Et overraskende fund i den tætte kongolesiske regnskov
Dybt inde i den fugtige og tætte jungle i det nordlige Congo opdagede forskere en vane hos gorillaer, der minder mere om en gastronomisk tradition end om ren overlevelse. I næsten ti år fulgte de de samme grupper af primater, før de forstod, hvad dyrene egentlig ledte efter under skovbunden.
I begyndelsen antog videnskabsmændene, at de observerede en typisk indsamling af insekter fra jorden. Det var først takket være lokale guiders kendskab til området, at de indså sandheden: gorillaerne søgte under bladlaget efter noget langt mere raffineret – sjældne trøffellignende svampe, der ikke blot mætter, men også binder dyrene sammen i en fælles „smagskultur”.
Forskning i nationalparken Nouabalé-Ndoki
Undersøgelsen fandt sted i nationalparken Nouabalé-Ndoki i det nordlige Congo. Dag for dag registrerede forskerne i næsten ti år, hvor gorillaerne gravede i jorden, hvor længe de opholdt sig på stedet, og hvad de præcist trak op af undergrunden. På afstand lignede det blot almindeligt roden efter larver eller myrer.
Analysen af materiale indsamlet fra de oprodede steder afslørede imidlertid noget helt uventet. I prøverne fandt man fragmenter af en svamp ved navn Elaphomyces labyrinthinus – en underjordisk art, der minder om trøfler, er rig på næringsstoffer og ikke vokser på overfladen. Gorillaerne må altså vide, hvor og hvordan den skal findes, selvom selve svampens frugtlegemer normalt er usynlige.
Forskere fra universiteter i USA og Congo dokumenterede denne adfærd systematisk. De anvendte GPS-koordinater, fotofælder og detaljerede feltnoter. Jordprøver blev sendt til laboratorier, hvor mikroskopisk analyse bekræftede tilstedeværelsen af sporer og fragmenter af underjordiske svampe.
Gennembruddet kom takket være lokal viden
Det afgørende gennembrud kom gennem samarbejdet med den lokale sporfinder Gaston Abe, der stammer fra det halvnomadiske folk Bangombe. Han har arbejdet med teams i parken i over tyve år og kender skoven som sin egen bukselomme. Det var ham, der foreslog, at aberne måske ikke jagede insekter, men svampe gemt i jorden – en fødevare, som lokalbefolkningen har værdsat i generationer.
Dette eksempel viser, hvilken enorm rolle de lokalsamfund, der bebor et givent område, spiller i naturvidenskabelig forskning. Uden råd fra sporingen af Bangombe-folket ville forskerne sandsynligvis i årevis have betragtet den oprodede jord som spor efter insektjagt.
Hvorfor spiser ikke alle gorillagrupper underjordiske svampe
Nationalparken Nouabalé-Ndoki dækker over 3.800 kvadratkilometer og er hjemsted for cirka 180 lavlandsgorillaer. Studierne viste, at kun en del af dem regelmæssigt benytter denne usædvanlige fødevarekilde. I nogle flokke forekommer denne adfærd hyppigt, i andre kun sporadisk.
Forskerne observerede markante forskelle mellem de enkelte grupper:
- Flokke som Buka og Kingo roder ofte i jorden på jagt efter underjordiske svampe
- Gruppen Loya-Makassa tyer kun lejlighedsvis til denne type føde
- Andre observerede gorillaer udviser næsten ingen tegn på denne vane, selv om de lever i et lignende miljø
- Unge gorillaer lærer at grave i jorden ved at iagttage voksne individer
- Hunner, der skifter gruppe, overtager den nye floks kostvaner
- Intensiteten af svampeindsamlingen varierer afhængigt af det konkrete territorium
Dette mønster af adfærd viser, at det ikke udelukkende handler om svampenes tilgængelighed i skoven. Hvis det blot drejede sig om en simpel refleks af typen „der er mad – jeg spiser den”, ville vanen med at rode i jorden se ens ud på tværs af alle flokke, der lever i det samme område.
Erlært adfærd eller instinkt – hvad siger etologerne
Et særligt interessant eksempel involverer en voksen hun, der skiftede flok. Hun kom fra en gruppe, hvor spisning af underjordiske svampe var sjælden. Efter overgangen til en gruppe, hvor „trøffelretter” hørte til den daglige menu, ændrede hendes adfærd sig gradvist – hun begyndte stadig oftere at grave i jorden sammen med de andre.
Det er et stærkt signal om, at gorillaer lærer af hinanden. Den nye hun begyndte ikke at opsøge svampe, fordi de pludselig dukkede op i skoven. Det var hendes sociale omgangskreds, der ændrede sig – og med den også kosten. Denne form for læringsadfærd gennem observation og fælles fødeindsamling minder om mekanismer kendt fra forskning i bonoboer, hos hvem lignende praksisser knyttet til svampesøgning er blevet beskrevet.
Forskere fra Kyoto Universitet og andre institutioner, der studerer primater, bekræfter, at denne type adfærd opfylder kriterierne for kulturel overførsel. Der er ikke tale om genetisk kodet information, men om viden erhvervet gennem social læring.
Forskerne dokumenterede også sæsonbetingede variationer. I regntiden, hvor svampen Elaphomyces labyrinthinus er mere tilgængelig, bruger gorillaerne mere tid på at grave. I tørtiden koncentrerer de sig om andre fødekilder som frugter fra træer eller bambusskud.
Har gorillaer deres egen gastronomiske kultur
Begrebet „kultur” forbindes normalt med mennesker – regionale køkkener, opskrifter der går i arv i familien, et lokalsamfunds yndlingsretter. Stadig flere undersøgelser viser dog, at der hos visse dyr, særligt primater, eksisterer lokale adfærdstraditioner, som de unge lærer af de voksne.
I tilfældet med gorillaerne fra det nordlige Congo taler forskerne direkte om en „smagskultur”. Det handler ikke blot om, at de kan finde næringsrige svampe. Det er hele pakken af gentagelige elementer, der karakteriserer denne adfærd, som tæller.
Fra etologernes perspektiv opfylder et sådant sæt kendetegn kriterierne for kulturel adfærd: det overføres socialt, er vedvarende over tid og varierer mellem populationer. Lignende eksempler er dokumenteret hos chimpanser, der i forskellige dele af Afrika anvender forskellige teknikker til at knække nødder.
Svampe af trøffeltypen er dobbelt værdifulde for gorillaer. De indeholder koncentrerede næringsstoffer, der supplerer en skovkost rig på blade og frugter. Samtidig kræver de indsats og viden at finde, og de kan derfor fungere som en slags „særlig delikatesse”, primært tilgængelig for dem der kender gruppens lokale traditioner.
Forskerne analyserede det ernæringsmæssige indhold af svampen Elaphomyces labyrinthinus. De fandt et højt indhold af proteiner, mineraler som kalium og magnesium samt forbindelser, der fremmer fordøjelsen. For gorillaer, der lever i omgivelser med begrænset adgang til visse næringsstoffer, kan disse svampe udgøre et vigtigt kosttilskud.
Hvordan lokal viden hjælper med at beskytte naturen
Forskningsresultaterne påvirkede konkrete beslutninger vedrørende parkforvaltningen. De myndigheder, der er ansvarlige for det beskyttede område, planlagde tidligere at opføre turistinfrastruktur i zonen Djéké Triangle. Efter bekræftelsen af, at gorillaer benytter „trøffelsteder” dér, blev projektet flyttet til en anden lokation for ikke at forstyrre dyrenes følsomme vaner.
Dem der udformer naturpolitikken, begynder at betragte disse vaner ikke blot som en kuriositet, men som en del af artens kulturarv, der er værd at bevare på linje med selve bestanden. Wildlife Conservation Society og andre organisationer involveret i beskyttelsen af nationalparken Nouabalé-Ndoki kortlægger nu yderligere potentielle områder med lignende traditioner.
Lokale guider som Gaston Abe er ved at blive en uadskillelig del af videnskabelige teams. Deres kendskab til terrænet, planterne og dyrenes adfærd overgår ofte det, man kan finde i akademisk litteratur. Samarbejdet mellem forskere og oprindelige lokalsamfund giver konkrete resultater for bevarelsen af biodiversiteten.
Hvad gorillaernes køkken fortæller os om os selv
Historien om gorillaerne fra Congo er også et interessant spejl for mennesker. Vi ser dyr, der ikke blot spiser, hvad de tilfældigvis finder, men udvikler lokale præferencer, lærer dem af hinanden og derefter beskytter deres territorium som et rum, der er vigtigt for daglige ritualer. Det lyder bekendt.
I en tid med klimaforandringer og stigende pres på de tropiske regnskove kan sådanne adfærdsmønstre være særligt sårbare. For gorillaer betyder tabet af et bestemt stykke regnskov ikke blot færre blade eller frugter – det betyder sommetider forsvindingen af et sted, hvor de i generationer har praktiseret deres unikke måde at skaffe føde på.
For forskerne er det endnu et argument for, at man i naturbeskyttelsen ikke kun bør tage hensyn til artens bestandsstørrelse, men til hele spektret af vaner, der gør de pågældende dyr til det, de er. Fremtidige langsigtede studier skal afdække, om lignende traditioner eksisterer hos andre gorillapopulationer i Centralafrika. Måske venter der en hel verden af lokale gastronomiske kulturer på at blive opdaget – og det er ikke blot et spørgsmål om videnskabelig nysgerrighed, men en nøgle til effektiv beskyttelse af truede primater i en verden i forandring.
