
Disse forskelle forsvinder under den tætte pels, så dyret ved første øjekast kan ligne en typisk muldvarp fra regionen. Først kombinationen af skeletkendepunkter, tandbygning og den karakteristiske hale giver et samlet billede – vi har at gøre med en adskilt art, ikke blot en lokal variant af et allerede kendt pattedyr.
Hunner større end hannen – en utypisk rollefordeling
Blandt de fem fangede dyr var fire hunner og én han. Det viste sig, at hunnerne er markant større end hannen, både hvad angår kroppens længde og kraniets størrelse.
Bemærkelsesværdigt er det, at én af de drægtige hunner havde syv halehvirvler og ikke seks som de øvrige. Det viser, at selv en lille, isoleret bestand rummer en vis grad af naturlig variation. Forskerne var derfor nødt til at skelne mellem forskelle, der skyldes individuelle træk, og dem, der egentlig definerer den nye art.
Den vedvarende størrelsesmæssige overvægt hos hunnerne antyder specifikke kønsrelationer og forplantningsstrategier, selv om man foreløbig kun forsigtigt kan spekulere i dette. Biologer fra Institut for Biologi planlægger yderligere feltindsamlinger for at opnå et større datasæt.
Et liv i kold, vanddræbt jord
Den nyligt beskrevne muldvarp fungerer i en meget snæver og specialiseret habitattype. Den har brug for kold, konstant fugtig jord uden store sten, helst under et tæt skovdække. Kun under sådanne betingelser er tunnelerne stabile, falder ikke sammen og bevarer den rette fugtighed.
Kraftige forpoter, massive kløer og en aflang krop forvandler hele dyret til en maskine til at flytte jord bagud. Fælderne, der gav resultat, placerede forskerne langs underjordiske gange under dyrestier, ved træers rødder og på andre skyggefulde steder med løs undergrund.
Så snæver en specialisering har to sider. På den ene side understøtter den artens overlevelse i lange perioder – den, der én gang finder sin niche, kan opretholde sig selv i årevis. På den anden side betyder det, at selv små ændringer som udtørring af undergrunden, fældning af træer eller intensiv nedtrampning af skovbunden alvorligt kan true den lokale bestand.
Et sjældent pattedyr i et hav af nye arter
Institut for Biologi ved Vietnams Akademi for Videnskab og Teknologi oplyser, at teams fra denne institution alene i 2025 beskrev 124 nye organismearter. Kun én af dem var et pattedyr – netop Darwins muldvarp, officielt navngivet Euroscaptor darwini.
Dette resultat afspejler godt forholdene inden for biodiversitetsforskning. Nye arter af hvirvelløse dyr eller planter dukker relativt hyppigt op i data, mens hvert sådant fund hos pattedyr tiltrækker sig markant større opmærksomhed. Det er en lille gruppe, ganske godt udforsket og typisk levende inden for menneskers synsfelt.
Den vietnamesiske biolog Vinh Quang Dau understreger, at Darwins muldvarp åbner et nyt felt for analyser af evolutionen hos organismer, der lever permanent under jorden. Fundet viser også Pu Luongs ekstraordinære naturrigdom, hvis betydning for beskyttelsen af unikke arter efter forskernes vurdering stadig vokser.
Hvad fortæller historien om muldvarpen fra Pu Luong os?
Beskrivelsen af dette upåfaldende pattedyr samler anatomi, genetik og geografi i ét. Alle disse elementer peger på den samme proces: isolation i krævende terræn kan i årevis opretholde en adskilt evolutionær linje bogstaveligt talt “for næsen af” mennesker og andre arter.
For forskere er det en værdifuld lære om, hvordan nye arter dannes – men også en praktisk vejledning for naturbeskyttelse. Reservatgrænser tegnes med brede linjer, mens skæbnen for sådanne dyr ofte afhænger af fine detaljer i terrænet: én klippevæg, et smalt bælte af fugtig jord eller et konkret skovfragment.
Eksemplet med Darwins muldvarp viser, at der i bjergområderne i det sydøstlige Asien kan skjule sig flere tilsvarende “skjulte” arter. De lader sig ikke identificere uden omhyggeligt feltarbejde og grundige laboratorieanalyser. For lande som Vietnam er det både en udfordring og en mulighed – hvert sådant fund styrker argumenterne for at beskytte de sidste virkelig vilde hjørner af landet.
