En gammel lille Fiat på cubanske veje – men uden benzin
På en cubansk landevej kører en lille gammel Fiat, og lugten fra udstødningsrøret er ikke benzin – det er røg fra brændende træ og trækul. Da brændstof blev en uopnåelig luksus på øen, besluttede én mekaniker sig for, at bilen ikke skulle blive stående i indkørslen.
I stedet for at lede efter benzin på sortmarkedet til absurde priser vendte han tilbage til en næsten glemt teknologi og ombyggede sin slidte Fiat Polski 126p til en bil drevet af gas fra trækul.
Brændstofkrisen på Cuba nåede et kritisk punkt
Forestil dig, at du har en fuldt funktionel bil, men ikke kan skaffe brændstof til den. Benzinstationerne er tomme, køerne varer i timevis, og de fleste bilister kører hjem med uforrettet sag. For de fleste cubanske familier er en liter benzin blevet en luksus til en pris af cirka 8 dollars – svarende til omkring 185 tjekkiske kroner – mange gange over den officielle pris.
Det er præcis denne situation, som Juan Carlos Pino, en 56-årig mekaniker, har fundet en genial udvej fra. Cubas brændstofkrise nåede i 2026 et kritisk punkt, hvor olieleverancerne faldt fra cirka 100.000 tønder om dagen til blot 56.000. Resultatet var kaotisk: tomme benzinstationer, et blomstrende uofficielt marked og almindelige mennesker uden adgang til grundlæggende mobilitet.
I denne situation har Pino i sin garage en Fiat Polski 126p fra 1980 – den bil, der i Polen er kendt som maluch, og som engang blev produceret på licens fra Fiat. Under normale omstændigheder er det blot en gammel bybil. Under Cubas brændstofblokade er den blevet et overlevelsesredskab.
Sådan ombyggede mekanikeren Fiaten til at køre på trækul
Pino valgte ikke at stirre hjælpeløst på en tom benzintank. Han mindede sig selv om motoriseringens historie og greb fat i en løsning, der snarere hører krigsårene til end det 21. århundrede: en gasgenerator, også kaldet en trægas-drevet motor. Det er en teknologi, der blev brugt i stor skala i Europa under Anden Verdenskrig, da benzin var rationeret.
I stedet for den traditionelle brændstoftank monterede han en stor metallisk cylinder bag på maluchen. Pino ombyggede en gammel propan-butan-flaske til forbrændingskammer og fremstillede låget af en del fra en elektrisk transformator. Herinde lægger han trækul, som brænder ved ekstremt høje temperaturer – op til cirka 1000 grader Celsius – men ufuldstændigt.
Denne ufuldstændige forbrænding producerer en brændbar gas rig på kulilte, der efter korrekt rensning kan drive en konventionel forbrændingsmotor. Gassen fra forbrændingskammeret strømmer ikke direkte ind i motoren – den skal først passere igennem et primitivt, men effektivt køle- og filtreringssystem. Som filter brugte Pino en metalbeholder til mælk fyldt med gammelt tøj, der opfanger støv, aske og sodpartikler. Først derefter suger motoren den rensede gas ind i stedet for den sædvanlige blanding af benzin og luft.
Ydelse sammenlignet med en benzindrevet bil
En sådan ombygning har sin pris. Maluchen forvandler sig bestemt ikke til en sportsvogn – tværtimod mister den en anseelig del af sin ydelse, anslået til mellem 30 og 50 procent. Bilen accelererer langsomt og bruger tid på at komme i gang fra stillestående. Derudover skal man tænde ild, inden man kører, og vente på, at installationen opvarmes og begynder at producere den rette gas.
På trods af disse ulemper forbliver bilen fuldt anvendelig. Pino har beregnet, at han kan køre cirka 85 kilometer på én opfyldning af trækul. Tophastigheden er omtrent 70 km/t – nok til bykørsel og nærliggende veje. Ind imellem skal brændstoffet suppleres og filteret renses, ellers kvæles motoren.
En teknologi med rødder i Anden Verdenskrig
For forbipasserende kan synet af en rygende maluch virke eksotisk, men historien kender allerede til lignende løsninger. I Europa under Anden Verdenskrig kørte op mod en million køretøjer med gasgeneratorer på vejene:
- Lastvogne med modificerede lad til forbrændingskamre
- Busser med cylindre monteret på taget eller bag kabinen
- Traktorer anvendt i landbruget under dieselmangel
- Personbiler som Tatra 57 og andre modeller
- Varevogne til vareleverancer i byerne
- Ambulancer i afsides områder
De fleste af dem havde næsten identiske begrænsninger som Juan Carlos‘ bil: fald i ydelse og tophastighed, hyppig filtersrensning, konstant overvågning af ilden i forbrændingskammeret, kraftig røg og sod på karrosseriet samt risiko for kulilteforgiftning og brand.
Hvorfor trægas-biler er farlige for uerfarne hobbyfolk
Kulilte er lugtfri og dødelig farlig. Derfor må chauffører, der anvender denne drivform, nøje overvåge alle utætheder i installationen. Hertil kommer, at temperaturen i forbrændingskammeret når ekstreme værdier, så selv en lille monteringsfejl kan føre til, at bilen antændes.
En trægas-drevet bil er ikke et legetøj for amatørhåndværkere – det er snarere et desperat svar på mangel på brændstof. Forskere og ingeniører inden for alternative drivmidler advarer om, at trægas indeholder høje koncentrationer af giftige stoffer. Eksperter inden for bilsikkerhed anbefaler installation af kulilte-detektorer og regelmæssige tæthedskontroller af systemet.
Cubas bilkreativitet har dybe rødder
Cuba har i årtier været kendt for sin bilmæssige opfindsomhed. På gaderne kører stadig amerikanske vejkrydssere fra 1950’erne – malet om, sammensat af dele, med motorer hentet fra lastvogne eller kinesiske busser. Mekanikere samler brikker, genopbygger det der i andre lande for længst ville være endt som skrot, og behandler hvert stykke metal som en skat.
Juan Carlos Pinos Fiat Polski passer perfekt ind i dette billede – men går et skridt videre. Det handler ikke længere blot om at forlænge et gammelt køretøjs levetid. Det handler om et overlevelsesredskab i et land, hvor man uden transportmiddel pludselig mister adgang til arbejde, læge og dagligdags indkøb.
Hvad viser Pinos projekt om fremtidens mobilitet
En del cubanske borgere forsøger at redde deres mobilitet ved at skifte til scootere og elektriske trehjulede køretøjer. For mange er det den eneste måde at frigøre sig fra afhængigheden af benzin på. Elektriske køretøjer har dog også deres begrænsninger: strømafbrydelser, dyre batterier og lav kvalitet af hjemmeinstallationer.
Pinos projekt peger i en anden retning. I stedet for at vente på et stabilt energinetværk griber han fat i en råvare, der nærmest er inden for rækkevidde: træ og trækul. Det er ikke den ideelle løsning for et helt land – masseforbrænding af træ ville hurtigt føre til skovrydning – men for det enkelte køretøj fungerer det som nødtransport.
I rigere dele af verden lyder idéen om en kulgasdrevet bil som en mærkelig YouTube-kuriositet. Men situationen ændrer sig, når adgangen til brændstof begynder at bryde sammen, og folk ikke længere stoler på forsyningsstabiliteten. Gasgeneratoren erstatter hverken benzin eller elektricitet i stor skala, men den træder frem som en løsning af allersidste udvej – for landmanden, der skal nå sin mark, for lægen i en afskåret landsby, eller netop for mekanikeren på en ø afskåret af sanktioner og energikrise.
Teknologien bag gasgeneratoren minder os om noget vigtigt
Gasgenerator-teknologien viser, at forbrændingsmotoren kan være overraskende fleksibel. Man behøver blot at ændre den måde, man leverer brændstof til den på – og en klassisk bil fra socialismens æra kan forvandles til et køretøj, der frigør føreren fra afhængigheden af raffinaderier. Prisen er komfort, sikkerhed og tid. Belønningen er muligheden for at nå frem, mens andre må gå.
Ingeniører inden for bilindustrien følger de cubanske eksperimenter med interesse. De viser nemlig, at mennesker i krisesituationer er i stand til at vende tilbage til grundlæggende fysiske principper og skabe funktionelle løsninger uden avanceret teknologi. Forskere inden for alternative brændstoffer påpeger, at lignende systemer kunne tjene som reserve-løsning i områder ramt af naturkatastrofer eller langvarige infrastruktursvigt.
