Udsætter du opgaver til sidste øjeblik – og føler dig mærkelig tilpas med det?
Ny psykologisk forskning tyder på, at vedvarende udsættelse af pligter ikke nødvendigvis stammer fra dovenskab. Det kan faktisk være tegn på en sjælden kombination af mentale egenskaber.
I årevis er prokrastination blevet betragtet som produktivitetens absolutte fjende. Virksomheder bekæmper den med kurser, og selvhjælpsbøger er fyldt med motivationstricks. Men et forskerhold ledet af psykologen Lauren Saling, hvis resultater blev offentliggjort i tidsskriftet New Ideas in Psychology, tegner et langt mere nuanceret billede.
Hos mange mennesker hænger prokrastination sammen med usædvanlig modstandsdygtighed over for frustration, mere fleksibel tænkning og højere kreativitet i problemløsning. Det er værd at tage alvorligt.
Kreativitet og udsættelse – en overraskende forbindelse
Deltagere i forskningen, der hyppigere udsatte opgaver, klarede sig bedre i tests, der krævede såkaldt divergent tænkning. Det er den type mental aktivitet, hvor man ikke søger ét korrekt svar, men mange mulige løsninger.
Sådanne tests er gode indikatorer for kreativt potentiale og evnen til at betragte et problem fra utraditionelle vinkler. Prokrastinerende deltagere fandt oftere utypiske, effektive løsninger og tolererede bedre den frustration, der følger med opgavens begrænsninger.
Sammenlignet med folk, der kastede sig over alt med det samme, udviste de større tolerance over for ubehag. De kunne længere “sidde med” et uløst problem uden impulsivt at gribe den første mulighed.
Ikke alle der venter, er automatisk dovne
Forskere påpeger, at en del af dem, der tøver, slet ikke flygter fra opgaven. Tværtimod arbejder deres sind meget intenst – bare ikke på en måde, der er synlig udefra. I stedet for straks at gå i gang scanner de mulige scenarier, sammenligner dem og opbygger mentalt flere varianter.
Denne reaktionsstil minder lidt om børn, der grundigt undersøger alle hylder, før de vælger en legetøj. Voksne såkaldte hurtige udøvere griber oftest det første, der dukker op – og begår statistisk set flere fejl, selv om de virker mere organiserede.
Øjeblikkelig handling kan give indtryk af kontrol, men fører sommetider til forhastede beslutninger og et højere antal fejl. Forskere fra universiteterne i Melbourne og Adelaide fandt, at mennesker med tendens til at udsætte opgaver i gennemsnit scorer atten procent højere i tests for kreativ tænkning.
To typer prokrastination: aktiv og passiv
Psykologien skelner i dag mellem mindst to former for opgaveudsættelse. Forskellen er afgørende, fordi kun den ene reelt hænger sammen med de værdifulde ressourcer, forskningen beskriver.
Passiv prokrastination opstår, når frygt blokerer dig. Den person, der udsætter på denne måde, føler sig overvældet. Tankerne kredser konstant: “Jeg kan ikke klare det”, “jeg ødelægger det igen”. Opgaven vokser i sindet til et monster. Skam, spænding og en klump i halsen dukker op, og kroppen går i frysemodus – ingen aktivitet, stigende skyldfølelse.
Typiske tegn på passiv prokrastination inkluderer:
- beslutningslammelse – selv det første lille skridt er svært at tage
- konstant gentagelse af egne fejltagelser i tankerne
- flugt ind i serier, rengøring eller scrolling frem for at konfrontere opgaven
- stærke samvittighedskvaler og nedsat selvværd
- fysiske angstssymptomer som hjertebanken eller svedtendens
- undgåelse af opkald og mails relateret til opgaven
- kronisk undervurdering af den tid, der kræves til at afslutte
- overbevisningen om, at det ikke er værd at begynde uden et perfekt resultat
I sådanne tilfælde bliver udsættelsen et symptom på andre vanskeligheder: frygt for bedømmelse, perfektionisme, overbelastning. Her er der brug for strategier, der styrker den følelsesmæssige balance – og sommetider professionel hjælp.
Aktiv prokrastination som bevidst leg med tid
Den anden type udgøres af mennesker, der bevidst lader en opgave ligge til senere, fordi de ved, at de arbejder bedre på den måde. Det er ikke flugt – det er strategisk udnyttelse af tiden inden opstart.
For dem er perioden uden synlig aktivitet slet ikke tom. I sindet foregår der stille planlægning: associationer opstår, nye idéer dukker op, forbindelser mellem tilsyneladende fjerne emner dannes. Først når materialet er “modnet”, går disse mennesker i gang med realiseringen – ofte i et meget koncentreret flow med imponerende resultater.
Den aktive prokrastinator flygter ikke fra opgaven, men forhandler med tiden for at presse den højeste kvalitet ud af sin hjerne. Psykologen Susan Krauss Whitbourne fra University of Massachusetts understreger, at udsættelse kan virke til vores fordel, hvis vi begynder at styre den bevidst.
Det centrale er at opbygge en struktur, der bevarer rum til ideernes modning, men som ikke fører til overskredne deadlines. Forskere fra Stanford University fandt, at aktive prokrastinatorer i kreative erhverv opnår sammenlignelige eller bedre resultater end kolleger, der arbejder løbende.
Tricket med den falske deadline og den dobbelte tidsfrist
En af de enklere teknikker består i at indføre to deadlines. Den første – intern og tidligere – giver dig tid til fri tænkning, noter og skitser. Den anden – den endelige – er udelukkende til gennemførelse af de planlagte skridt.
Deadline nummer et repræsenterer fasen med dataindsamling, inspiration og rolig overvejelse af muligheder. Deadline nummer to betyder produktionsfasen – færdiggørelse, skrivning og beslutningsimplementering. På den måde udnytter du udsættelsens fordele – større kreativitet og flere varianter – og begrænser samtidig risikoen for at arbejde på kanten af katastrofen.
Hjernen har rum til at manøvrere, men har ikke længere frit slag til kaos. Forskere fra MIT Media Lab anbefaler at sætte den første deadline omtrent halvvejs i den tilgængelige tid, og den anden tre til fem dage før den egentlige deadline.
Hvad din tøven faktisk signalerer
Eksperter råder til ikke at bedømme prokrastination udelukkende som en karakterfejl. En mere præcis tilgang er at betragte enhver udsættelse som feedback – om opgaven eller om dine egne ressourcer. Neuroforskere fra University College London har fundet, at prokrastinatorders hjerner udviser anderledes aktivitet i den præfrontale kortex – det område, der er ansvarligt for planlægning og impulskontrol.
De hyppige årsager, der gemmer sig bag “det gør jeg senere”, er mangfoldige. Opgaven giver dig ingen mening – du ser ingen forbindelse til dine vigtige mål. Du frygter bedømmelse, afvisning eller tab af omdømme. Instruktionen er uklar, og du ved ikke præcist, hvad der forventes af dig.
Måske har du simpelthen for lidt energi, og hjernen modstår yderligere belastning. Du mangler konkrete værktøjer eller viden til at gennemføre opgaven. Eller den er for ensformig, og din hjerne søger stimulation andetsteds.
Psykologer fra Harvard Medical School anbefaler at føre registreringer over prokrastinationsøjeblikke i en uge – der dukker ofte et tydeligt mønster op.
Sådan bruger du prokrastinatortalentet i hverdagen
Mennesker med tendens til udsættelse kan vinde meget ved at se sig selv ikke som evigt bagud, men som personer med en bestemt profil for mentalt arbejde. En sådan profil, vel tæmmet, er meget værdifuld i kreative, projektbaserede eller strategiske miljøer.
I praksis betyder det nogle konkrete skridt: planlæg bevidst opgaver med tidsbuffer til at gå rundt med en idé. Notér de frie associationer og indsigter, der opstår midt i andre aktiviteter. Del store projekter op i korte etaper for at reducere angstkomponenten i udsættelsen.
Kommunikér din arbejdsstil til andre – det er lettere at undgå stemplet som uansvarlig. Forskere fra Carnegie Mellon University har fundet, at transparent kommunikation om arbejdsstil reducerer konflikter i teams med toogfyrre procent.
Det er også værd at observere, hvilke opgaver der forvandler din udsættelse til en blokering, og hvilke der frembringer bedre og mere interessante løsninger. Dette mentale kort giver dig mulighed for at skelne mellem situationer, hvor du har brug for disciplin, og dem, hvor det er klogere at give dig selv lidt mere tænketid.
Prokrastination – hverken dyd eller synd
Prokrastination er i sig selv hverken en dyd eller en synd. Sommetider signalerer den overbelastning, andre gange fungerer den som en mekanisme, hvorved hjernen i ro tester forskellige scenarier, inden den vælger det bedste. Forskellen ligger i, om du bruger udsættelsen som et redskab – eller om den bruger dig.
Når du begynder bevidst at sætte tidsgrænser og lytte til, hvad din tøven forsøger at fortælle dig, bliver det lettere at omdanne denne formodede fejl til en ganske nyttig styrke. Måske er det værd at stille sig selv spørgsmålet: hvad nu hvis du i stedet for at kæmpe mod prokrastination lærte at samarbejde med den måde, din hjerne naturligt fungerer på?
